Dansk kompressor halverer varmeregningen for fødevarevirksomheder
Ny kompressor i varmepumpeanlæg til varmegenbrug kan skabe hidtil uopnåelige temperaturer. Det giver store besparelser for fødevarevirksomheder, der tidligere har brugt dyre varmekilder for at opnå høje varmegrader.
Læs også
-
Opfindelse sparer bryggerier for enorme mængder vand og strøm
Læs mere om
En halveret varmeregning og mindre CO2-udslip er den mulige gevinst for fødevarevirksomheder med en ny teknologi, som den danske virksomhed Cronborg har udviklet.
Virksomheden har skabt en kompressor, der kan arbejde ved et meget højt tryk og dermed skabe tidligere uset høje temperaturer ved genbrug af restvarme i et ammoniak-varmepumpeanlæg - og det kan særligt fødevareindustrien få glæde af, der i mange tilfælde er afhængige af høje temperaturer i forarbejdningsprocessen af fødevarerne.
»Tidligere har er der opnået 80-85 graders varme med sådan et anlæg, men det er ikke nok for fødevarmevirksomhederne, der tit skal bruge mindst 90 grader til for eksempel pasteurisering. Nu har vi lavet en kompressor, der kan køre op til 60 bars tryk i stedet for de tidligere 50 og dermed nå de høje temperatur,« fortæller Karsten Pedersen, der er teknisk chef for Cronborg.
I stedet for at lukke deres overskudsvarme fra produktionen ud til fuglene, kan virksomhederne genbruge spildvarmen fra eksempelvis deres køleanlæg til at køre i varmepumpeanlægget og ved hjælp af den nye kompressor hæve dens temperatur til 90 grader, hvorefter den kan genbruges i produktionsprocessen.
Ved at benytte den nye løsning kan virksomhederne, hver gang de bruger en kW el, få fire kW varme ud af varmepumpeanlægget, og det vil i praksis kunne halvere virksomhedens varmeregning i forhold til, hvis man har en dampkedel til at lave den varme, man skal bruge, fortæller Karsten Pedersen.
Genbrug af varme – og kendt teknologi
Det er ikke kun restvarme, som Cronborgs nye system genbruger. Det har også sit udspring i en allerede kendt teknologi.
Der er tale om en køleteknik, der er kendt fra almindelige køleskabskompressorer, hvor man laver kulde på den ene side ved at fordampe et kølemiddel, som kompressoren trykker op i et højt tryk, i dette tilfælde 60 bar, og så kondenserer igen ved 93 grader, så man får 90 graders varmt vand ud af det på den anden side.
»Vi har taget en ganske almindelig standard ammoniakstempelkompressor og opgraderet den, så den kan klare et meget højt tryk på 60 bar. Så det er en fuldstændig almindelig proces med en kompressor og en varmeveksler, der laver kulde, og en varmeveksler, der laver varme,« siger Karsten Pedersen.
Det specielle ved den nye kompressor er netop dens evne til at arbejde ved så højt et tryk. Den er modificeret sådan, at selve kompressorhuset er meget tykt i godset, og i det hele taget er kompressoren i sin opbygning generelt væsentligt kraftigere i metallet for at kunne klare 60 bars tryk.
Ifølge Karsten Pedersen er det en stor fordel at videreudvikle på en allerede kendt teknologi. Det gør det nemt for virksomhederne at implementere i deres produktion, fordi de i forvejen vil kende teknologien andre steder fra.
»Og så giver det tryghed i forhold til at bruge teknologien, at virksomhederne allerede kender til den, og at processen omkring den er så simpel,« siger Karsten Pedersen.
Varmepumpeanlægget med den nye kompressor fra Cronborg, der opererer inden for flere områder med genanvendelse af spildvarme, vil kunne forrente sig selv inden for to til tre år.






