Overblik: Havareret atomkraftværk knokler for reaktor-kontrol inden nytår
Arbejdet med at rydde op efter katastrofen på atomkraftværket Fukushima Dai-ichi går roligt fremad. Det vil vare ved i årevis og kræver tålmodighed, som kun japanerne kan mønstre det.
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Små, varsomme trin.
Det er præcis, hvad der er tale om i Fukushima. Her kæmper elselskabet Tepco og de japanske myndigheder med eftervirkningerne af den alvorligste atomulykke siden Tjernobyl.
Arbejdet går langsomt og kræver en origami-kunstners tålmodighed. Men det går trods alt frem, viser adskillige rapporter fra blandt andre Japan Atomic Industrial Forum, Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og andre internationale organisationer og myndigheder. Ikke mindst i forhold til at håndtere strålingen og følgerne af den.
I oktober var eksperter fra IAEA i Fukushima for at følge arbejdet. Japanernes remedieringsprogram, som det hedder, dækker et område på 500 km2, hvor den årlige stråling er over 20 mSv, og et område på 1.300 km2 med en stråling på mellem 2 og 20 mSv/årligt. Det svarer til Lollands samlede areal.
Konklusionen fra IAEA-eksperterne, der besøgte et område i 20-kilometerzonen i oktober, var overordnet, at de japanske myndigheder har ageret hurtigt, fornuftigt og effektivt på de radioaktive udslip. Blandt andet ved at allokere de nødvendige økonomiske midler og i første omgang at koncentrere indsatsen i områder, hvor børn ofte opholder sig.
IAEA-holdet påpegede dog i sin rapport, at myndighederne i højere grad kunne allokere ressourcer væk fra sjældent benyttede områder som skove til de steder, hvor arbejdet har større betydning for menneskers helbred. Samtidig opfordrede holdet til, at de japanske myndigheder laver sikre ruter gennem de forurenede områder – næsten som en slags sti gennem et minefelt.
Mennesker er gået fri for skadelige mængder radioaktivitet
Flere analyser viser, at Japan er faktisk er sluppet relativt billigt, når man ser på det radioaktive udslip fra kraftværket.
Undersøgelser fra blandt andre professor Michiachi Kai fra Oita Universitetet viser, at der til dato ikke er fundet indbyggere eller operatører, der har været udsat for skadelige mængder radioaktiv stråling. Flere har dog fået mindre doser.
Det radioaktive nedfald fra ulykken i marts bestod primært af flygtige isotoper som jod og cæsium, hvoraf en del allerede er henfaldet. De øverste jordlag indeholder dog Cs-134 og Cs-137, der har halveringstider på henholdsvis 2 og godt 30 år.
Cæsium er allerede optaget i landbrugsprodukter og kan på den måde give strålingsdoser til mennesker via føden. Ved midten af november havde de japanske myndigheder taget og analyseret 3.735 prøver fra fødevarer i 38 ud af 47 præfekturer. I 99 procent af tilfældene var grænseværdierne for Cs-134, Cs-37 og I-131 under det tilladte niveau.
Kun 28 prøver viste højere værdier for radioaktivt cæsium i tørrede krydderurter, svampe, frugt, fisk, kød og ris. 21 af prøverne var taget i Fukushima-præfekturet, syv i Tochigi-præfekturet og to i Ibaraki-præfekturet. De grænser begge op til den sydlige del af Fukushima-præfekturet.
Sammenlignet med Tjernobyl er der med andre ord tale om et begrænset radioaktivt udslip. Internationalt vurderes det til mellem 10 og 20 procent af det radioaktive udslip, der kom fra reaktoreksplosionen i det ukrainske atomkraftværk i 1986.
Reaktor-kontrol inden nytår
Til gengæld var de økonomiske og materielle skader langt større på Fukushima end Tjernobyl. På selve kraftværket arbejder japanerne stadig med endeligt at få lukket ned for de reaktorer, der var i nedsmeltning under katastrofen.
Bare arbejdet med at fjerne brændsel fra reaktor 1, 2 og 3 kan ikke begynde før om 10 år, vurderer de japanske myndigheder. Reaktortankene skal repareres, der skal fyldes vand i tankene for at reducere risikoen for radioaktivitet, og kraner og anden materiel inde i reaktorbygningen blev ødelagt ved eksplosionerne og skal opbygges igen.
Der er dog små positive fremskridt. Ved udgangen af oktober var der kommet ny bygning over reaktor 1, og data fra JAIF dateret den 16. november viser, at temperaturen i reaktor 1-3 allerede ved udgangen af oktober ved under 80 grader i reaktortankene. Samtidig oplyser japanerne, at udslip af radioaktive materialer foregår under kontrollerede forhold, og at offentlig eksponering ’holdes betydeligt nede’. Reaktor 4 havde intet brændsel under katastrofen.
Året vil dog gå på hæld, før Tepco kan sige, at de har fået helt kontrol over de tre nedsmeltede reaktorer på Fukushima-kraftværket. Japanerne forventer at have ’cold shut down’ inden udgangen af 2011. Det vil groft sagt sige, at temperaturen i reaktoren holder sig lav nok til, at vandet ikke koger ved normalt atmosfærisk tryk.
Japanerne har endnu intet overblik over de reelle skader i det brugte brændsel, som opbevares i bassinerne ved reaktor 1 og 3. I bassinerne til reaktor 2 og 4 bliver skader på det brugte brændsel betegnet som begrænsede. Tepco kan glæde sig over, at situationen længe har været stabil i bassinerne, hvor alle kølesystemerne fungerer normalt, og temperaturen i brændslet er under 40 grader.
Opbevarer enorme mængder forurenet vand
Arbejdet med at holde reaktorerne afkølede har naturligvis betydet, at Tepco har brugt store mængder vand, som efterfølgende er stærkt radioaktivt. I juni fik Tepco installeret et behandlingsanlæg til vandet, og den 13. oktober havde teknikere renset 128.140 ton vand. Det opbevares lige nu i store tanke, som er designet til at kunne håndtere kraftige lokale regnskyl.
Vandet betyder også noget den anden retning. Mod havet. Fukushima Dai-ichi er bygget på en skråning, og det betyder, at grundvandet løber direkte ud i havet i stedet for at sprede sig ud i alle retninger fra alle fire reaktorer.
Blandt andet derfor har Tepco startet konstruktionen af en cirka 800 meter lang stålvæg, der skal holde vand fra Fukishima væk fra havet for at forhindre udslip af akkumuleret radioaktivt vand fra kraftværket. Væggen bygges foran reaktor 1-4 lige ud for kræftværkets eksisterende bolværk og vil bestå af et antal 20 meter lange stålrør med en diameter på 10 centimeter. Konstruktionen startede officielt den 28.oktober, og de første geologiske forundersøgelser er i gang, oplyser Tepco.
30 års kørsel til og fra spøgelsesby
Det er et omfattende arbejde, der er i gang, og som venter forude. De første tv-billeder fra kraftværket landede forrige uge og viste, at selve kraftværket stadig bærer tydeligt præg af tsunamiernes voldsomme hærgen. Lastbiler ligger som smidt op ad bygninger, og enorme olietanke ligger kastet rundt om på kraftværket. Fokus har ligget på at sikre reaktorerne, ikke at rydde op i de massive ødelæggelser.
For at sikre det har Tepco cirka 3.000 arbejdere i gang. I busser fragtes de dagligt fra J-Village 20 kilometer fra kraftværket gennem tomme spøgelsesbyer hen til kraftværket. Det bliver de ved med i mange år endnu. Den japanske atomenergikommision anslår, at det vil tage 30 år at dekommissionere Fukushima Dai-ichi.
Farvel til Fukushima
Indtil 11. marts stod atomkraften for 30 procent af elproduktionen i Japan, der importerer 84 procent af sin energi. Verdens mest højteknologiske nation havde planer for at øge atomkraftens andel til 50 procent i 2030. Men det var før, tsunamierne bragede ind over digerne ud for et af verdens største atomkraftværker.
I dag er status, at reaktor 1-4 bliver dekommissioneret, og at Fukushima 7 og 8 aldrig bliver andet end en drøm hos ledelsen i Tepco. De japanske myndigheder har krævet ’stres test’ af alle reaktorer, før de må starte op efter nedlukning. Det løber i resten af 2011.
Imens kæmper teknikere og operatører på ottende måned med at håndtere Fukushima-katastrofen.
Det er de små skridt.






