Svensk professor: Byg som kineserne og få højhastighedstog på seks år
Hvis Sverige lærer af Kina, kan landet få højhastighedstog fra Stockholm til København og Gøteborg i løbet af seks år, mener jernbaneeksperten Per Corshammar.
Sverige bør bruge en del af den samme teknologi, som Kina har brugt til sine højhastighedstog, mener en ekspert.
Læs også
-
Japansk tese om togulykke: Kineserne har ikke forstået vores teknologi
Læs mere om
Da jernbaneeksperten Per Corshammar første gang var i Kina for at deltage i en konference om højhastighedstog, blev han overrasket over, hvor stor teknologisk fremgang landet har haft.
»Fra at have været 50 år efter ligger Kina nu ti år foran, når det gælder jernbaner. De har købt teknik ind og forbedret den. Nu kører de fra os,« fortæller Per Corshammar, der er områdechef for jernbaner hos Rambøll i Sverige, til Ny Teknik.
Han har været i Kina flere gange nu, og senest har han været med en delegation, som skulle undersøge, hvorvidt de kinesiske principper kunne overføres til Sverige. Delegationen talte med flere virksomheder og eksperter, og på den baggrund udtaler han, at svenskerne kan lære rigtig meget.
»Hvis vi bruger samme teknik som kineserne, burde vi kunne bygge højhastighedstogbaner fra Stockholm til Gøteborg og København på seks år, og de ville også blive samfundsøkonomisk lønsomme,« forklarer Per Corshammar til Ny Teknik.
Blandt andet bør togene bygges på betonbroer i stedet for traditionelle jernbaner, da byggeriet dermed bliver både standardiseret, billigere og hurtigere bygget. Desuden bliver det lettere at fjerne sne fra sporene, da det lettere blæser af broerne, mener han.
Kinas højhastighedstog tiltrak sig stor opmærksomhed i sommer, da to tog kørte sammen. Per Corshammar mener dog ikke, at man af den grund bør se bort fra den kinesiske måde at gøre tingene på.
»En udredning af ulykken skal præsenteret i december, og ifølge den information, vi har fået, var det en menneskelig fejl, som lå bag. Kinas hurtige udvikling af jernbanenettet har været svær, eftersom man måtte uddanne mange lokoførere på samme tid. Det kan føre til, at man ikke har tid til at følge mentalt med den nye teknik, som menneskerne skal arbejde med,« vurderer han.






