Genbrugspavillon på vandpuder skal være Danmarks mest bæredygtige bygning
Alle materialer skal kunne genbruges med ingen eller minimal forringelse i en ny pavillon som Cowi, 3XN og en række partnere designer efter vugge til vugge-princippet. Fundamentet er puder fyldt med vand.
Den nye pavillon skal opføres efter vugge til vugge-princippet (c2c). Dens første inkarnation kommer til at stå ved Cowi i Lyngby.(Illustration: 3XN)
Læs også
-
Egetæpper vil bruge vuggecertifikat i kampen mod lavpriskopier
-
Vugge til vugge-tankegang smitter grønt af på danske virksomheder
-
Bæredygtigt byggeri ikke bare buzzword: Dansk anvisning på vej
Læs mere om
Dokumentation
Livet er kun til låns – og det skal fremtidens bygninger også være. Den tankegang tager Cowi, arkitektfirmaet 3XN og Vugge til Vugge Danmark samt fem partnere nu til sin mest ekstreme form.
Parterne har fået knap fem millioner i støtte fra Fornyelsesfonden til at bygge en 150 m2 stor pavillon efter vugge til-vugge principperne (Cradle to Cradle).
Vugge til vugge-princippet indebærer, at alle de materialer, der indgår i en bygning, kan genanvendes – gerne uden yderligere behandling, som hvis man flytter et vindue fra en bygning til en anden – og ellers med minimalt energibehov og miljøpåvirkning under omdannelsen – som når man komposterer et materiale, eller genanvender stål eller aluminium og dermed erstatter jomfruelige materialer.
Tankegangen om at genanvende materialer i henholdsvis et teknologisk og et biologisk kredsløb er udviklet af den tyske kemiker Michael Braungart og amerikanske arkitekt William McDonough og har over de senere år vundet større og større udbredelse inden for både produktion og byggeri verden over.
Hamp i facaden
Som en del af projektet skal partnerne derfor udvikle en ny type biokomposit – et glasfiberagtigt materiale af eksempelvis hamp, hør og bioresin – som kan bruges i facaden, fortæller udviklingsdirektør i Cowi Bente Andersen.
»Vi kommer til at arbejde rigtig meget med materialeanvendelsen i dette byggeri. Vi skal sørge for at de systemløsninger, vi udvikler, er bæredygtige og kan genanvendes lettest muligt.«
Tanken bag konstruktionen af pavillonen er, at den skal være ekstremt let at skille ad i sine enkelte komponenter.
»Pavillonen skal kunne flyttes. Vi kommer til at opføre den her ved Cowi, men hvis andre virksomheder eller organisationer vil leje den i en periode, skal den være let at flytte. Den anden grund er, at vi tænker meget i generationsdesign. Det vil sige, at vi ved, at der måske kommer nogle nye materialer i løbet af ganske få år, der er bedre end dem, vi kan bruge nu. Derfor skal alle komponenterne være lette at skifte ud.«
Skal hvile på vand
For at minimere arbejdet i forbindelse med en flytning skal pavillonen funderes på vand.
Tanken er at lade bygningen hvile på en række parasolfodslignende vandpuder. Det vil minimere vægten, når bygningen skal transporteres, hvis den nødvendige stabilitet kan tilføres blot ved at pumpe fundamentet op, når bygningen skal genopføres på et nyt sted. Desuden minimerer det også påvirkningen af naturen på de midlertidige placeringer.
Vil leje alle materialer
Men det er ikke kun på materialesiden, at pavillonholdet tænker alternativt. Økonomien er mindst lige så vigtig.
»Hvordan kan vi sikre os, at leverandørerne har det nødvendige fokus på genanvendelsen og energiforbruget? Det kan vi eksempelvis ved, at vi ikke køber, men lejer, lysarmaturer og lyskilder af en leverandør, som måske endda skal levere strømmen. Det vil give leverandøren et incitament til at levere det mest effektive produkt,« fortæller Bente Andersen.
Samme tankegang vil holdet brede ud over så store dele af byggeriet som muligt. Eksempelvis til stålleverandører, der skal bidrage med den bærende konstruktion.
Demonstratorium for danske leverandører
Ved at forpligte leverandørerne i et samarbejde håber holdet også at pavillonen vil blive ved at blive opdateret, så den kan blive en omrejsende udstillingsbygning for, hvad – forhåbentlig mange danske – leverandører kan. Efterspørgslen er der nemlig, siger Bente Andersen.
»Udlandet kigger til Nordeuropa for at finde ud af, hvad der sker inden for bæredygtighed. I andre lande handler det meget om energiforsyning og affaldshåndtering, men vi har i forvejen så skrappe krav herhjemme, at vi har styr på den del. Nu går vi videre, og vi fornemmer helt klart at der en interesse både i Danmark og udlandet for det her.«
Alle kan følge projektets resultater
Projektpartnerne planlægger nu en stor workshop til foråret, hvor projektets leverandører skal diskutere, hvilke muligheder de har for at få deres produkter testet og udviklet i byggeriet. Målet et at skabe så åben en udviklingsproces som muligt.
Pavillonen skal stå klar i efteråret 2012.
Ud over Cowi og 3XN deltager Vugge til Vugge & EPEA Kph, Risø DTU, Teknologisk Institut, Art Andersen, Glasfiber DK og Kollision i projektet. Nordea Ejendomme er grundejer og bygherre. Realdania og Cowi-fonden har også sponsoreret.






