Usagligt at fælde IC4 på bremseproblemer
Læs også
-
IC4-tog kører videre trods manglende undersøgelse af bremsefejl
-
Nye oplysninger tyder på at løbsk IC4 kørte med flere frakoblede bremser
Læs mere om
Just som man måtte tro, at der umuligt kunne komme flere dårlige nyheder om IC4, skete det igen.
Sent i går aftes meddelte DSB, at IC4 trækkes ud af drift på grund af to indtil videre ikke-forklarede episoder med svigt af bremserne, som måske dækker over en systematisk fejl
Det fik helt forståeligt sat fut i IC4-meldingerne fra de trafikpolitiske ordførere. 'Der er intet omkring IC4, der kan ryste mig længere' og 'nok er nok', lyder to meldinger her til morgen. Det er meldinger, der taler til folkedybet.
Sagligt set er bremseepisoderne imidlertid – indtil andet er bevist – intet andet end episoder. Der kan være tale om en systematisk fejl, i værste fald en konstruktionsfejl ved kombinationen af bremsekomponenter og software. Der kan også være tale om yderst banale tildragelser, som ikke vil nedkalde større konsekvenser.
I situationen kan DSB ikke gøre andet end at tage toget ud af drift. Det er den korrekte beslutning. Og det er også klart, at bremsesvigt ikke gør det lettere for DSB at opbygge fremtidig troværdighed omkring toget.
Men når det er sagt: Bremsefejlen alene udgør ikke et sagligt grundlag for at skrotte IC4.
Et sagligt grundlag udgøres af det manglende langsigtede perspektiv i IC4. Der er tale om et ikke særlig godt, dieseldrevet tog, som er købt ind, fordi de danske skinner ikke er elektrificerede. Hyldevare-indkøbsmulighederne for dieseltog var begrænsede og er nu endnu mere begrænsede.
Elektrificeringsprojektet har været genstand for utallige økonomiske kalkuler, som har vist, at dets interne rentabilitet ikke er specielt god. Det kan ikke isoleret set betale sig. Så her har vi et skoleeksempel på, at økonomiske kalkuler ikke kan stå alene. Den teknologiske udvikling spiller med musklerne, uanset hvad økonomien siger.
Det er denne grundlæggende problematik, som skal ændres.
Der er kun én fornuftig vej fremad. Det er en hurtig og konsekvent gennemført elektrificering af hovedbanestrækningerne. Indkøb af moderne elektriske tog. Og en midlertidig løsning med forhåndenværende materiel – lappede IC4 eller måske brugte IC3 fra Israel. Og dette bør være det saglige grundlag for at skrotte IC4-togene.





