Mindre atomkraft vil øge klodens temperatur
Hvis man fjerner 15 procent af verdens atomkraftkapacitet, vil det medføre en stigning i CO2-udslippet fra fossile brændsler, der er større end den samlede udledning fra hele den tyske energisektor, konkluderer IEA i ny rapport.
Læs også
Læs mere om
Hvis Tyskland og andre atomkraftlande gør alvor af at gøre en ende på atomkraften, kan det få alvorlige følger for CO2-udslippet. Det vil nemlig gøre det nødvendigt at brænde mere kul og naturgas i stedet, og sammenlagt vil det globale udslip af CO2 fra energisektoren blive 17 procent højere. Der er tale om en forskel på 2,1 gigaton – mere end hele CO2-udslippet for energisektoren i Tyskland.
Sådan lyder advarslen fra cheføkonom hos International Energy Agency (IEA) Fatih Bilol i forbindelse med præsentationen af IEA’s World Energy Outlook 2011-rapport i København.
»Mindre investeringer i atomkraft vil betyde et boost til vedvarende energi, men i lande, hvor den vedvarende energi ikke kan dække energibehovet, vil det betyde et større forbrug af kul og naturgas,« siger han.
Konsekvensen vil ifølge World Energy Outlook 2011 være, at den gennemsnitlige temperatur på kloden vil stige med mere end 3,5 grader celsius frem mod 2035. Målet er at holde temperaturstigningen under de to grader, som klimaforskerne mener er afgørende for at undgå markant stigende vandstand i verdenshavene.
Fukushima skaber usikkerhed
I World Energy Outlook 2011-rapporten arbejder man med en række fremtidsscenarier for, hvordan det globale energiforbrug vil udvikle sig.
En række lande har efter ulykken på det japanske atomkraftværk ved Fukushima sagt, at de vil genoverveje de udbygninger af atomkraftværker, som de tidligere har annonceret.
»Tyskland har allerede meldt ud, at man gradvist vil lukke for atomkraftværkerne, i Schweiz overvejer man, hvilken vej man vil gå, og det samme er tilfældet i Italien. I Østen overvejer Sydkorea, der har planer om bygge fem nye reaktorer, hvilken rolle atomkraft skal have i fremtiden,« fortæller Fatih Bilol.
For at tage højde for denne usikkerhed har IEA regnet på et fremtidsscenarie, hvor verdens lande får mindre energi fra atomkraft.
I scenariet falder den globale kapacitet på atomkraftværker med knap 15 procent fra 393 GW ved slutningen af 2010 til 335 GW i 2035.
Det står i kontrast til den udbygning af atomkraftværkerne til dobbelt kapacitet, som IEA regner med i sit scenarie for, hvordan man effektivt kan begrænse den globale opvarmning til ‘blot’ to grader celsius frem mod 2035.
Mere CO2 og meget varmere
Da verdens energibehov samtidig stiger, betyder faldet i kapacitet på atomkraftværkerne ifølge IEA, at energisektoren må benytte sig af større mængder fossile brændstoffer. CO2-udledningen vil stige og vil i 2035 være 900 millioner ton større, end hvis man satsede på at udbygge atomkraft til dobbelt kapacitet.
Det er en CO2-udledning, som er større end den samlede udledning fra den tyske energisektor, som den ser ud i dag, hvor en del af produktionen foregår i netop atomkraftværker.
»Resultatet vil være en temperaturstigning på over 3,5 grader celsius,« lyder det i World Energy Outlook 2001.
Rapporten er ikke kategorisk afvisende over for, at vedvarende energi kan erstatte atomkraft i udbygningen af energisektoren, så den kan imødekomme de kommende 25 års stigende energibehov. Det bliver dog en sej kamp op ad bakke.
'Det vil være en ekstremt stor udfordring og utroligt dyrt. […] Rent praktisk er det langtfra sikkert, at det vil være muligt at realisere sådanne planer, da det er usikkert, om de teknologier kan udbygges til at erstatte den energiproduktion', står der i rapporten.






