Rød regering i kovending: Vil ikke gribe ind over for Roundup
Da den nuværende regering var i opposition, krævede den hurtig begrænsning af Danmarks mest solgte sprøjtegift, Roundup. Men nu mener miljøministeren ikke, at der er grundlag for et indgreb.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
»Trylle, trylle, trylle: Pludselig har vi ikke noget giftproblem i Danmark.«
»Vi er blevet tudet ørerne fulde om, at den sprøjtegift aldrig ville dukke op nogle steder. Nu viser det sig, at det gør den alligevel. Vi bliver nødt til at have undersøgelser af og eksperters svar på, hvad der skal gøres.«
»Vi bliver ved med at høre regeringens ævl om fortidens synder. Men lige meget hvor meget ministeren forsøger at undertrykke sandheden om glyphosat i grundvandet, så er sagen, at det havner dernede.«
Sådan lyder tre af en stribe citater, som den tidligere socialdemokratiske miljøordfører, Mette Gjerskov, i løbet af sommeren gav til Ingeniøren om fundet af Roundup i overvågningen af grundvandet.
I dag har Mette Gjerskov, fødevareminister, og alliancepartneren, SF's Ida Auken, overtaget Miljøministeriet efter Venstres Karen Ellemann, som beskyldningerne om magisk omgang med fakta var møntet på.
Ida Auken: Ulovligt at begrænse brugen af glyphosat
Nu lyder der ikke længere krav om hurtigt indgreb mod glyphosat, aktivstoffet i Roundup og Danmarks mest solgte sprøjtemiddel, fra S og SF.
Tværtimod fastslår Ida Auken på baggrund af et nyt notat fra Miljøstyrelsen, at det vil være direkte ulovligt at begrænse salget af glyphosat nu.
Notatet gennemgår et langt forløb omkring fundene af Roundup i grundvandet, som endte med en undskyldning til laboratoriet Eurofins, som ministeriet i første omgang beskyldte for analysefejl.
»En indgriben på den nuværende baggrund vil, ifølge Miljøstyrelsen, være i strid med det samlede faglige videngrundlag om glyphosats opførsel i miljøet og dermed ikke i overensstemmelse med reglerne,« skriver Ida Auken til Folketingets miljøudvalg.
Hun lover dog, at 'problematikken omkring fund af glyphosat (...) vil blive fulgt nøje'.
Miljøstyrelsen: Få og spredte fund
Notatet fra Miljøstyrelsen fremhæver, at der sidste år kun blev fundet glyphosat i 8 ud af 515 af prøver i det program, som overvåger grundvandet. Kun tre af dem var over grænseværdien.
I 2009 blev der fundet glyphosat i 28 grundvandsprøver, i ni tilfælde over grænseværdien.
»Billedet er, at der er tale om få og spredte fund, hvor glyphosat kan dukke op i en given boring et år for ikke at kunne genfindes ved senere analyser. Dette bekræfter, at der ikke er dokumentation for, at glyphosat giver anledning til en generel forurening af grundvandet,« skriver Miljøstyrelsen.
Ministeren selv udbygger:
»Dette bekræftes af de yderst få fund af glyphosat i vandværkernes kontrol af drikkevandsboringer – og af resultaterne fra Varslingssystemet for pesticider, hvor glyphosat ligeledes kun findes sporadisk i grundvandsprøver.«
Geus: Vi gør stadig flere fund af glyphosat i grundvandet
Først fra næste år bliver det obligatorisk for vandværkerne at måle glyphosat. Fra 1990 til 2009 har værkerne tilsammen analyseret for glyphosat 917 gange og gjort 11 fund af stoffet, kun én gang over grænseværdien.
Varslingssystemet omfatter målinger af pesticidrester under marker, hvor kontrollerede mængder af sprøjtemidler bliver tilført. Forskningscenter Geus har udført målinger af glyphosat i ti år, og set over hele den periode er det ifølge seniorforsker Jeanne Kjær rigtigt, at fundene er sporadiske.
»Men der har været en tendens til, at vi har fundet glyphosat hyppigere i de seneste år. Det gør os bekymrede på den lange bane,« siger hun.
Tendensen gælder dog kun fund under grænseværdien, understreger Jeanne Kjær.
Hun tilføjer, at undersøgelserne viser, at glyphosat bliver vasket ned til én meters dybde, hvorfra det under særlige omstændigheder, f.eks. ved ekstreme mængder nedbør, kan sive ned til grundvandet.
Vandværker: Sprøjtefri zoner mindsker glyphosat-problemet
Både organisationer og forskere har flere gange opfordret til at gribe ind over for landbrugets stadig stigende forbrug af glyphosat. Men det er ikke helt så presserende for vandværkerne længere. Det skyldes, at regeringen og Enhedslisten vil udvide de sprøjtefri zoner omkring drikkevandsboringerne.
»Hvis der kommer obligatoriske, sprøjtefri zoner, bliver der mindre behov for at stramme kravene til, hvornår og hvor meget glyphosat der må køres ud på markerne. Så kan vi bedre afvente en nøjere analyse af problemstillingen med stoffet,« siger konsulent Claus Vangsgaard fra vandværksforeningen Danva.
Han understreger, at glyphosat set fra vandværkernes synspunkt ikke er værre end andre pesticider.
»Problemet er, at der bruges så utroligt meget af det,« siger han.
Salget af glyphosat udgjorde ifølge Dansk Planteværn sidste år 1.179 ton.
Regeringen har bebudet, at den vil lægge afgifter på sprøjtemidler til landbruget.






