/rumfart

Gamle galakser spytter stjerner ud med chokerende hastighed

Astronomer har fundet en mærkelig samling af små, ni milliarder år gamle galakser, der danner nye stjerner med en chokerende hastighed.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 11. nov 2011 kl. 10:50

Ved hjælp af Hubble-rumteleskopets infrarøde instrumenter har en gruppe forskere under ledelse af astronomen Arjen van der Wel fra Max Planck-instituttet for astronomi i Heidelberg undersøgt en gruppe på 69 hyperaktive dværggalakser under Candles-programmet (the Cosmic Assembly Near-infrared Deep Extragalactic Legacy Survey).

Disse galakser danner nye stjerner med så stor en hastighed, at deres antal i galakserne bliver fordoblet i løbet af blot 10 millioner år. Til sammenligning tog det Mælkevejen tusinde gange længere at fordoble sit antal af stjerner.

De nyopdagede dværggalakser er cirka hundrede gang mindre end Mælkevejen og vi ser dem, som de så ud for ni milliarder år siden. På dette tidspunkt burde hastigheden af stjernedannelser være høj, men resultaterne viser, at den ikke bare er høj, men ekstremt høj.

Hyperaktive dværggalakser var almindelige
Galakserne er blevet observeret med Hubble-rumteleskopet på grund af deres unge varme stjerner, der udsender stråling som får gassen omkring dem til at lyse op.

Normalt er dværggalakser de meste hyppige galakser i universet, men den ekstremt kraftige stjernedannelse, der finder sted i disse unge dværggalakser, kan tvinge astronomerne til at revurdere deres teorier om, hvordan galakser dannes.

De nye overraskende resultater stemmer ikke med de nyeste undersøgelser af dværggalakser. De har vist at stjernedannelse er en forholdsvist langsom proces, som tager milliarder af år.

Computersimuleringer tyder på, at sådan hyperaktivitet kun finder sted i perioder. Det kan være startet ved, at gassen nedkøles og får den til at falde sammen og danne nye stjerner. Nogle af disse stjerner vil med tiden falde sammen og dø som supernovaer i kæmpe eksplosioner.

Disse eksplosioner vil opvarme og blæse den omkringliggende gas væk. Med tiden vil gassen blive kølet ned og falde sammen igen, hvorved cyklussen starter igen.

Resultaterne bliver offentliggjort i det kommende nummer af det videnskabelige tidsskrift Astrophysical Journal.



11. nov 2011 kl 13:34

Louis Nielsen

Tegn på aftagende kosmisk gravitation?

Yderst interessante opdagelser!

Opdagelserne kan være tegn på, at gravitationskræfterne var større i tidligere epoker af Universet.
Og, hvis dette er tilfældet, så understøtter det undertegnedes teori om en kosmisk aftagen af gravitationskræfterne, udtrykt ved en aftagende værdi af Newtons gravitations'konstant' G, der så ikke er en universel naturkonstant, men som så kan opfattes som en tidsafhængig og stedsafhængig gravitations-parameter.

-- Forkerte modeller for stjernedannelse og galaksedannelse?
Opdagelserne tyder også på, at de nuværende modeller for stjernedannelse og galaksedannelse er forkerte (eller mangelfulde).

Læs mere om aftagende G og alternative ideer om stjerne og galakse-dannelse på:

http://louis.rostra.dk

Hilsen fra
Louis Nielsen


11. nov 2011 kl 14:00

Jesper Schytt

Afstande....

Jeg synes altid det er spændende når nogen kommer med flotte gæt ”om noget der er 9 milliarder lysår væk”.
Er der nogen der ved med hvilken hastighed vores galakse bevæger sig – i forhold til ”centrum af big-bang”.
Se endvidere:
http://www.forstå.dk/


11. nov 2011 kl 14:46

Otto Krog

Naturkonstanter

Jeg er helt enig med Louis Nielsen.

Min teori er at der ikke findes naturkonstanter, heller ikke lysets hastighed. Den er uendelig i vacuum. Der findes ikke et vacuum i det fysiske univers, da der om ikke andet ihvertfald er kvantefelter og elektromagnetiske bølger.

Efter min mening bør alle naturkonstanter reguleres fra nul til uendelig. De konstanter vi anser som konstanter i denne tid og på dette sted, er selvfølgelig observerbart konstante. Og vi må forholde os til observationer, ellers er der intet der giver mening.

Naturvidenskaberne går en svær tid i møde.

Læs min teori på:

http://crestroyertheory.wordpr...ory/

Og til Jesper Schytt, så er der ikke et centrum i big bang teorien. Rummet krummer og derved er der ikke et centrum. Eller sagt på en anden måde, centrum er allesteder.


11. nov 2011 kl 15:29

Bernhardt B. Husen

Re: Naturkonstanter

Det er ikke en teori... det er masser af ord brugt på meget ikke-fysiske ideer, ked af at måtte sige det. En teori der bygger på ord alene kan ikke bruges til noget som helst. Variable konstanter er det værste vrøvl jeg længe har hørt om, selv om Lous, der burde vide bedre, har de samme fjollede ideer. Lysets hastighed er en konstant, alt andet ville føre til et vanvittig univers ! Det samme gælder hvis de andre konstanter ville være variable... ideen er VANVITTIG ! Fuldstændig vanvittig, og så er det sagt !


11. nov 2011 kl 16:35

Thomas Kratz

Re: Naturkonstanter

Denne gang må jeg give dig ret Bernhardt.

Det begynder at ligne et fast punkt på dagsordenen, at superkerner skal bringes på banen, så snart et observeret fænomen ikke passer ind i normen. Jeg kan slet ikke se koblingen i denne sammenhæng.


11. nov 2011 kl 19:16

Otto Krog

Re: Naturkonstanter

Det kan da meget vel være at jeg og Louis er crackpots, men det var der altså også rigtig mange der mente at Einstein var, da han oprindeligt kom frem med hans teorier.

De allerfleste seriøse forskere er enige om at der er noget galt med standardmodellen. Higgs partiklen bliver ikke fundet og CERN kommer med eksperimenter der viser overlyshastigheder.

Jeg ER klar over at de allerfleste mener at overlyshastigheden er en fejlberegning, men hvad nu hvis det er rigtigt?

Desuden er big bang i sig selv et paradoks. Alle videnskabsfolk erkender at aktion er lig reaktion. Alligevel ser mange rødt når man spørger dem hvad der skabte big bang. For ikke at tale om hvad der sker når man spørger dem om de nogensinde har observeret et rum der krummer.

Fremtiden vil takke crackpots som jeg og Louis for vores måske fremsynede ideer.

Ihvertfald er jeg sikker på at det er en nutidig crackpot teori der bliver fremtidens kosmologi. Gængs naturvidenskab har efterhånden så mange uløste gåder at man kan fodre svin med dem.

Sandsynligheden for at det bliver Louis'es eller min teori der bliver fremtiden er lille, men den er der dog.

Peace on Earth.


12. nov 2011 kl 02:21

Bernhardt B. Husen

Re: Naturkonstanter

Denne gang må jeg give dig ret Bernhardt.

Det er da altid noget... og i den sammenhæng vil jeg da lige pointere at jeg holder mig strikt til de som rigtig og gældende ansete fysiske lovmæssigheder, men stadig kaldes jeg crackpot, det er ildeset at stikke snuden udenfor de sædvanlige af vore "helte" skabte ideer... peer review er et demokratisk værktøj og ikke andet, selvom det hæves til svimlende højder...


12. nov 2011 kl 06:34

Bjarne Østergård

Gamle galakser er jo så som Xfaktor

Gamle galakser spytter stjerner ud med chokerende hastighed
Hvad så? det gør Xfaktor jo også.


12. nov 2011 kl 13:43

avatar

Steen Jensen

Re: Gamle galakser er jo så som Xfaktor

Ja, der er gået inflation i skidtet !

:-)


12. nov 2011 kl 15:17

Bernhardt B. Husen

...spytter stjerner ud...

Det værste er at det er ren formodning, men langt fra viden. De har næppe overværet dannelsen af bare en halv stjerne... Astronomien er som ekstrabladet nu om dage og det er irriterende at læse...


12. nov 2011 kl 19:23

Svend Ferdinandsen

Re: ...spytter stjerner ud...

Nogle har vist glemt tidsfaktoren. Disse gamle galakser spytter ikke stjerner ud, de spyttede stjerner ud dengang de formodentlig ikke var så gamle.

Det mest epokegørende er vel at tiden, i artiklen, bliver blandet sammen til en stor pærevælling. Fortid, alder, nutid, langt væk og så nutiden, og så kan enhver begivenhed vel piftes op når samtidigheden bliver ofret.
Det ville tjene astronomerne til ære, hvis de gjorde lidt mere ud af tids- og afstands-faktoren, og ikke blandede tingene sammen.
I andre sammenhænge gøres der meget ud af, at det som ses nu altså skete mange milliarder lysår væk, og dermed ligeså mange år siden.


12. nov 2011 kl 23:17

torben gørtz

Misvisende overskrift.

Da de omtalte galakser er ca. 9 miliarder lysår væk ,er der tale om observation af hvad, der skete for ni miliarder år siden så dengang var disse galakser unge og ikke gamle!


12. nov 2011 kl 23:51

Louis Nielsen

Variationen af G

@Bernhardt
Ifølge formlen (udledt af mig) for variationen af Newtons gravitations-'konstant' G, så var talværdien af G for 9 milliarder år siden
G(før) = 9,5*10^(-11)(N*m^2)/kg^2, altså ikke meget forskellig fra værdien i vor epoke, hvor den er G(nu) = 6,67*10^(-11)(N*m^2)/kg^2.

I øvrigt:
Talværdien af G er en af de fysiske størrelser, der er målt med mindst nøjagtighed.


Hilsen fra
Louis Nielsen




13. nov 2011 kl 07:02

Bernhardt B. Husen

Re: Variationen af G

Talværdien af G er en af de fysiske størrelser, der er målt med mindst nøjagtighed.

Det er da rigtig Louis, men derfor betyder det ikke at den er variabel og den er det heller ikke, men er defineret af andre konstanter, som jeg før har vist. Du har heller IKKE udledt formlen, men har mere eller mindre gættet dig til den, fordi at kunne udlede den ville betyde der er ting som virkeligt peger på at du har ret, men udover at du har den ide er der intet i hele fysikken der peger på det !! At astronomer skråsikkert udtaler sig om en galakses alder og deres soldannelses-frekvens er ren og skær ”ekstrablad teknik” samt formodning ud fra den barnlige Big-Bang teori, som hensynsløst smadrer al reel fysik ! Hvor pinligt ville det være når hele bygningsværket viser sig som værende meget forkert.

Jeg har det indtryk at man, i stedet for at undersøge det eksisterende, er meget glad for at lade fantasien bare køre derudaf. I min søgen efter disse svar gik jeg ud fra at hele fysikken er baseret på konstanter og har hold et vågen øje med om dette kunne være tilfældet. Det kan næsten ikke være en tilfældighed, når jeg kan levere 6 (!) forskellige udtryk til beregning af denne konstant:

Jeg er klar over at der er en (meget lille) chance for at min observation (!) er bare en tilfældighed, hvad der vil gøre det hele til en ret så sensationel tilfældighed må jeg sige, men... se nu:

For mig er det sådan at Chandrasekhars grænsemasse må være en del af Newtons gravitations teori, hvis denne er i sin endelige og korrigerede form, hvor masse og volumen er udtrykt eksakt... og ikke med en tilnærmelse, som det er tilfældet for øjeblikket. Uden at gå i detaljer fandt jeg følgende som (sandsynligvis) gældende, idet afvigelserne til de indtil videre anerkendte værdier ligger under en promille, hvilket gør mine antagelser meget sandsynlige, specielt siden jeg kan beregne de fleste atomare data nu, kan give en rational forklaring på hvorfor sorte huller ikke KAN eksistere, baggrundsstrålingens ophav samt Newtons egen relativitets teori og så meget mere :

Radius af grænsemassen (jern) er givet af :

Ro = c*144/Pi^4 ...og så er grænsemassen som en konstant (!) givet til

mo = 2,86590815382*10^30 kg

Overflade-orbithastigheden af denne masse er Vo og producerer faktoren ke (en konstant) givet af

ke = c/Vo = 456,2938603004 eller

ke = (144/Pi^4)^12*4*Pi/3

Nu er gravitationskonstanten givet af :

Go = c^3*144/(ke^2*Pi^4*mo) = 6,675343088356*10^-11 =>

Go = 3*Pi^7/(4*144*7860*ke^2) =>

Go = 3^3*Pi^101/(144^26*7860*8^2)

...bare kontroller det nu !

Ud fra dette kunne jeg få følgende:

Jernatom radius

Rfe = (3*mfe*Pi^3/(4*144*7860))^(1/3) = 1,2397240530365*10^-10 m

Jernatomet

mfe = 0,055847/na = 9,27361878052*10^-26 kg

Brintatomet

mh = 1,6733920429*10^-27 kg

Protonen

mp = mfe/56

Proton-radius

Rp = q^2/(4*Pi*eo*mp*c^2) = 1,55010084435*10^-18 m

Electron-radius

Re = q^2/(4*Pi*eo*me*c^2) = 2,81794091734*10^-15 m

Nao = antal jernatomer i grænsemassen

Nu er gravitationskonstanten også givet af (og læg nu mærke til de elektriske konstanter som indgår i definitionen og hvad det betyder !)

Go = 144*28*q^2*c/(eo*Rp*ke^2*mfe^2*Nao*2*Pi) ...eller

Go = Rfe*28*q^2/(eo*Rp*ke^2*mfe^2)*(18/(Nao^2*Pi^7))^(1/3) …eller

Go = 9*c^5*eo*me*mfe*Re/(49*q^2*ke^2*Nao*mp^2*Pi^3) = 6,675343088356*10^-11

Forklar nu at, hvorfor og hvordan jeg har snydt mig til disse 6 ligninger der alle gengiver gravitationskonstanten… eller fortæl mig at det er ”bare” et fantastisk tilfælde at det kan lade sig gøre. Men jeg er da nødt til at fortælle at værdien af gravitations-konstanten dermed er forandret med mindre end 1 promille og at dette er bl.a. grunden til at jeg anser ideen om variable konstanter som en gang hø.

Det er så crackpot fysik, som kan ting den professionelle fysik ikke kan, men ved at bruge de samme udgangspunkter og den samme klassiske fysik med ganske få, men logiske ændringer. Intet er alvorlig ændret, når man ser bort fra udsagns kraften af hele sagen. Men… gravitationen er nu forbundet med de elektriske kræfter og dermed atomteorien !!

Håber ikke der er indbygget sjuske fejl i ligningerne, men det hører jeg fra dem der virkeligt afprøver dem… går jeg ud fra.

mvh Bernhard


13. nov 2011 kl 07:16

Bernhardt B. Husen

Re: Variationen af G

Den sidste formel for Go kan også skrives sådan her, så er mp elimineret :

Go = 9*c^5*eo*me*56^2*Re/(49*q^2*ke^2*Nao*mfe*Pi^3) =

Go = 6,675343088356*10^-11


13. nov 2011 kl 11:09

Louis Nielsen

Elektron og proton-radier

Bernhardt,
Du skriver, at der skulle gælde følgende talværdier for proton-radius og elektron-radius:

”Proton-radius

Rp = q^2/(4*Pi*eo*mp*c^2) = 1,55010084435*10^-18 m

Electron-radius

Re = q^2/(4*Pi*eo*me*c^2) = 2,81794091734*10^-15 m”

-- Proton-radius --
Ifølge målinger (hvis de er rigtige) er en protons ‘radius’ omkring 10^(-15) m, altså omkring en faktor 10^3 gange større end din beregning giver. Hvordan forklarer du det?

-- Elektron-radius --
Med hensyn til en elektronens ’radius’, ja så har man endnu ikke målt den! (Måske kun meget unøjagtigt).
Hvis din beregning (eller min) skal bekræftes, ja, så skal man have målt elektronens ’radius’!

-- Din atom-model?
Hvordan er din atom-model, hvor elektroner er større end protoner?
Hvad er neutronens ’radius’ ifølge dine beregninger?

-- Mål elektronens udstrækning!
At man ikke stræber efter at måle den fysiske udstrækning af den mest almindelige atomare partikel, skyldes nok, at man i den såkaldte standard-model for elementarpartikler antager, at en elektron er en ’punkt-partikel’, dvs. uden fysisk udstrækning!

Hvis elektroner eksisterer, ja, så må en elektron have en naturlig endelig middeludstrækning.
En elektron har uden tvivl ikke en fast overflade, men den må opfattes som en intra-dynamisk fluktuerende partikel, der består af endnu mindre stof/energi-kvanter (unitoner?).
Jeg har flere gange efterlyst, uden svar, om nogen er i gang med at måle elektronens fysiske udstrækning.

Hilsen fra
Louis





13. nov 2011 kl 15:16

Bernhardt B. Husen

Re: Elektron og proton-radier

Hvis din beregning (eller min) skal bekræftes, ja, så skal man have målt elektronens ’radius’!

Hvad fysikerne IKKE vil acceptere er at visse ting ikke KAN måles, fordi måleresultatet bliver forfalsket af partiklen. På overfladen af protonen går tiden ganske betydeligt langsommere, lige som på overfladen af andre masser som jorden fx. Måler man nu med fx røntgenstråler bliver resultatet forfalsket... men ikke fordi Røntgenstrålerne tiltrækkes af kraften, nej fordi tiden har en anden forløbshastighed ganske tæt ved protonen. Siden jeg ikke kan måle disse størrelser er jeg selvfølgelig usikker på det hele, men holder fast ved at disse betragtninger fører til konsistens indenfor hele fysikken og forbinder atomteorien med gravitationsteorien. Dette anser jeg som mere vigtig end at kunne måle disse størrelser. Husk på at hele misæren indenfor kvantefysikken, med den manglende kausalitet, hidrører fra umuligheden at kunne måle visse størrelser... og hvad man ikke kan måle eksisterer ikke for vore fysikere.

Derudover er beviset for mig at al disse ting jeg nævnte kan beregnes og så er jeg ligeglad med at nogle af disse ting ikke kan bevises ved måling, fordi beviset ligger i funktionen af ligningerne... de kan vise det meste af hvad andre kan måle, men ikke beregne !

Men når man kan tro på kvarker uden at kunne måle dem direkte er det den modsatte grøft man faldt i. Nu accepterer man ikke at kunne måle fordi man tror mere på teorien. Jeg kan vise disse kvarker matematisk, protonen består af tre af dem, ja, men de eksisterer kun ved linear acceleration af samme og har helt andre masser end de forudsagte !! Ser jeg på protonen ud fra tyngdekraften er kvarkerne væk og ikke til at finde.

-- Din atom-model?
Hvordan er din atom-model, hvor elektroner er større end protoner?
Hvad er neutronens ’radius’ ifølge dine beregninger?

Hvis man skal tage Coulombs lov bare lidt alvorligt, så skal radierne for proton og elektron beregnes som jeg har vist det og så gælder at
mp*Rp = me*Re, alt andet ville være vanvittig at påstå.

Brintradius er givet af :

Rh = (3*mp/(4*7860*Pi))^(1/3) = Rfe*(144/(56*Pi^4))^(1/3) =
Rh = 3,6913340791841*10^-11 m

Neutron radius er så givet af

Rn = Rh/ke^2 = 1,77294025938*10^-16 m

Min atommodel fungerer fint og jeg kan beregne alle spektrallinier for brint og helium, men finder derved at Plancks konstant er defineret ud fra vore kendte konstanter og at elementarladningen q højst sandsynligt skal justere noget. Dvs at jeg kan beregne disse spektrallinier uden at bruge Plancks konstant direkte !!

Ja og disse ting viser sig med de viste data for proton og elektron. En stædig holden fast ved "du skal kunne måle det før vi tror på det" er tåbeligt, når data passer så perfekt som de gør !

mvh Bernhardt


13. nov 2011 kl 20:18

Søren Fosberg

Re: ...spytter stjerner ud...

Disse gamle galakser spytter ikke stjerner ud, de spyttede stjerner ud dengang de formodentlig ikke var så gamle.

Det er ligegyldigt. Ting sker når man ser dem. Ingen går rundt og tager højde for hvor længe lyset har været undervejs - om det kommer fra lysekronen, månen, solen eller universets ende. Det er både ligegyldigt og irrelevant - medmindre man da er kosmolog eller kan lide at slå tiden ihjel på Bodega.

Mvh Søren


13. nov 2011 kl 21:41

Louis Nielsen

Gravitationskonstantens enhed etc.

Bernhardt,
Der er tilsyneladende noget forkert med enhederne i dine ligninger.

Du skriver:
”Radius af grænsemassen (jern) er givet af:

Ro = c*144/Pi^4 ...og så er grænsemassen som en konstant (!) givet til

mo = 2,86590815382*10^30 kg”

Kommentar:
Hvis c er lysets hastighed med enheden (meter/sekund) = (m/s) og Ro er en afstand med enheden meter = m, ja, så passer enhederne ikke!! Det gælder IKKE, at m = m/s
Mangler du en enhed til tallet 144?
Enheden skal altid være det samme på begge sider af lighedstegnet.

Videre skriver du:
”Overflade-orbithastigheden af denne masse er Vo og producerer faktoren ke (en konstant) givet af

ke = c/Vo = 456,2938603004 eller

ke = (144/Pi^4)^12*4*Pi/3

Nu er gravitationskonstanten givet af :

Go = c^3*144/(ke^2*Pi^4*mo) = 6,675343088356*10^-11 =>

Go = 3*Pi^7/(4*144*7860*ke^2) =>

Go = 3^3*Pi^101/(144^26*7860*8^2)”

Kommentar:
Heller ikke her passer enhederne for Go!
ke har ingen enhed. c^3 har enheden (m/s)^3 og mo har enheden kg.

Enheden for Go = c^3*144/(ke^2*Pi^4*mo) er (m^3/s^3)*(1/kg).
Men dette passer IKKE med enheden for Newtons gravitationskonstant G, der har enheden (m^3/s^2)*(1/kg).

Hvad er enheden for Go = 3^3*Pi^101/(144^26*7860*8^2)??

Noget karakteristisk for fysiske størrelser er deres måle-enheder!

-- Definition af Newtons gravitationskonstant --
Newtons gravitationskonstant G er defineret som proportionalitetskonstanten i Newtons gravitationslov, der er givet ved:

(1) F = G*(M1*M2)/R^2

I (1) er F størrelsen af gravitationskraften, der virker mellem punkt-masserne M1 og M2, der befinder sig i afstanden R fra hinanden.

Informationen i den matematiske ligning (1) er følgende:
F er ligefrem proportional med (M1*M2) og F er omvendt proportional med R^2.
Det kan også udtrykkes som:
F er ligefrem proportional med (M1*M2)/R^2. Dette betyder at brøkforholdet mellem F og (M1*M2)/R^2 er lig med en konstant, der betegnes med G og kaldes Newtons gravitationskonstant til ære for Isaac Newton (1642-1727)!
Det er muligt (men det har man ikke gjort) at definere enheder for masse og afstand således at G får talværdien 1 uden enhed.

Af ligning (1) ser vi, at enheden for G er (N*m^2)/kg^2.
Da N = kg* (m/s^2) (Fås fra Newtons 2.lov: F = masse* acceleration) ser vi, at enheden for G er (m^3/s^2)*(1/kg).

Hilsen fra
Louis






13. nov 2011 kl 23:32

Kim Sahl

Begivenhed

Til Søren
"Ting sker når vi ser dem".
Vi snakker her om to begivenheder: en primær begivenhed b1 og endnu en (sekundær) begivenhed b2.
b1 og b2 er ved en rummelig udstrækning aldrig sammenfaldende (b2 er altid observationsbegivenheden/målebegivenheden).
Så derfor er b1 og b2 ikke eet fedt - "ting" sker ved b1 og "vi ser" denne begivenhed ved b2.
PS Der er nogle dybe og fundamentale sammenhænge mellem rum og tid, ved et nærmere studie af dette emne.


13. nov 2011 kl 23:43

Kim Sahl

Konstant

For naturkonstanterne gælder en fysisk ligeberettigelse:
De er under samme fysiske betingelser kvantitativt ligeberettiget:
1) uanset hvor de måles
2) uanset hvornår de måles

Dette er i særdeles god overensstemmelse med eksperimentalfysikken.
Ligeberettigelsen sikrer at et forsøg kan reproduceres og bekræftes uhindret: vi behøver ikke tage hensyn til tid og sted - kun skal forsøget gentages under samme fysiske forhold. Er dette overholdt, er der ikke forskel på om forsøget udføres i England eller Frankrig, eller om det udføres på fredag eller lørdag.


14. nov 2011 kl 00:07

Søren Fosberg

Re: Begivenhed

Jeg har ikke sagt det er et fedt. Men det er heller ikke det jeg snakker om. Jeg snakker om hvornår noget sker for en observatør. Og det er når han observerer det. At det sker på et andet tidspunkt for en anden observatør er irrelevant.

Hvad kommer et signal, der ikke er nået frem, observatøren ved. Han kan jo ikke se ind i fremtiden. Der er kun en måde at definere et "nu" på for en observatør og det er fra observatørens synspunkt.

mvh Søren


14. nov 2011 kl 00:20

Kim Sahl

Re: Begivenhed

Søren, hvis min søn får en lusing b1 i skolen i dag kl.8 - får knægten IKKE (for mig) først lusingen når han fortæller b2 om hændelsen ved aftenbordet.
b1 sker kl.8, b2 sker kl.17.
Er der ingen bevægelser mellem far og søn, holder de nævnte tidspunkter vand.





14. nov 2011 kl 00:30

Søren Fosberg


14. nov 2011 kl 00:40

Kim Sahl

Kors

- i rumpetten.


14. nov 2011 kl 06:21

Bernhardt B. Husen

Re: Gravitationskonstantens enhed etc.

Kommentar:
Hvis c er lysets hastighed med enheden (meter/sekund) = (m/s) og Ro er en afstand med enheden meter = m, ja, så passer enhederne ikke!! Det gælder IKKE, at m = m/s
Mangler du en enhed til tallet 144?
Enheden skal altid være det samme på begge sider af lighedstegnet.

Jamen Louis, der er selvfølgelig tale om at det er (144/Pi^4) Sekunder... det er da logisk ! Det er med vilje at jeg ikke har vist dimensioner, for at gøre fremvisningen mere overskueligt, det samme gælder udtrykket for gravitationskonstanten :

Enheden for Go = c^3*144/(ke^2*Pi^4*mo) er (m^3/s^3)*(1/kg).
Men dette passer IKKE med enheden for Newtons gravitationskonstant G, der har enheden (m^3/s^2)*(1/kg).

Go = c^3 (m^3/sec^3)*(144/Pi^4) (sec)/(ke^2*mo (kg)) =
= 6,67.... m^3/(kg*sec^2)

og i det andet udtryk

Go = 3^3*Pi^101/(144^26*7860*8^2)

...har jeg bare elimineret ke^2, så dimension "sekund" forsvinder selvfølgelig ikke !

I det tredje udtryk

Go = 9*c^5*eo*me*56^2*Re/(49*q^2*ke^2*Nao*mfe*Pi^3) =

Go = 6,675343088356*10^-11 {m^3/(kg*sec^2)}

er 144/Pi^4 gemt i 9/(49*Pi^3) som er forkortet på grund af nogle andre tal og et ekstra Pi, så man ikke længere kan se det, men derfor forsvinder dimension "sekund" som sagt ikke.

Jeg har selvfølgelig kontrolleret dimensionerne. Hvad der undrer mig er at DU slet ikke undrer dig... hvordan kan det være at disse forhold eksisterer, som siden fører til spektrallinierne af brint og helium, med andre ord så er vejen åbnet fra gravitation til atomteori, eller sagt på en anden måde: gravitationen er nu forbundet med de elektriske kræfter ! (Men det er jeg selvfølgelig ikke kompetent til at udtale mig om… :o)

Så alt i alt må du gerne vise lidt mere tillid til at jeg ved hvilke dimensioner jeg arbejder med ! Det kan da godt være at jeg betragtes som amatør, hvad jeg delvis er, men jeg er ikke skør og arbejder uden at tænke over dimensionerne!

Men hvad jeg ikke har vist her, det er for omfattende, er at tiden er en sær sag og opfører sig mærkeligt, ja… svært at forstå, men hele bygningsværket er konsistent fra gravitation til atomteori og INGEN kan rokke ved det… men samtidig bekræfter det vore konstanter, som i hvert fald ikke er eller kan være variable !!

- Definition af Newtons gravitationskonstant --
Newtons gravitationskonstant G er defineret som proportionalitetskonstanten i Newtons gravitationslov, der er givet ved:

(1) F = G*(M1*M2)/R^2

I (1) er F størrelsen af gravitationskraften, der virker mellem punkt-masserne M1 og M2, der befinder sig i afstanden R fra hinanden.

Jeg fatter simpelthen ikke at du hele tiden vil indføre M2… den er sagen fuldstændig uvedkommende og det er ikke nødvendigvis sådan at Go er defineret… du KAN gøre det, ja… men hvad med det her

En satellits orbithastighed Vo i afstanden a er er givet af

Vo = (Go*m/(R+a))^0,5 rigtig ? Godt…

…tager vi nu en tænkt orbit på overfladen reduceres ligningen til

Vo = (Go*m/R)^0,5

Nu er Go defineret af

Go = R*Vo^2/m …hvad nu Louis ?

…og en masses egen kraftpåvirkning er givet af

F(egen) = Go*m^2/R^2 (Newton)

M2 har kun relevans I tilfældet af at der ER to masser, men jeg ser kun på én masse og så gælder Newton stadig… om du nu vil anerkende det eller ej !!! Den sidste ligning viser for øvrigt at relativiteten er indbygget i Newtons teori… når du prøver at regne på hvor lang tid en gravitations kollaps fra radius R til radius Rn tager. At finde det rigtige svar på det er sagen...

mvh
Bernhardt


14. nov 2011 kl 22:00

Louis Nielsen

Re: Gravitationskonstantens enhed etc.

Bernhardt,
Ok!
Dine ligninger har de rigtige enheder, hvis der til tallet 144 er knyttet enheden sekund.

Ifølge din formel er t = (Ro*Pi^4)/c = 144 sekunder, altså lig med den tid det med lysets hastighed tager at tilbagelægge afstanden (Ro*Pi^4). (En ret mærkelig afstand).

Men lad mig så spørge:
1) Hvad mener du med "en masses egen kraftpåvirkning", F(egen)?

I Newtons gravitationslov er de to masser M1 og M2 masserne af 2 adskilte kuglesymmetriske graviterende legemer. Men selvfølgelig kan man specielt have at M1 = M2.

Hilsen fra
Louis


15. nov 2011 kl 03:25

Bernhardt B. Husen

Re: Gravitationskonstantens enhed etc.

Ok!
Dine ligninger har de rigtige enheder, hvis der til tallet 144 er knyttet enheden sekund.

Ifølge din formel er t = (Ro*Pi^4)/c = 144 sekunder, altså lig med den tid det med lysets hastighed tager at tilbagelægge afstanden (Ro*Pi^4). (En ret mærkelig afstand).

Hvorhen har du fisket dette (?), jeg har klart og tydelig sagt og vist at det tager lyset (144/Pi^4) = 1,4783..... sekunder at krydse radius af grænsemassen, og ikke 144 sekunder !! Hvis du fylder en kugle med infinitesimale kugler (atomer), så er kuglens volumen (144/Pi^4) gange større end summen af de infinitesimale kuglers volumen, denne faktor mangler i Newtons teori for at angive en eksakt beskrivelse af en homogen masse og for at få de rigtige matematiske forhold. Massens eksakte identitet er givet af et antal atomer og ikke af et volumen multipliceret med en tæthed... og ved at lave denne lille logiske ændring i Newtons teori får du de eksakte ligninger. Men sålænge du ikke selv undersøger dette ret intens og derved ser hvad der sker med Newtons ligninger, med egne øjne, vil du stadig står tvivlende. Du vil samtidig opdage en klar tilbagevisning af Einsteins ækvivalensprincip, som er en ad hoc forklaring uden lige.

1) Hvad mener du med "en masses egen kraftpåvirkning", F(egen)?

I Newtons gravitationslov er de to masser M1 og M2 masserne af 2 adskilte kuglesymmetriske graviterende legemer. Men selvfølgelig kan man specielt have at M1 = M2.

Jeg må med bekymring konstatere at du slet ikke har forstået Newtons teori... til helvede med M2 !! Jeg ser KUN på selve det graviterende legeme !

Når du beregner overfladens orbithastighed, bruger du da M2 til noget, bortset fra at det er M2 der ville have denne hastighed ? (hvis det kunne lade sig gøre at have en sådan masse i orbit på overfladen) Når du beregner tyngdeaccelerationen bruger du da en masse M2 ? Så se dog på ligningerne som de er givet af Newtons teori alene og glem alt om at der er mere end én masse, den du regner på.

Prøv at lade Newtons ligninger tale for sig selv, i stedet for at du ved at tænke og indføre M2 (ja sådan har man målt Go og hvad så?) og lignende forstyrrer det flotte billede teorien kan tegne af sig selv, men brug de data jeg her har givet.

Brug så formlen for den karakteristiske tid af nævnte grænsemasse:

t = (Ro^3/(Go*mo))^0,5 = 674,539872878 sekunder

...så lang tid tager det for et legeme med overfladens orbithastighed at krydse radius Ro, multiplicerer du nu denne tid med lysets hastighed, får du radius af den grænsemasse (også jern) der er givet af Newtons lov, ved at antage lysets hastighed som overflade orbithastighed. Sammenlign nu de to masser på kryds og tværs og du vil finde faktoren ke som er forholdet imellem de to massers overflade orbithastighed og givet af

ke = c/Vo = 456,2938603004 eller af

ke = (144/Pi^4)^12*4*Pi/3 og her ligger sensationen begravet

Den impuls grænsemassen giver sig selv er givet af mo*Vo eller

Po = (Go*mo^3/Ro)^0,5 = Vo*mo = 1,882948... *10^36 kg*m/sec

...men når du nu bruger min kuglepaknings-faktor i ligningen skifter denne udseende til

Po = 4*Pi*Rfe^4*7860/3*(144*Nao^4/Pi^4)^(1/3) = mo*c !!!! (kg*m/sek)

…her er der så nyt igen, Nao, antallet af atomer i grænsemassen har dimension tid^-1 !!

...og dette er grunden til at en supernova, sig Chandrasekhars grænsemasse, eksploderer med utrolig kraft og den effekt der skal bruges til det er givet af den tid (to) det tager lyset at krydse den kollaberede radius af grænsemassen givet af

Rk = mo*Go/c^2 dermed bliver

to = Rk/c = 7,1002518074752*10^-6 Sekund

og effekten i Watt er givet af

P = mo*c^2/t = 3,6276879...*10^52 Watt

...hvilket (abracadabra) nu er givet af kendte konstanter

P = c^5/Go = 3,6276879...*10^52 Watt

Med hensyn til antal atomer I grænsemassen, så er det givet af

Nao = q^3*144^2/((4*Pi*eo*Re*me)^1,5*Rfe^3*Pi^8) = 3,09038814475*10^55 sec^-1

…og nu er vi på vej til Niels Bohrs atomteori, som også har et par overraskelser at byde på. Hvis du virkeligt sætter dig ned nu og undersøger det nærmere, vil du ikke standse med at måbe… jeg har igen ikke angivet dimensioner, men jeg forsikrer dig de er i orden !

For supplerende oplysninger læs det her: http://waseinsteinright.blogsp...html

…måske lige lovlig kort og kompakt, men her ser du hvor relativitets teorien virkelig ligger, og her bruger jeg formlen

F = Go*m^2/R^2

…læs det og undre dig over at det eksisterer !

mvh
Bernhardt


15. nov 2011 kl 03:34

Bernhardt B. Husen

Re: Gravitationskonstantens enhed etc.

En lille ændring og tilføjelse

Rk = mo*Go/c^2 dermed bliver

to = Rk/c = 7,1002518074752*10^-6 Sekund

og effekten i Watt er givet af

P = mo*c^2/t = 3,6276879...*10^52 Watt

Der skal stå t = to

Rk = mo*Go/c^2 dermed bliver

to = Rk/c = 7,1002518074752*10^-6 Sekund = (144/Pi^4)/ke^2

og effekten i Watt er givet af

P = mo*c^2/to = 3,6276879...*10^52 Watt


17. nov 2011 kl 00:21

Svend Ferdinandsen

Re: ...spytter stjerner ud...

Disse gamle galakser spytter ikke stjerner ud, de spyttede stjerner ud dengang de formodentlig ikke var så gamle.


Det er ligegyldigt. Ting sker når man ser dem. Ingen går rundt og tager højde for hvor længe lyset har været undervejs - om det kommer fra lysekronen, månen, solen eller universets ende. Det er både ligegyldigt og irrelevant - medmindre man da er kosmolog eller kan lide at slå tiden ihjel på Bodega.

Mvh Søren

Så er det jo også forkert at kalde dem gamle ikke sandt!


17. nov 2011 kl 00:26

Søren Fosberg

Re: ...spytter stjerner ud...

Så er det jo også forkert at kalde dem gamle ikke sandt!

Ja, så længe vi betragter det tre-dimensionale rum. Hvis vi vælger at tænke i "space-time" er det selvfølgelig noget andet, men det er jo noget kunstigt noget som ikke kan sanses.

Mvh Søren


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.