/transport

Jagter Danmark 'skrabet' udgave af Seahawk?

Ifølge et australsk militærmagasin er Forsvaret interesseret i en 'billigere' variant af Seahawk-helikopteren til at afløse Lynx. Forsvaret oplyser, at man ikke er bekendt med en 'skrabet udgave' af helikopteren, mens amerikanerne fastholder, at 'flere' Seahawk-lande er blevet orienteret.

Af Erik Holm, fredag 25. nov 2011 kl. 11:57

Mystikken breder sig i den internationale helikopterverden. Sagen drejer sig om den amerikanske helikopter MH-60R Seahawk, der bygges af Sikorsky og Lockheed Martin, og som er en af kandidaterne til at afløse de danske Lynx-helikoptere.

Ifølge Australian Defence Magazine er flere potentielle køberlande formelt blevet orienteret om et udviklingsprojekt internt hos Lockheed Martin, der kan føre til en 'billig' version af den amerikanske marinehelikopter.

Danmark blandt de interesserede nationer, skriver ADM. Det kom frem under et besøg af tre australske journalister på Lockheeds fabrik i Owega i slutningen af oktober, hvor chefen for maritime helikopterprogrammer i Lockheed Martin, George Barton, fortalte om udviklingsprojektet.

Seahawk er primært udviklet som en antiubåds-helikopter for den amerikanske flåde, hvilket for mange lande, herunder Danmark, ikke er en væsentlig opgave.

Den 'nye' variant vil angiveligt få en ændret kabinekonfiguration ved at droppe installationen af to avancerede sonarer samt medfølgende systemer, der bruges til at spore ubåde. Det vil øge rækkevidden med op til 20 procent, give plads til flere personer om bord og samtidig gøre helikopteren billigere i anskaffelse, lød forklaringen over for de australske journalister.

Læs også: Danmarks nye helikopter til søs bliver udpeget om få uger

Forsvarets Materieltjeneste, FMT, er bundet af fortrolighedsaftaler med leverandørerne, men ing.dk ville alligevel gerne vide, om FMT var briefet i sagen. I sit svar skriver FMT, at man ikke er bekendt med en 'skrabet version' af MH-60R Seahawk udviklet af Lockheed Martin, og at man ikke har modtaget information fra Lockheed en sådan version.

»FMT har som bekendt udsendt Request For Information (tilbudmateriale, red.) og efterfølgende Request For Proposal og konfigurationen af Seahawk vil være baseret på leverandørens besvarelse af disse,« skriver FMT.

For Danmark kan det umiddelbart være en positiv udvikling, hvis der er hold i sagen. Seahawk betegnes sammen med Lynx-efterfølgeren AW159 som en storfavorit til at indledede forhandlinger med FMT i næste måned om milliardordren, der kan ende på 12 helikoptere.

Men der er ikke meget ubådsjagt over de opgaver, som Søværnet bruger sine helikoptere til. En Seahawk med øget rækkevidde, mere plads og uden de avancerede ubådssensorer kan derfor være mere interessant for Forsvaret.

I Australien har historien derimod givet anledning til ballade. Den australske flåde har netop købt 24 MH-60R og er ikke glade ved udsigten til at have købt dyrere en nødvendigt.

Ing.dk har siden mandag forsøgt at få en kommentar fra Lockheed Martin om projektet. Amerikanerne er endnu ikke vendt tilbage med et svar, men i en mail sendt til ADM-journalisten Julia Kerr og videresendt til ing.dk, bekræfter Lockheed Martin, at man udvikler den nye version af Seahawk, og at 'flere lande', der er interesserede i MH-60R, formelt er blevet orienteret om projektet.

'Som virksomhed stræber vi altid efter at anvende interne investeringer til forbedringer, der kan udvide de allerede betydelige muligheder for helikopteren. Lige nu er undersøger vi mulighederne på en lang række programmer med fuld viden om vores partnere i de amerikanske flåde,' skriver Lockheed Martin i mailen.

Også Julian Kerr fra ADM fastholder sine oplysninger om den danske rolle i sagen.



25. nov 2011 kl 15:06

Marius Madsen


25. nov 2011 kl 17:15

Villy Schjøtt

Flotation gear?

Mon denne lette udgave af det efterhånden 30 år gamle desigt omfatter flotation gear som fastinstalleret udstyr, eller skal Danmark selv bekoste udvikling og implementering af den slags væsentligt udstyr i en eventuel dansk udgave?
Efter det nylige havari med en Lynx i vandet kan man vel næppe forstille sig en "moderne helikopter", der ikke har den slags udstyr -personellet vil vel næppe være begejstrede!
Og hvad med en harpun til at fastholde helikopteren til dækket - der er sikker mange, der har set videoindslaget med Lynx og inspektionsfartøjet.
Venlig hilsen
Villy Schjøtt


28. nov 2011 kl 00:19

Alf Blume

Flotation device and harpoon

Man kan jo bare spørge dem: dlsiksaleseurope@sikorsky.com


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.