Henrik Dam om behov for HH-tunneler: Ro på!
Det bliver dyrt for Danmark med to tunneler mellem Helsingør og Helsingborg, og Øresundsbroen har ikke noget akut kapacitetsproblem, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om svenske planer.
Læs også
-
Svensk regering vil have to tunneler mellem Helsingør og Helsingborg
-
Citytunnel og Øresundsbro bukker under for Femernforbindelsens pres
-
Politikere vil have tunnel og motorvej fra Helsingborg til Køge
Læs mere om
Når trafikken over Øresund vokser med 50 procent og 21.000 personbiler, 2.000 lastbiler, 28.000 togpassagerer og 75 godstog hver dag vil forøge den nuværende trafik over Øresund, bliver der ikke bare brug for en ny fast forbindelse over Øresund, men også nye anlæg af veje og baner på Sjælland.
Det vurderer Trafikverket i Sverige, der fredag offentliggjorde en stor undersøgelsesrapport ’Ny fast forbindelse over Øresund'.
Undersøgelsen har fået den svenske regering til at opprioritere anlægget af to nye tunneler, der tilsammen vil koste 40 milliarder kroner.
Trafikverket har ikke sat pris den sjællandske vej- og jernbaneforbindelse, men det bliver dyrt, forudser transportminister Henrik Dam Kristensen (S):
»Undersøgelsen viser, at det er et meget omfattende og kompliceret projekt, der kræver meget omfattende investeringer til en ny vej og baneforbindelse fra Helsingør uden om København,« siger ministeren, der dog tilføjer, at han finder den svenske regerings analyser meget spændende.
»Undersøgelsen viser, at der ikke er noget akut problem på Øresundsbroen, men at der på kortere sigt er behov for at udbygge Øresundsbroens landanlæg,« fastslår Henrik Dam Kristensen.
Tilblivelsen af rapporten, der har haft observatører med fra det danske transportministerium, peger på, at det bliver nødvendigt med en ny fast forbindelse over Øresund, uanset hvordan trafikken udvikler sig.
Og fra i de seneste ti år at have drejet sig om en skrabet togtunnel mellem Helsingør og Helsingborg, har projektet nu udviklet sig til at omfatte en persontogstunnel til bymidten i Helsingør og Helsingborg og en fælles godstogs- og biltunnel, der slutter an til motorvejsanlæggene syd for sundbyerne, dvs. for Danmarks vedkommende ud for Snekkersten.
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i trafiksituationen i 2020 og skønnet at forbindelsen vil få pendlingen over sundet til at vokse med 50 procent frem til 2050.
Den seneste, knapt et år gamle rapport skønnede de samlede omkostninger, uden landanlæg på begge sider af forbindelsen, til godt 33 milliarder danske kroner: 10 milliarder for den dobbeltsporede persontogstunnel, 15 milliarder for en firesporet vejtunnel og 8 milliarder for en enkeltsporet godstogstunnel.
Holder passagerprognoserne, vil forbindelsen i løbet af 30 år kunne være betalt af trafikanterne.
Dog gør Trafikverket, prisværdigt ærligt, opmærksom på, at ’der findes mange usikkerheder i præmisserne, som påvirker resultatet af den samfundsøkonomiske analyse.’ Og at ’mange opfølgninger af store infrastrukturprojekter har vist, at anlægsomkostninger systematisk ser ud til at blive undervurderet, mens rejsetidsgevinsterne ofte bliver overvurdet’.






