/energi

Eldrup: Vi skal i gang med super elnet i Nordsøen

Regeringens nye energiplan giver Danmark en unik mulighed for at gå forrest i Europa, lød det fra Martin Lidegaard under et debatmøde fredag eftermiddag. Især skal et super grid i Nordsøen udbygges nu, lød det fra Anders Eldrup.

Af Erik Holm, fredag 25. nov 2011 kl. 16:53

Nordsøen bliver Europas nye kraftværk. Men der mangler fuldstændig et elnet, der kan føre strømmen rundt, så det er på høje tid at komme i gang med at bygge det.

Sådan lød det fra blandt andre koncernchef i Dong Energy Anders Eldrup fredag eftermiddag. Han deltog sammen med andre energifolk i et debatmøde i forbindelse med en præsentation af European Climate Foundations nye rapport, Power Perspectives 2030, på Amager i København.

»Vi mærker allerede flaskehalse i vores tyske mølleparker, og det kan blive et problem for udbygningen af havvindmøllerne i Nordsøen,« lød det fra Anders Eldrup.

Power Perspectives 2030 peger på, hvordan vi kommer frem til en energisektor uden brug af fossile brændsler. Rapporten peger især på, hvor store udbygninger af elnettet, der skal til i de kommende år for at kunne integrere den stigende mængde vedvarende energi. Ikke mindst mellem de enkelte lande og i Nordsøen.

Ifølge Anders Eldrup vil Danmark med 50 procent vindenergi lynhurtigt komme i en situation, hvor der er risiko for, at vi bygger en masse møller især i Nordsøen, der vil stå stille, fordi vi ikke kan lede strømmen hen til forbrugscentrene i Europa.

»Det er en næsten revolutionerede stor opgave, så det haster meget med kabeludbygningen,« lød det fra Anders Eldrup.

Problemet er, at udbygningen af elnettet slet ikke følger med udbygningen af produktionen, og især er den energimæssige motorvej, Tyskland, en dark horse.

Direktør i Dansk Energi Lars Aagaard fortalte, at tyskerne i øjeblikket kun udbygger med 20 kilometer transmissionskabler om året, mens der er behov for over 1.000 kilometer om året. Der er med andre ord uendeligt langt ned til forbrugscentrene fra Nordsøen, som han konstaterede.

Martin Lidegaard anerkendte, at udbygningen går langsomt i Tyskland. Tyskerne står over for en lang række dybe strategiske valg, og de ved ikke helt, hvilken vej de her skal gå, sagde han.

»Men de er interesserede i udbygning i blandt andet Nordsøen. De også er de meget optaget af hvor pengene skal komme fra,« lød det fra klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

For at få de her projekter gennemført skal der komme penge som støtte, påpegede Lars Aagard. Det kunne være EU-fonde eller lignende.

»På den måde er der et enormt behov for EU for at få det her til at lykkes. Infrastruktur er store summer, men set ud over energiregningen er det få øre, det handler om. Det er jo ingenting, og derfor er det bare om at komme i gang,« lød det fra chefen for Dansk Energi.

Det skal især være Danmark, der skal lede vejen, lød det fra Martin Lidegaard. Han slog fast, at det nye energiudspil giver Danmark en unik chance for at gå forrest på europæiske niveau.

»Jeg mødte min italienske kollega i går. Han var meget imponeret over planen og vil op at se, hvad det er, vi gør. Jeg forventer, at industrien, der skal vise vejen, får masser af den slags besøg i de kommende år,« sagde Martin Lidegaard, der var til sit første ministerrådsmøde torsdag.

»Vi skal bevise på europæisk plan, at der ikke er modsætning mellem grøn energisektor og vækst. Snarere tværtimod,« lød det fra ministeren.



25. nov 2011 kl 17:35

Rune Dyrholm

byg energikrævende industri tæt på

I stedet for at bryde hovedet med løsninger til at eksportere elektriciteten til resten af Europa, kunne vi også satse på noget så oldschool som selv at forbruge den. F.eks. med diverse energikrævende industri, ligesom man gjorde i gamle dage, hvor aluminiumsværkerne blev placeret tæt på vandkraftværker.

Lavere energipriser til virksomheder tæt på energikilden kunne måske løse noget af problemet.


25. nov 2011 kl 18:47

Thomas Gade

Re: byg energikrævende industri tæt på

aluminiumsværkerne blev placeret tæt på vandkraftværker.

Det er ret svært at konkurrere med Island : http://en.wikipedia.org/wiki/K...lant
Transportomkostninger for færdig aluminium (og såmænd for råvaren bauxit) er en ganske lille omkostning, så nærhed til markedet gør næppe en forskel for Europa.
Men der kan da være andre energikrævende industrier, problemet er at den private elforbruger kan betale mere end erhvervet, så de halvdyre havmøller bør producere til det generelle marked og ikke til særlige industrier.
Grid'et skal række et godt stykke fra Vest til Øst for at nå synoptisk effekt, hvor de forskellige vejrsystemer udjævner hinanden og giver mere jævn produktion.


25. nov 2011 kl 18:51

Niels Hansen

Re: byg energikrævende industri tæt på

I stedet for at bryde hovedet med løsninger til at eksportere elektriciteten til resten af Europa, kunne vi også satse på noget så oldschool som selv at forbruge den. F.eks. med diverse energikrævende industri, ligesom man gjorde i gamle dage, hvor aluminiumsværkerne blev placeret tæt på vandkraftværker.

Et godt sted at starte var det ikke at afholde sig fra at producere strøm når der ikke er brug for strøm når møllerne forsyner

Januar i år for VEst se http://nhsoft.dk/Coppermine142...ze=1 Uanset om møllerne forsyner så afsætter kraftværkerne stort set effekt.


25. nov 2011 kl 19:37

Søren Fosberg

Re: byg energikrævende industri tæt på

Januar i år for VEst se http://nhsoft.dk/Coppermine142...ze=1 Uanset om møllerne forsyner så afsætter kraftværkerne stort set effekt.

At kraftværkerne har funktion som standby kapacitet til VE er vist lidt af en skrøne. I stedet kører de så meget de kan - er der overskud (VE produktion) eksporterer de strømmen. Som tingene er skruet sammen er det åbenbart en bedre forretning end at lukke ned for produktionen. Dvs standby funktionen ligger et sted i udlandet - måske de norske søer? Eller er der kraftværker i udlandet som reguleres ned?

Netto og over tid produceres der jo under alle omstændigheder ikke mere strøm end der aftages.

At håndtere energi indenfor nationale grænser har ikke meget mening når der er et stort net man kan levere til.

Mvh Søren

Mvh Søren


25. nov 2011 kl 21:19

Jens Arne Hansen

Re: byg energikrævende industri tæt på

I stedet kører de så meget de kan - er der overskud (VE produktion) eksporterer de strømmen.

Nu kan det være svært som udenforstående at forholde sig til hvorfor man gør sådan for tiden, men et par bud på situationen netop nu kunne jo være:

Der er udsigt til storm så måske må møllerne stoppes kortvarigt engang i weekenden. Da det kræver tid og ekstra personale (og brændsel) at stoppe og starte kan man vælge at køre igennem på lavt blus i weekenden, fremfor at risikere et nedbrud af systemet hvis der sker noget uventet.

Der eksporteres over 1 GW til Tyskland, det kan jo skyldes at de mangler el fordi de både har lukket deres atomkraft og har de nyligt omtalte materialeproblemer på deres kulkraftværker.

Så mon ikke der for det meste vil være en god forklaring på hvorfor man gør som man gør?



26. nov 2011 kl 12:59

Richard Foersom

Nordsø HVDC net

Nordsø HVDC net er under løbende udbygning i andre lande rundt om Nordsøen.

http://en.wikipedia.org/wiki/L...rope

I April 2011 blev Storbritannien og Holland forbundet med 1 GW BritNed forbindelse. Næste år forventes forbindelse mellem Irland og Storbritannien klar, East–West Interconnector på (blot) 500 MW. Også en opgradering af 2GW HVDC forbindelsen mellem Storbritannien og Frankring er planlagt.

Det er på høje tid at Danmark med sin centrale placering i Nordsøen lægger en plan for udbygning af HVDC net i Nordsøen. Hvis der ikke sker noget bliver det bare Tyskland, Norge og Storbritannien der forbinder til hinanden udenom Dannevang.


27. nov 2011 kl 10:36

avatar

Bertel Lohmann Andersen

Infrastruktur er store summer

"Infrastruktur er store summer, men set ud over energiregningen er det få øre". Ja, det er sandt. F. eks. 1 øre/kWh i Danmark løber op til 0,35 mia. kr, altså 350 mio. kr. Og det betyder jo ikke noget. Eller hvad? Ville det være rimeligt at se på, hvad dette beløb alternativt kunne bruges til. Eller skal vi bare sige, at det er peanuts og give grønt lys for flere vandvids projekter?


27. nov 2011 kl 16:10

Søren Fosberg

Re: Infrastruktur er store summer

Eller skal vi bare sige, at det er peanuts og give grønt lys for flere vandvids projekter?

Kan du ikke snart stoppe dine forudrettede hyl? Det er et meget umodent "hvis jeg ikke kan få a-kraft vil jeg slet ikke have noget" surmuleri.

Mvh Søren


27. nov 2011 kl 16:19

Flemming Ulbjerg

Re: byg energikrævende industri tæt på

Hej Jens Arne og Søren.

I har netop fat på det centrale. Det giver ikke mening i energiregnskabet at kigge på Danamrk, som en ø, hvad angår el.
Vi er tæt forbundet til naboerne og bliver det endnu mere. (Som artiklen her jo netop handler om)

Derfor er en eksporteret kwh el ikke tabt.
Den vil et eller andet sted, og på et eller andet tidspunkt, erstatte produktionen af en kwh el.

I perioder kan der være pengeøkonomiske gevinster ved at anvende el indenlads fremfor at eksportere til meget lave priser.


27. nov 2011 kl 21:24

Bjarke Mønnike

Ja hvad fatter gør er altid...

......det rigtige.....sålænge bytteforholdet ikke ikke forringes.

Men det er ikke særlig smart at eksportere strøm til en nabo og skulle give det dobbelte igen for at købe hans overskudsstrøm.

Derfor er det en god ide at ændre den måde vi arbejder på.....således at vi arbeder med energikrævende produktioner når de blæser for derefter at lave de ting for produktionen der ikke kræver så megen energi, når det ikke blæste.


27. nov 2011 kl 21:34

avatar

Jon Bendtsen

Re: Ja hvad fatter gør er altid...

Derfor er det en god ide at ændre den måde vi arbejder på.....således at vi arbeder med energikrævende produktioner når de blæser for derefter at lave de ting for produktionen der ikke kræver så megen energi, når det ikke blæste.

Kan du nævne nogle el krævende produktioner som vi bare kan skrue op og ned for, gerne hvor produktions anlæggene er så billige at vi kan have dem kørende på lavere kraft eller lige frem stående på standby når det ikke blæser?

Jeg kan komme i tanke om:
affaldsforbrænding ved at lade en plasma bue forbrænde affaldet
computer hosting som man kunne flytte rundt hvor vinden blæser
omsmeltning og adskillelse af sammenblandende metaller
svømmehaller hvor bassinet varmes op til højere temperatur end normalt
sauna, evt. i private hjem.
Gade belysning kunne være meget bedre når det blæser


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk