Data fra Nasa Galileo-rumsonden, der kredser om Jupiter, har afsløret, at der findes mindst ét kæmpe vandreservoir i Jupiter-månen Europas isdækkede overflade.

De nye beviser på lommer af flydende vand vækker håb om, at rumsonder i fremtiden kan sendes ned i sådanne undersøiske vandlommer og måske finde liv.

Flydende vand er en af betingelserne for, at liv kan eksistere, og bortset fra Jorden og Saturnmånen Enceladus findes der ikke mange legemer i solsystemet, hvor der eksisterer eller har eksisteret flydende vand.

Det nye vandreservoir er på størrelse med vandmængden i de store nordamerikanske søer Lake Michigan, Erie, Huron og Superior tilsammen. Lommen befinder sig under Thera Macula-området på Europas overflade, og data viser også, at der sker et samspil mellem isoverfladen og vandet nedenunder.

Vandlommer i isen
Isskorpen på Europa menes at være omkring ti kilometer tyk. Inden i den findes enorme lommer af vand, nogle af dem måske kun i tre kilometers dybde. Varmt vand i disse lommer stiger op i bobler, som får overfladen til at blive skør, revne og herefter falde sammen.

Dette kaosterræn er ideelt for livets udvikling, da det er med til at overføre energi og næringsstoffer mellem de dybtliggende vandlommer og overfladen. Den nye teori for, hvordan den kaotiske overflade er dannet, kommer bl.a. fra studier af isen på Antarktis.

Ud over Europa menes også søstermånen Enceladus at have et salthav under sin isdækkede overflade.

En ny rumsonde til at undersøge disse isdækkede verdener er på Nasas liste over fremtidige mulige rummissioner.

En ujævn overflade
Rumsonden Galileo blev opsendt med rumfærgen Atlantis i 1989 og ankom til sit kredsløb om Jupiter i 1995. Indtil 2003 foretog den omfattende observationer af Jupiter og dens mange måner.

Det har taget forskerne årtier at analysere de mange data fra missionen. Billederne fra Galileo viste en ujævn overflade med revner og kæmpe isblokke. Nu er forskerne kommet med forklaringen på, hvordan dette terræn opstår.

Analysen af dataene er ledet af geofysikeren Britney Schmidt fra University of Texas i Austin, og resultaterne er offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Nature.