Solenergi fra rummet?
Af Steen Eiler Jørgensen,
mandag 21. nov 2011 kl. 14:31
Ing.dk bragte i går en artikel om rumbaseret energiforsyning. Jeg har stadig svært ved at se fordelene, og nej: Jeg har ikke læst den 200 sider lange rapport. Jeg mener heller ikke det burde være nødvendigt for at indse det uladsiggørlige i rumbaseret energi. Denne lille øvelse burde være tilstrækkeligt:
1. Googl "world energy consumption". Ifølge Wikipedia var verdens samlede energiforbrug i 2008 474 exajoule, svarende til en konstant effekt på 15 TW.
2. Googl "solar cell efficiency". Wikipedia har dette nydelige diagram liggende. Hvis man sætter sine solcellers effektivitet til 25 % er man ret konservativ.
(I det følgende antager jeg, at 100 % af jordens energiforbrug skal dækkes af solenergi, hvilket er hverken realistisk eller nødvendigt.)
I jordens afstand fra solen er intensiteten fra solen ca. 1400 W/m². Lad os regne med, at vi kan udnytte 25 % af denne energi i solceller. Jeg tror det rigtige tal er noget højere, men lad os være konservative.
Og lad os yderligere være konservative og sige, at vi kun kan regne med fuldt output i seks ud af døgnets 24 timer.
Der kræves knap 700.000 km² solpaneler. Det er ret meget.
Jorden har et overfladeareal på godt 511 mio. km². Af disse er 7/10 vand - så er der 153 mio. km² tilbage. Skal der placeres 700.000 km² solpaneler, skal vi altså dække 4,5 ‰ af jordoverfladen af solpaneler.
For Danmarks vedkommende er der tale om et areal svarende til Møn. Men det skal selvfølgelig fordeles jævnt ud over landet, så elproduktionen bliver decentral.
Fortæl mig så, at det ville være billigere at sende hele balladen i kredsløb. Solceller skal serviceres, vedligeholdes, udskiftes. Om raketter så var gratis - og det er de ikke - kunne det stadig ikke betale sig.
Eller hvad har jeg overset?