Kamelblod kan give hurtig test for paradentose
Ved at isolere antistoffer fra kamelblod har forskere ved Københavns Universitet taget et stort skridt på vejen til en biologisk test, som hurtigt og nemt kan afgøre, om en tandlægepatient har paradentose.
Læs også
-
Dansk vaccine sladrer til immunforsvaret om hypermuterende virus
Læs mere om
Forskere fra Københavns Universitet har ud fra kamelblod klonet et specielt antistof, der hurtigt og effektivt kan påvise tilstedeværelsen af en særlig paradentosebakterie i spytprøver.
Der er tre bakterier, der forårsager paradentose. Den ene af dem hedder Porhyromonas gingivalis, og den er unik i kraft af sin produktion af enzymet RgpB. Ved at udvikle et antistof mod det enzym kan man lave en indirekte test af, om bakterien er til stede, fortæller Peter Durand Skottrup, der er post.doc. i Biomolecular Interaction Group på Institut for Farmakologi og Farmakoterapi ved Det Farmaceutiske Fakultet.
»Kameler har nogle specielle typer af antistoffer i deres blod, som man kan bruge til at lave nogle meget små antistoffer, der hedder nanobodies. Vi har lavet et stort nanobody-bibliotek over alt det antistof, sådan en kamel kan lave, og brugt det til at isolere nanobodies mod enzymet fra paradentosebakterien,« fortæller han.
Ved at teste for tilstedeværelsen af enzymet vil man hurtigt og nemt kunne se, om paradentosebakterien er til stede i en spytprøve.
Nemmere og håndholdt metode
I dag har man ikke et kvantitativt værktøj til at undersøge patienter for paradentose, og diagnosen afhænger i stedet af dygtige tandlæger, der subjektivt vurderer, om en patient har paradentose ud fra dybden af tandkødslommerne og røntgenbilleder. Men med den nye metode kan det blive meget hurtigere og lettere for tandlægerne at undersøge for paradentose.
»På sigt vil vi gerne lave en håndholdt version af testen. Hele tanken bag er, at man hurtigt on site kan lave testen, så man slipper for at sende en prøve ind til et speciallaboratorium,« fortæller Peter Durand Skottrup.
Denne type af tests kendes i forvejen, blandt andet fra tests af fødevarer, hvor der findes en hurtig testmetode i stil med en graviditetstest, som lynhurtigt kan teste for colibakterier.
Men inden forskerne når dertil, vil de første finde frem til, hvordan man kan undersøge for alle tre bakterier, der forbindes med paradentose.
»Nu har vi fundet frem til, at vi kan teste for dette ene enzym og påvise tilstedeværelsen af den ene af de tre bakterier, men vi arbejder på, at man skal kunne teste for tilstedeværelsen af alle tre bakterier, så vi vil gerne finde nogle biomarkører for de andre to bakterier også. Så det her er et trin på vejen,« forklarer Peter Durand Skottrup.
Man har over 500 forskellige slags bakterier i munden, men det er kun de tre, der er særligt slemme i forhold til at give paradentose, og de kaldes tilsammen det røde kompleks. Sygdommen nedbryder den knogle, som tandsættet sidder fast i, og hvis paradentosen ikke behandles i tide, bliver tænderne løse og falder ud.






