Din næste benzinbil sviner lige så meget som en diesel
Stigende krav om lavt brændstofforbrug og CO2-udslip gør, at nye benzinbiler med direkte indsprøjtning udleder lige så mange sundhedsskadelige partikler som dieselbiler.
Læs også
-
Forbud mod gamle dieselhakkere bedst til at sikre ren luft i byerne
Læs mere om
Hidtil har det været god latin, at en benzinbil kørte kortere på literen og udledte mere CO2 end en tilsvarende dieselbil, som derimod udledte langt flere skadelige partikler.
Sådan er det ikke længere. De moderne benzinbiler udleder nemlig mindst lige så mange partikler som dieselbiler.
At det har ændret sig, skyldes en ny indsprøjtningsmetode, kaldet direkte indsprøjtning. Her bliver benzinen under højt tryk skudt direkte ind i forbrændingskammeret i stedet for at blive sprøjtet ind i indsugningen sammen med luft, som det sker i den mere traditionelle multi-point indsprøjtning.
Fordelene ved direct injection er en højere effektivitet og dermed lavere forbrug og CO2-udslip – men det giver altså også et væsentligt forøget udslip af partikler, som ellers er stor set ikke-eksisterende i traditionelle benzinbiler.
EU har derfor indkluderet et loft i den kommende norm, Euro 6, som begrænser benzinbilernes udledning af partikler. Retningslinjerne er netop blevet vedtaget, og benzin- og dieselbiler må nu udlede samme mængde partikler, både når det gælder vægt og antal.
Benzinbiler får brug for filtre
Hvis man kigger tilbage på rækken af tidligere Euro-normer, ses det, at der først med Euro 5-normen fra 2009 blev indført en grænse for vægten af partikler i udstødningen fra benzinbiler, men ingen grænse for antallet af partikler.
Nu har EU med Euro 6 også vedtaget en grænseværdi for antallet af partikler, og den bliver effektueret fra 2014. Til den tid må både benzin- og dieselbiler maksimalt udlede 0,005 g partikler pr. km, og partikelantallet for begge er 6.0*10^11.
For at opnå den lave værdi bliver det formentlig fremover nødvendigt også at udstyre benzinbiler med lukkede partikelfiltre, såkaldte GPF, eller gasoline particle filters. Om de bliver fabriksmonteret eller skal eftermonteres, er endnu ikke til at sige, men de kommer formentlig ikke til at koste lige så meget som dieselpartikelfiltre, som koster omkring 7.000 kr.






