Hov! Uventet signal fra strandet Mars-sonde
En russisk Mars-sonde, der kom ud af kontrol efter opsendelsen, udsender livstegn, netop som den var ved at blive opgivet. Nu er der håb om at få kontrol over den igen.
Læs også
-
Direktør for russisk rumfart smidt på porten efter pinlige fejl
Læs mere om
Netop som den russiske rumfartsorganisation Roskomos var ved at opgive at redde den strandede Mars-sonde Fobos-Grunt, hørte The European space Agency (ESA) via sin jordstation i Australien sent tirsdag aften pludselig fra rumsonden.
Fobos-Grunt har været strandet i kredsløb om Jorden siden den 9. november i år. Rumsonden blev opsendt med en Zenit-2-raket, men de to affyringer af servicetrinet, som skulle sende rumsonden af sted fra Jordens kredsløb og mod Mars, mislykkedes i første omgang.
Problemerne opstod cirka to og en halv time efter opsendelsen, da de to manøvrer, der skulle hæve rumsondens bane og gøre den heliocentrisk og begynde rejsen ud mod Mars, ikke lykkedes.
Siden har Roskomos forgæves forsøgt via forskellige tracking-stationer på Jorden at komme i kontakt med Fobos-Grunt, men uden held.
ESA fik kontakt
ESA har løbende forsøgt at hjælpe russerne via sine jordstationer i Fransk Guyana, på de Kanariske Øer, i Australien og Spanien, men i første omgang uden held.
ESA's ESOC-kontrolcenter i Darmstadt oplyste onsdag morgen, at man kl. 21.25 tirsdag aften pludselig fik data fra Fobos-Grunt via sin 15 meter antenne på jordstationen i Perth, Australien. Inden da havde ESA gennemført en række ændringer på antennen i Australien for at forbedre muligheden for kontakt.
ESA sendte straks de data, man havde modtaget, videre til russerne, som nu er i gang med at analysere dem. Kontakten øger håbet om, at russerne igen kan få kontakt med Fobos-Grunt og få den til at svare på kommandoer, så man kan finde ud af, hvad der gik galt, og måske redde Mars-missionen. ESA arbejder nu tæt sammen med russerne for at indsamle flere data fra Mars-sonden.
Kan måske stadig nå Mars
Den 13 ton tunge rumsonde er strandet i et kredsløb 347 kilometer over Jorden og har kun et forholdsvis kort vindue til at komme af sted mod Mars.
Russerne oplyste i første omgang, at man havde et par uger, men de seneste oplysninger tyder på, at den endnu måske kan nå at komme af sted, mens Jorden og Mars stadig står gunstigt i forhold til hinanden.
Kort inden ESA hørte fra rumsonden, oplyste Roskomos ellers, at der var meget små chancer for at redde missionen. Dette er nu drastisk blevet ændret, og der er tændt et glimt af håb. De seneste dage er russerne dog blevet forundrede over en banehævning for Fobos-Grunt, som kunne tyde på, at dens styresystem stadig fungerer, eller også er det en lækage fra systemet.






