På overfladen bør omrokering af nogle encifrede millionbeløb på årets finanslov ikke forårsage hævede øjenbryn hos mange andre end de direkte berørte. Billedet er dog anderledes, hvis man kigger på pengenes retning: Hvem får, hvem mister?

Og set fra et teknologisk synspunkt skurrer retningen i den nye regerings finanslovsaftale. For den har tilsyneladende tilrettelagt et tilbagetog til tidligere tiders miljø- og teknologipolitik. To konkrete eksempler:

Det første er Teknologirådet, som nedlægges med udgangen af 2012. I dele af den danske teknologiske verden har beslutningen, som finansierer 6 ud af 300 ekstra mio. kr. til forskning og innovation, påkaldt sig kritisk opmærksomhed. Herunder blandt andet fra Ingeniørforeningen. Også uden for Danmark bliver der lagt mærke til lukningen, fordi Teknologirådet er en internationalt set enestående instans.

Ministeren bag beslutningen er den radikale Morten Østergaard: Han mener, at det ikke længere giver mening at indkapsle teknologi som noget, der kræver særlig uafhængig rådgivning og parlamentarisk vurdering. Teknologi er en del af snart sagt al udvikling. Følgelig må teknologivurderingen integreres i områderne. Hvilket er et nobelt synspunkt, desværre uden praktisk betydning.

Hvorfor skulle aktører inden for rejsekort eller behandlinger i sundhedsvæsenet rejse kritisk debat om egne initiativer? På den anden side taler det for en lukning, at Teknologirådet har været alt for usynligt, og derfor er det isoleret set rimeligt at nedlægge rådet, hvis man ikke kan skabe den opdatering, der kunne gøre det spændende og fremtidsrettet.

Det andet eksempel forskyder perspektivet endnu længere: Som led i finanslovsaftalen afsættes 6 mio. kr. pr. år i fire år til emnet 'bedre styr på nanomaterialer og deres sikkerhed'. Så vidt det kan belyses, skal pengene bruges til en dataindsamling om nanomaterialer og deres anvendelser. Forventningen er, at dette vil føre til reguleringer af materialer.

Det er helt rimeligt at indsamle data forud for beslutninger, og naturligvis skal der reguleres, hvis der viser sig viden om farlige materialer. Men det er ukløgtigt generaliserende at tale om nanomaterialer, præcis som med 'farlig kemi'. Selve ideen bag overvågningen af nanomaterialer er ufornuftig. Der kommer ikke ret meget udbytte af pengene.

Nanoteknologi er manipulation af materialer og overflader på atomart niveau. Det vil i fremtiden være meget få produkter, som i deres ydre form kan kaldes nanoprodukter. Derimod vil mange produkter bygge på nanoteknologi, det være sig elektronikkomponenter eller katalysatorer til rensning af røg fra skibe, hvor nanoteknologien er metoder, der kan hjælpe producenterne med at forstå overfladedetaljer i de materialer, de i forvejen producerer, og dermed øge virkningen af produkterne.

Nanoteknologi udvikles over hele kloden. I det perspektiv forekommer det ikke meningsfuldt at oprette en lokal dataindsamling om nanomaterialer.

Nanoteknologi har stort potentiale. Men hvor og for hvad får vi ikke at vide nu, hvor vi med den ene hånd lukker den instans, der kunne facilitere diskussionen, og med den anden indfører i praksis betydningsløs overvågning af en nærmest fiktiv kategori af produkter.

Samlet udgør de to eksempler et skifte fra langsom fremdrift til en helt bagudskuende teknologipolitik. Vi taler igen om, hvad vi ikke vil - her nanomaterialer – i stedet for at tale om, hvad vi vil.