Både dobbeltspor og eltog er stoppet af politisk slagsmål
Venstre mangler penge til dobbeltspor i Sønderjylland, mens regeringen hellere vil investere i elektrificering til Esbjerg. Hverken regering eller opposition vil hjælpe hinanden, så nu står begge projekter stille.
Læs også
-
Skrotning af IC4 vil sætte fut i elektrificering af jernbanenettet
Læs mere om
Dokumentation
Sønderjyderne får hverken dobbeltspor på jernbanen mellem Vojens og Vamdrup eller elektrificeret strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg. Det er situationen lige nu, efter transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og oppositionen den seneste uges tid har kæmpet om finansieringen af de to projekter.
Dobbeltsporet var der egentligt fundet finansiering til i 2009, hvor alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten blev enige om at bevilge 760 mio. kr. til udbygningen. Men til den pris er Banedanmark nødt til at lukke banen for godstogstrafik i dagtimerne i næsten to år, og det vil ifølge Danmarks største godsoperatør, DB Schencker, ’smadre’ toggodstrafikken i Danmark i en sådan grad, at firmaet lige så godt kan lukke. Det mener både regeringen og oppositionen er uacceptabelt.
Derfor vil regeringen udskyde projektet, til Femernforbindelsen er åbnet i 2020, og bruge de 760 millioner kroner til at elektrificere strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov.
Hvis den strækning bliver elektrificeret, kan DSB nemlig køre med eltog fra København til Esbjerg, og togene til Esbjerg kan køre sammen med intercitytogene mellem København og Flensburg. Det vil frigøre IC3-tog til at køre på andre strækninger, hvor der er stort behov for dem.
Men Venstre vil ikke være med til at udskyde dobbeltsporet, fortæller trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.
»Det er uspiseligt for os. Der er hårdt brug for en ekstra bane gennem Sønderjylland. Men projektet skal selvfølgelig udformes på en måde, så godstogene ikke skal holde stille, mens der bygges om. Det vil koste noget ekstra, men de penge er vi fra Venstres side klar til at finde.«
Men ifølge regeringen er der ikke flere penge.
»Vi synes også, at det vil være en katastrofe, hvis godstogstrafikken bliver smadret. Men vi har ikke pengene til en dyrere løsning på dobbeltsporet. Derfor var det jo, at vi ville bruge pengene til at elektrificere mellem Lunderskov og Esbjerg her og nu og så lave dobbeltsporet, når Femernforbindelsen er åbnet. Det synes vi ville være den bedste løsning for DSB, godstogstrafikken og os alle sammen,« siger SF’s trafikordfører, Anne Baastrup.
Hun fremhæver også, at hvis man skal lave store ændringer ved dobbeltsporsprojektet – eksempelvis lave det nye spor længere væk fra det eksisterende, så kræver det både nye eksproprieringer og en ny VVM-redegørelse. Det vil forsinke projektet i mindst et år efter hendes vurdering.
»Derfor kommer vi alligevel ikke til at spare meget tid ved at vælge den løsning frem for at vente, til Femernforbindelsen er åbnet,« argumenterer hun.
Så nu er situationen fastlåst. Der er hverken penge til at lave dobbeltspor – på den måde, som politikerne gerne vil – eller til at elektrificere.
Forhandlingerne kan dog komme i gang igen, når Henrik Dam Kristensen i morgen vender hjem fra Bruxelles. Både Venstre og Enhedslisten har nemlig skrevet til ministeren og foreslået at finde pengene via henholdsvis private investorer og ved at bruge penge, regeringen ellers havde afsat til fremrykning af motorvejsprojekter.
Anne Baastrup vil ikke afvise, at der kan findes en løsning:
»Nu må vi se på, hvordan vi kan løse disse samfundsmæssige problemer på anden vis.«






