Desværre er det ikke bare finde en måde at få kobber ud af en ledning på, man SKAL sikre alle komponenter igennem hele processen og det er ingen nem sag. Selvom problemet er meget alvorligt, er det ikke så sort og hvidt som nogen indlæg herinde lægger op til...
Jeg er selv frivillig i FAIR Danmark (jf. Benjamins indlæg), og i den forbindelse har vi undersøgt mulighederne for at sikre en social og miljøvenlig genvindelse af IT i vores projekt i Malawi, og vores erfaring er at det kræver 1. en relativt stor organiseret indsamling, 2. en ansvarlig aftager der varetager selve genvindingen samt 3. lokalt incitament til at aflevere udstyret.
1. Det grundlæggende problem er at hvis man vil sikre en miljøvenlig og sikker genvinding kræver det meget store mængder IT-skrot for at kunne neddele og indsamle nok værdifulde komponenter (kabler, bundkort, chips, harddiske, metal etc.) til at dække omkostningerne ved at genvinde det ikke-værdifulde komponenter (plast, skærme etc) ellers ender de som nævnt i den husstandsomdelte affald. Ifølge vores partner EACR (eacrecycling.com) skal de op på over 200 tons om året for at gøre det rentabelt.
2. Dernæst skal der etableres et samarbejde med en virksomhed der kan varetage selve genvindingsprocessen på en miljømæssig forsvarlig måde, og dem findes der desværre meget få af i verden (!!) De ligger som regel områder der har en højteknologisk minedrift, da det kræver omfattende, lukkede komplekse processer at genvinde metallerne fra komponenterne. EACR videresælger primært deres materiale til Europa, hvor bl.a. Tyskland og Sverige har den nødvendige teknologi.
3. At det defekte IT-udstyr afleveres de rigtige stedet er en anden udfordring. I øjeblikket er vi ved at udvikle en model, baseret på langsigtet samarbejde, hvor vores partnere afleverer defekt udstyr, og får det skiftet ud med velfungerende, således de har det samme antal computere, og får et incitament til at aflevere det til sikker genvinding. Dette udstyr samler vi i en container, og sender til EACR med jævne mellemrum. EACR ligger så 2000 km væk, og derfor er dette kun muligt fordi virksomheder i Danmark betaler et fast beløb per doneret computer.
Denne model, hvor udstyr sendes frem og tilbage over kloden er på ingen måde optimal, men vi mener at udbyttet for udviklingslandende overstiger prisen - på sigt kan det være med til at nedbryde den digitale kløft, og sikre at varetagelsen af elektronisk affald kan forgå lokalt.
Jeg håber dette kan hjælpe jeres projekter i Indien, mon ikke de har ansvarlige indsamlings og genvidingsvirksomheder? Det sagt er hele e-waste økonomien dybt problematisk, og man skal være meget forsigtig med hvem man handler med; i Danmark er vi ikke engang i stand til at sikre det... (!)
Vh
Nis (FAIR)