»Hvis vi skulle starte i dag, ville vi sandsynligvis ikke overleve. Og hele den underskov af virksomheder, der kunne udvikle sig til fremtidens eksportsucceser, er slemt nødlidende.«

Så pessimistisk beskriver en af landets stærke leverandører til sundhedssektoren nutidens vilkår.

Manden bag de barske ord er Carsten Guldmann, administrerende direktør for Aarhus-firmaet V. Guldmann A/S, der selv er en eksportsucces. Hele 80 procent af omsætningen kommer fra eksport med USA som det største marked.

Selskabets årsregnskab for 2010 er endnu ikke afleveret, men omsætningen ligger på omkring 370 mio. kr. - en vækst på 14 procent i forhold til året før - og der er pænt plus på bundlinjen.

Virksomheden har 275 ansatte, og ordrebogen favner bredt. Blandt produkterne ses højteknologiske lofthejse og bæresejl til løft af patienter.

»Internationalt er vi dog mest kendt for rådgivning, der gælder optimering af, hvorledes man bedst kan løfte og flytte personer,« siger Carsten Guldmann, der driver virksomheden sammen med sin bror, Jørgen Guldmann.

Direktøren har lige nu svært ved at tro, at velfærdsteknologi og -tjenester bliver landets næste store eksportsucces. Blandt forhindringerne ser han især de stive krav ved EU-udbud, herunder en for lav beløbsgrænse, men også en alt for lille risikovilje hos de offentlige kunder spænder ben for innovationen, mener han.

Udviklingen gør ham ondt på landets vegne, for hans firma er et af flere eksempler på, hvad det offentlige Danmark engang sparkede i gang.

»Vi var privilegeret af, at der i Norden tidligt kom efterspørgsel på løsninger, der skulle gøre livet lettere for de svage og deres hjælpere, og starten gik, inden EU-udbuddene kvalte udviklingen,« siger Carsten Guldmann og fortsætter:

»Dengang var der både penge og mod til at fremelske en industri på naturlig vis. Der blev efterspurgt løsninger, og dem udviklede vi ud fra vores egen bedste overbevisning om rette løsning og solgte. I dag bevirker stive EU-krav, at der efterspørges produkter, ikke den bedst mulige løsning. Det har ramt udviklingen hårdt, også fordi små nytænkende virksomheder sorteres fra.«

Udbudsbureaukratiet er et problem i sig selv, mener han:

»Ting gøres så firkantede, at intet kan misforstås, og det er dræbende for innovationen på begge sider af bordet. Den kreds af virksomheder, der skulle vokse frem, når aldrig over kravlegårdsstadiet.«

Ifølge Carsten Guldmann er det helt afgørende at få hævet grænseværdierne for EU-udbud samt at få genskabt, hvad han kalder en kvalificeret efterspørgsel, altså på løsninger. Desuden skal der et kulturskifte til:

»Når vi foreslår en løsning, der er en god business case, starter det danske hospital måske med to stuer. Går det godt, bliver det til otte. Det amerikanske sygehus bestiller til 500 stuer. Holdningen er, at når det virker, skal det virke helt, også af hensyn til personalet, der slipper for tunge løft, og til patienterne.«

Hjemmemarkedets problem er ifølge ham den manglende vilje til at kigge på tværs af kasser og budgetår samt det forhold, at gode ideer har svært ved at 'smitte' på tværs af institutioner, kommuner og regioner.

Guldmann sætter spørgsmålstegn ved den omfattende brug af statslig fondsstøtte til projektsamarbejde mellem erhvervsliv, forskere og rådgivere.

»Giv pengene til de små virksomheder, så de kan få klarlagt efterspørgselssituationen, inden der postes millioner i udvikling af et nyt produkt. De skal nok kontakte forskerne, når der er brug for dem. Alt det fancy projektskabende resulterer sjældent i holdbare virksomheder, men en masse beskæftigelse for rådgivere.«

V. Guldmann A/S selv har stort udbytte af en nær kontakt med forskere, kloge på nye materialer og teknologier, pointerer direktøren, der næsten kender projektforslagene alt for godt. Mange aktører forsøger nemlig at score firmaet til at være deltageren fra erhvervslivet.

»Men projekterne er ofte pustet op til noget, der ikke kan bære,« siger direktøren fra det jyske.