Japansk elektronikgigant henter robothjælp i Danmark
Den japanske elektronikgigant Panasonic er taget til Danmark for at hente hjælp til færdigudvikling af en robotseng, som selskabet gik i gang med for for flere år siden.
Læs også
Læs mere om
Dansk viden om brugerinddragelse har vist sig afgørende for den japanske elektronikgigant Panasonic, der det seneste års tid har haft eksperter i Danmark i forbindelse med færdigudviklingen af deres robotseng - RoboticBed.
Det er flere år siden Panasonic kunne præsentere robotsengen første gang, men der har alligevel været nogle hjørner omkring brugervenlighed og den almindelige brug, som Panasonic har været i Danmark for at få skåret til. Det er blandt andet sket i samarbejde med CareLab, der er tilknyttet Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut.
»Vi er gode til at arbejde sammen på tværs af de professionelle miljøer på plejecentre, på sygehusene, i det kommunale og GTS-institutterne som Teknologisk Institut, så vi kan være værter for nogen som Panasonic og understøtte dem i enhver retning, både når det gælder det tekniske, det kliniske og brugerinvolvering,« siger centerchef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi Claus Risager til Ing.dk.
Men også adgangen til uddannet personale i plejesektoren er et reelt problem for de japanske robotvirksomheder, for i Japan er det i langt højere grad familien, der står for pasning af eksempelvis demente familiemedlemmer.
»På hospitalerne har de selvfølgelig professionelle miljøer, men så snart vi kommer over i det velfærdsteknologiske område med pleje og omsorg, så foregår det meget i privat regi, og det gør, at der eksempelvis ikke er en reel demensfaglig medarbejdergruppe i Japan, der kan arbejde med teknologierne, hvor vi jo i Danmark har nogen, der er topuddannede netop inden for dette felt og er en gruppe, der bruger teknologi og er meget interesserede i ny teknologi,« siger centerchefen.
Claus Risagen peger desuden på, at det i Danmark er betydeligt lettere at få sine prototyper afprøvet i en relevant sammenhæng.
»I Japan har de også høje barrierer for at få deres teknologi ud - om det så bare er en afprøvningssituation, og der er vi langt mere pragmatiske i Danmark, når det gælder afprøvning og udvikling af ny teknologi,« siger centerchefen.
Samarbejdet mellem Panasonic og de danske brugere og eksperter er nu kommet så langt så, at sengen i dag vil blive vist frem ved et arrangement i Odense.
Formålet med at udvikle robotsengen har været at øge den svage eller handicappede borgers bevægelighed, så vedkommende ved egen hjælp og uden at stige ud af sengen kan lave den om til en kørestol blot ved at trykke på en enkelt knap.
Udover at give personen mere bevægelighed, kan robotsengen fritage syge- og plejepersonale for belastende løft.






