Elektrisk skraldebil på gaden i december
Børsen En ny danskudviklet skraldebil bruger elektricitet til at løfte affald, men kører stadig på diesel.
Læs også
Læs mere om
En skraldebil, der bruger elektricitet til at løfte og komprimere affaldet, kan halvere forureningen fra renovationsbiler. Bilen er udviklet i Sønderborg og kommer på markedet i starten af denne måned.
»Det er især sammenpresningen af affald ved brug af diesel, der er skurken – det larmer og forurener. Med vores system forbedrer man både sikkerheden og arbejdsmiljøet for renovationsfolkene,« siger Rasmus Banke, administrerende direktør i Banke Accessory Drives A/S, til Børsen.
»Det er slut med osende dieselskyer, og energien fra el gør hele processen så støjsvag, at folkene kan høre trafikken omkring køretøjet,« fortsætter han.
Teknologien forventes at kunne spare renovationsfirmaerne for 5.000 liter diesel pr. bil pr. år. Samtidig reducerer teknologien hver skraldebils CO2-udledning med 15 ton om året.
Rasmus Banke håber på at kunne udnytte teknologien bag det kraftige løfte- og kompressionsanlæg til andre projekter i fremtiden, men foreløbigt skal den første skraldebil testes i Esbjerg i denne måned.
Læs hele historien i Børsens logistiktillæg på side 10.






