Et af de mest solide eksperimentelle resultater inden for adfærdspsykologien er menneskers overdrevne tillid til egne evner. Vi tror, at vi er bedre, end vi egentlig er. Vi foretrækker smiger frem for kritik, og mens rosen stiger os til hovedet, blokerer vi for alt det negative. Især mænd er fanget i troen på, at de er åh, så seje og i øvrigt de bedste til at køre bil.

Værst står det til hos chefer, professorer og andre beslutningstagere højt på strå. 90 procent af alle virksomhedsledere tror for eksempel, at de er blandt de bedste 10 procent af alle ledere på deres arbejdsplads. Hos de øverste bosser og ejere står det endnu værre til: 97 procent mener, at de er industriens mest lysende stjerner. Kun tre ud af 100 ser sig selv som noget andet end tilhørende den absolutte elite.

Statsledere, generaler og nationaløkonomer er nok værst: Deres beslutninger kan ramme millioner af mennesker, og for ikke at ende i komplet apati over de uoverskuelige konsekvenser af deres vigtige beslutninger udvikler de gerne en kraftig illusion af ufejlbarlighed. Fænomenet findes også inden for lægevidenskaben. Hvis man f.eks. spørger læger om, hvor sikre de er på deres diagnose af en afdød person, svarer 100 procent, at de havde ret. Sagen er bare, at man ved obduktioner har fundet ud af, at lægerne tager fejl i fire ud af ti tilfælde.

Men hvorfor er troen på egen ufejlbarlighed så almindelig, hvis den kan føre til tab af menneskeliv og til destruktion af hele samfund? Spørgsmålet har længe været ubesvaret blandt de eksperimentelle psykologer, og de mest plausible forklaringer har hidtil været, at en overdreven selvtillid har mange brugbare bieffekter: Den styrker moralen, øger ambitionerne og udholdenheden; den giver overbevisningskraft og gennemslagskraft, den bidrager positivt til evnen til at bluffe, og den har oven i købet tendens til at blive en selvopfyldende profeti.

Problemet med disse forklaringer er, at de snarere er efterrationaliseringer end årsagsforklaringer. De er, hvad man i biologien kalder 'just so stories', som er svære at be- eller afkræfte. Men nu har Dominic Johnson fra University of Edinburgh og James Fowler fra University of California, San Diego, lavet en matematisk model, der viser, at årsagen findes i den simple omstændighed, at vrangforestillinger giver en evolutionær fordel for det enkelte individ.

Ved at lade individer konkurrere om en fælles ressource kunne forskerne vise, at individer kan høste store gevinster ved at have de forkerte antagelser om egne og andres evner på trods af eventuelle omkostninger ved en konflikt. Sagen er nemlig den, at vi har en ufuldstændig viden om hinandens evner. Hvis belønningen for en fræk og hurtig beslutning derfor er meget større end omkostningerne ved at tage den, vil skråsikkerheden altid være en fordelagtig strategi i konkurrencen med andre. Hvis der omvendt ikke var nogen uklarhed om, hvem der var bedst, ville konflikten ende meget hurtigt, uden at noget behøvede at betale prisen.

Alt i alt fører det i de matematiske modeller til, at populationer af individer har vrangforestillinger om hinandens evner, så længe fordelene ved at konkurrere om en begrænset ressource er tilpas store i forhold til prisen ved at konkurrere. Det kan derfor ikke undre, at hvis man spørger en gruppe af mennesker om, hvordan de vil klare sig i en indbyrdes test om stort set hvad som helst, vil 80 procent af gruppen mene, at de hører til den bedre halvdel. Det er lige så almindeligt et eksperimentelt resultat, som det er en matematisk umulighed.

Et bekymrende perspektiv af analysen er, at den overdrevne tillid til egne evner bliver stærkere, i takt med at konsekvenserne bliver mere uklare og abstrakte. Jo større risiko (eller usikkerhed, se graf) der er vedhæftet beslutninger, des større forskel er der på forventede omkostninger og potentielle gevinster, og des større bliver vrangforestillingerne.

Ifølge Johnson og Fowler findes de mest åbenlyse eksempler på den slags hybris især i internationale relationer, hvor man skal forholde sig til fjerne og komplekse kulturer. Men også i forhold til finansmarkederne, i forhold til risikoen for klimaforandringer og i forhold til overordnede politiske synspunkter er der så stor en afstand mellem beslutninger og deres konsekvenser, at flertallet i befolkningen har en stor risiko for at tage uansvarlige valg.

Et opfølgende spørgsmål må derfor være, hvordan man kan minimere de negative effekter af disse (individuelt fordelagtige) vrangforestillinger i et stadigt mere komplekst og internationaliseret samfund. Fænomenet minder om det, der i litteraturen kaldes 'the tragedy of the commons', altså tragedien om det fælles gode. Tragedien indtræffer, når et offentligt gode forsvinder, fordi det står i en konflikt med enkelte individers kortsigtede gevinster. De negative konsekvenser af deres rovdrift fordeles simpelthen over et større antal mennesker og rammer derfor dem selv mindre hårdt end en umiddelbar tilbageholdenhed. Man kunne tage overfiskeri eller udledningen af drivhusgasser som eksempler.

Foreslåede 'løsninger' på tragedien om det fælles gode har været at fremme den prosociale adfærd via bedre kommunikation og gradvis ændring af de sociale normer. Andre har været at sikre, at der eksisterer ordentlig overvågning og effektive sanktioner (se ing.dk/k#a3n2). Men den slags forholdsregler virker bedst på konkrete 'tragiske handlinger' blandt enkeltpersoner. De virker ikke særlig godt på et helt folks uhensigtsmæssige beslutninger, især når konsekvenserne er meget uklare, og flertallet bestemmer.

Til 'tragedien om det fælles gode' kan man ifølge Johnson og Fowler tilføje 'tragedien om den overdrevne selvtillid'. I en teknologisk, økonomisk, socialt og miljømæssigt sammensmeltet verden kan denne type af psykologiske skævvridninger føre til katastrofer af hidtil uset omfang. En vej ud af tragedien kunne være at skrue sammenkoblingen lidt tilbage, så lokale beslutninger ikke altid får globale konsekvenser. Men det er nok ønsketænkning. En anden vej ud af tragedien kunne være at få bedre styr på den psykologiske bias med mere oplysning og bedre selvkontrol. Men det er helt sikkert en vrangforestilling.