Universiteter skal være til gavn for samfundet. Herom er alle enige.

Men skal universiteterne bevise deres værdi ved at skabe målbar vækst i samfundet? Eller har de primært til opgave at skabe viden uden at tage direkte hensyn til andres umiddelbare behov?

Sådan kan man lidt firkantet opridse diskussionen om universiteternes samfundsmæssige rolle.

Med den nye regerings formulering om, at 'forskning skal være en vækstmotor' har Det Forskningspolitiske Råd, som rådgiver ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard (R), skudt en ny debat om universiteternes rolle i gang.

Som fortalere for, at universiteterne skal påtage sig en aktiv rolle for at skabe værdi og vækst, finder man bl.a. Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Det Forskningspolitiske Råd.

Frustrerede universitetsforskere, som bekender sig til de klassiske humboldtske dyder, er de mest markante fortalere for universitetsforskernes totale frihed til at forfølge egne interesser i en 'søgen efter sandhed' - ud fra tanken om, at det gavner samfundet bedst i det lange løb.

Langt hen ad vejen har Videnskabernes Selskab og Det Frie Forskningsråd samme mening.

De klassiske universitetsdyder stammer fra Humboldt-Universität zu Berlin, der blev grundlagt i 1810 af den preussiske politiker, embedsmand, diplomat og filosof Wilhelm von Humboldt.

Hovedprincipperne for universitetet i Berlin var autonomi og kollegialt selvstyre. Det blev inspiration for universiteter i mange lande, da de europæiske universiteter igen voksede i antal og betydning efter afslutningen af napoleonskrigene i 1815.

Det fremhæves ofte af fortalerne for de humboldtske principper, at principperne tillod Hans Christian Ørsted og Niels Bohr at gøre deres banebrydende opdagelser uden skelen til konkrete mål eller strategiske overvejelser.

Humboldtfortalerne mener kort fortalt, at det er umuligt at vide på forhånd, hvilken forskning der senere kan udnyttes i produkt- eller procesudvikling.

Derfor er synspunktet, at det bedste, man kan gøre, er at støtte de fremmeste forskere og den ypperste forskning. Så vil den gavnlige virkning af forskningen med statsgaranti vise sig på et eller andet område - på et eller andet tidspunkt.

På mange måder har de humboldtske principper tjent universiteterne vel i mange år, om end der også findes kritik af, at eksempelvis romantikeren Ørsted manglede sans for at omsætte sine opdagelser til konkret nytte, og at ingen forstod eller formåede at udfordre ham på dette område.

Humboldt-principperne var gældende for danske universiteter i mange år, men et markant brud skete i 2003 med den nye universitetslov, der indførte bestyrelser med eksterne medlemmer og en ansat ledelse frem for de tidligere valgte ledere.

En kraftig stigning i de offentlige bevillinger til både undervisning og forskning på universiteterne de seneste år har yderligere været medvirkende til at sætte fokus på samfundsnytten heraf.

For realiteten er den, at flertallet af politikerne ikke vil bevillige penge på det niveau, man nu er kommet op på, uden sikkerhed for et passende udbytte.

Universiteterne er med rette flinke til at påpege, at de mange ekstra penge ikke er kommet uden betingelser. Der er eksempelvis skruet voldsomt op for antallet af personer, som uddannes.

Der findes mange tal, der underbygger, at universiteterne spiller en større og større rolle i samfundet - og lægger beslag på flere og flere ressourcer.

De offentlige bevillinger til forskning er fra 2001 til i dag steget fra 0,7 pct. af BNP til 1,0 pct. - en betydelig del går til universiteterne via forskellige kasser.

Der var i 2010 13.940 personer med ph.d.-uddannelse beskæftiget i Danmark, i 2001 var tallet 7.652.

Det store spørgsmål er, om denne udvikling har haft en reel betydning, og hvordan den i givet fald skal måles.

Den tidligere videnskabsminister Helge Sanders slogan 'Fra forskning til faktura' lagde op til at gøre alt op i penge.

Det er bredt accepteret, at det ikke holder.

»Vi skal have et bredt syn på værdi, men vi skal have kvalificeret debatten,« lyder det i dag fra professor Torben Greve fra Københavns Universitet, der står i spidsen for ATV-Helios - et forum under Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

På en konference arrangeret af Det Forskningspolitiske Råd i sidste uge gav han udtryk for, at universiteterne er værdiskabende, men at der er et uudnyttet potentiale. Hans og ATV's synspunkt er derfor, at man er nødt til at se på, hvordan vi får mere og bedre output for det samme input.

Samme holdning har direktør Claus Hviid Christensen, der er formand for Det Forskningspolitiske Råd:

»Vi investerer i forskning for at skabe værdi i samfundet. Men til daglig taler vi om omkostninger uden at tænke på resultaterne.«

Bestyrelsesmedlemmer, rektorer og andre højt placerede personer i universitetsledelserne har hørt og forstået budskabet og bringer lignende synspunkter til torvs.

For en lang række universitetsforskere bliver disse budskaber dog formuleret i et intetsigende management-speak, som de opfatter som en sørgelig følgevirkning af universitetsloven fra 2003.

En tilbagevenden til tidligere tider kommer dog næppe på tale.

Selv den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard, som repræsenterer et traditionelt universitetsforskervenligt parti, har meddelt, at der skal skabes en national innovationsstrategi, der med ministerens ord skal 'udarbejdes i tæt samarbejde med relevante aktører - ikke mindst uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet'.

Men så længe der ikke foreligger en klar definition af, hvordan universiteternes værdi skal opgøres, har universitetsforskerne også en mulighed for at påvirke debatten i stedet for at sætte sig på sidelinjen.

Der findes mange, der underviser eller forsker på højt niveau. Men det er kun universiteterne, der udbyder forskningsbaseret undervisning. Det er et produkt, som ikke alene er unikt - det er også efterspurgt af aftagerne af universiteternes kandidater.

Den indflydelse, som nogle universitetsforskere mener, de har tabt med humboldt-systemets død, kan de genvinde ved aktivt at tage part i den nye værdidebat, som foreløbig mest synes at foregå i de øvre lag i universitetshierarkiet. For nok er det universiteternes topledelser, der tegner butikken og giver rammebetingelser, men organisationer og erhvervsliv efterspørger ikke visioner og løs tale. De søger den viden, som findes og skabes i forskergrupperne.