Banedanmark: Ny Storstrømsbro er mere sandsynlig end tunnel
Hvis der skal bygges en ny forbindelse over Storstrømmen, så ser en bro foreløbig mere sandsynlig ud end en tunnel, siger Banedanmark.
Bliver der bygget en ny bro over Storstrømmen, vil Banedanmark prøve at komme af med svinget på Masnedø. Kort: findvej.dk
Læs også
Dokumentation
Hvis det ikke kan betale sig at reparere den revneramte Storstrømsbroen, så bliver den sandsynligvis erstattet med en ny bro vest for den nuværende. Det fortalte områdechef for anlægsudvikling i Banedanmark Martin Munk Hansen på et pressemøde i fredags.
»Vores fornemmelse er, at det bliver en bro, hvis vi skal bygge noget nyt,« sagde han. Begrundelsen er blandt andet, at en sænketunnel vil kræve, at en stor del af havbunden bliver gravet væk.
Folketingets trafikudvalg har sat Banedanmark til at beregne fem forskellige scenarier for forbindelsen over Storstrømmen:
Scenarie 1: Broen forstærkes og bevares som jernbane- og vejbro.
Scenarie 2: Broen forstærkes og bevares som jernbanebro. I scenariet undersøges muligheden for nedlæggelse af vejforbindelsen på den eksisterende bro i lyset af, at vejtrafikken er begrænset, og istandsættelse vil være dyrt.
Scenarie 3: Ny jernbanebro og opretholdelse af vej på den eksisterende bro.
Scenarie 4: Ny kombineret vej- og jernbanebro. I scenariet indgår nedrivning af den eksisterende bro.
Scenarie 5: Ny jernbanebro og nedlæggelse af vejforbindelsen. I scenariet indgår nedrivning af den eksisterende bro.
Alle scenarier med en ny forbindelse vil desuden medføre en ny linjeføring over Masnedø, hvor banen i dag slår et vældigt sving, som medfører en kraftig hastighedsbegrænsning. Så en ny forbindelse vil gøre det muligt at køre med meget større hastigheder på strækningen.
Tunnel nedstemt
Senest den 1. juni 2012 skal Banedanmark fremlægge deres beregninger af scenarierne for politikerne, men allerede før da skal baneingeniørerne vurdere, om tunnelløsninger bør bruges i stedet for.
»Det vil være noget af det første, vi kigger på, for det handler selvfølgelig om at få skåret eventuelle uattraktive muligheder fra så tidligt som muligt,« sagde Martin Munk Hansen.
Såvel politikere som debattører på ing.dk har foreslået at lade den tunnelelementfabrik, der bliver anlagt ved Rødby i forbindelse med byggeriet af Femernforbindelsen, producere elementer til en ny tunnel under Storstrømmen. Men den løsning er ikke nødvendigvis så attraktiv.
»En eventuel ny forbindelse over Storstrømmen vil skulle være klar, når Femernforbindelsen åbner. Vi kan ikke vente med at lave en ny tunnel, til Femernforbindelsen er færdig. Så en produktion af tunnelelementer til Storstrømmen vil skulle foregå sideløbende. Derfor er det ikke sikkert, at der er så meget at spare.«
Banedanmark har nu sendt rådgivningsopgaven om de fem scenarieberegninger i udbud, og hvis politikerne ender med at beslutte, at der skal laves en ny forbindelse, vil den blive projekteret og miljøundersøgt i 2012-2013, vedtaget i 2014, detailprojekteret det efterfølgende år og bygget mellem 2016 og 2019.






