Iværksættere CNC-fræser helt hus
800 plader krydsfiner, to idérige arkitekter og en CNC-fræser har skabt et 125 kvadratmeter hus i Nordsjælland. Genial forenkling af produktionen, mener produktionsspecialist.
Multimedia
Galleri:
Se hvordan man fræser et helt hus
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Mindre spild, hurtig produktion og relativt lave kvadratmeterpriser for et arkitekttegnet hus i gode materialer. Det er nogle af fordelene ved at bygge et hus med en CNC-fræser. Og det er præcis, hvad arkitekterne Frederik Agdrup og Nicholas Bjørndal fra tegnestuen Eentileen.dk har gjort.
»Vi er meget fascinerede af at prøve nye ting af. Vi synes, der er blevet for langt imellem arkitekter, der sidder og tegner et eller andet på en computer og så sender tegningerne videre til nogen, der bygger det op. Vi vil gerne være med til at bygge selv,« fortæller Frederik Agdrup.
Sammen med sin kompagnon har han, siden de blev færdige på Kunstakademiets Arkitektskole, haft et fritidsfirma, hvor de producerer mindre dele til byggeprojekter. På et tidspunkt gav en stor ordre mulighed for at købe en CNC-fræser, og da arkitekterne havde en ambition om at gå videre fra delkomponenter til hele huse, købte de maskinen, selv om de ikke havde en huskøber.
3D-tegninger konverteret til skæreprofiler
For to år siden dukkede køberen så op, og Eentileen.dk begyndte for alvor at researche på, hvordan man kunne bygge med fræseren. Under researchen stødte de hurtigt på det engelske firma Facit UK.
»De er oprindelig komponentdesignere og har udviklet noget software, der kan omdanne 3D-tegninger fra et tegneprogram til 2D-skæreprofiler, som man kan føde ind i vores CNC-fræser.«
De danske arkitekter kontaktede briterne, og i dag er de på vej til at fusionere firmaerne, så Eentileen.dk bliver til Facit UK's danske datterselskab.
Fordelene ved det britiske system er nemlig åbenlyse:
Arkitekterne kan tegne et hus i deres Revit-programmer, hvor de i forvejen har lagt nogle af Facit UK's standardmoduler ind. Danskerne sender tegningerne til Facit UK, som omdanner dem til 2D-skæreprofiler og returnerer dem til Eentileen.dk. I Danmark bliver filerne læst ind i en CNC-fræser, som skærer krydsfinerpladerne ud og nummererer stykkerne, så de let kan samles til kasser.
Kasserne, der for de flestes vedkommende har en standardstørrelse på 60 x 240 x 30 cm, har huller, så der senere kan blæses isolering i. Kasserne er ikke større, end at to mænd kan håndtere dem, og derfor kan huset bygges helt uden kraner. Huset hviler på I-formede bjælker af kertotræ, der igen ligger på 4-8 meter lange skruepæle af stål. Den samme type kertobjælker bærer desuden tagkonstruktionen.
Tilpasset til skrappe danske krav
Byggesystemet krævede dog lidt tilpasning til det noget skrappere danske bygningsreglement, fortæller Frederik Agdrup.
»Kravene i Danmark til fugtbeskyttelse og tæthed er noget skrappere, så det krævede lidt tilpasning. Desuden har vi haft et dansk ingeniørfirma til at regne alle krydsfinersamlingerne i konstruktionen efter for at være sikre på, at de lever op til de danske krav.«
Udfordringen med fugt har haft arkitekternes særlige bevågenhed, fordi de gerne ville bruge træfiberisolering, fortæller Frederik Agdrup.
»I England har de brugt en dampspærre på ydersiden i deres første byggerier, men vi har valgt at bruge en diffusionsåben membran – en undertagsdug, der sørger for, at der kun er fugtvandring udad og ikke indad.«
For at sikre tætheden af konstruktionen har Eentileen.dk valgt at tape alle samlinger i kasserne. Hvor godt det holder, kan Frederik Agdrup dog endnu ikke sige, for det er ikke blevet blowerdoortestet endnu, men ifølge beregningerne skulle det snildt kunne overholde bygningsreglementets krav.
Åbent hus på torsdag
Det 125 m2 store sommerhus er nu klart udvendigt, og torsdag 10. november er der åbent hus. Ud over at få mere kontrol med byggeprocessen og skære fordyrende led som betonfundament og træelementleverandører væk var arkitekternes ambition at gøre huset så bæredygtigt som muligt.
Derfor er krydsfinerpladerne PEFC-certificerede fra bæredygtig skovdrift, ligesom huset er blevet beklædt med træ fra producenten Superwood, der gennemimprægnerer uden brug af organiske opløsningsmidler. Vinduerne er af typen russervinduer – altså vinduer med tolagsruder, hvor ventiler i ydersidens bund og indersidens top betyder, at luften bliver varmet op, når det siver ind i huset. Den eneste anden opvarmning er en brændeovn.
Kvadratmeterprisen i det første byggeri kan ifølge Frederik Agdrup ikke rigtig gøres op, fordi der har været så meget udvikling i det. Men kommende byggerier kan bygges for cirka 15.000 kr./m2 – og det er et godt tilbud, mener Frederik Agdrup.
»Huset er arkitekttegnet, og materialerne er de dyreste og bedste. Så jeg mener, at man får et highend-projekt til en billig pris. Det er en måde at få noget af den kvalitet, som vi godt kunne tænke os, ind i byggebranchen igen til en pris, der er til at betale.«
CNC-fræser ud på byggepladsen
Som næste trin i udviklingen af byggekonceptet vil Eentileen.dk flytte CNC-fræseren ud af deres værksted og ind i en container, så den kan komme med ud på byggepladsen.
»Så kan vi få leveret pladerne direkte til byggepladsen og spare fabrikken væk. Det vil gøre det endnu billigere,« begrunder Frederik Agdrup.
Den metode bruges allerede af deres engelske partnere, og det er den helt rigtige vej at gå, vurderer direktør Frands Ellersgaard fra Lind Larsen, der leverer produktionsløsninger, blandt andet CNC-fræsere, til træindustrien.
»Konceptet er genialt ud fra en produktionstankegang. Der er mange husproducenter, der bruger CNC-fræsere, men her bruger de stort set kun krydsfinerplader og sparer dermed en masse kompleksitet og minimerer det spild, der er ved at bygge ting sammen. Automatiseringen fra grundtanke til det færdige hus er også unik,« siger han.
Frands Ellersgaard kan dog se et potentielt problem ved at stille fræseren ud i det barske danske vejr.
»Containeren skal nivelleres, men det kan man selvfølgelig klare. Vigtigere er det dog, at den opvarmes til 12 grader, for ellers begynder maskinen at ruste og gå i stykker. Men det må man kunne finde en løsning på.«
Byggeprojektet er blevet til med støtte og samarbejde fra Statens Kunstfond, Forsknings- og innovationsstyrelsen, Superwood, UPM Plywood, Horn Vinduer, NKT Fasteners, Nordsjö, AB Clausen, Dansk Træfiberisolering, Derbigum og Teknologisk Institut.
Teknologisk Institut følger desuden fugtudviklingen i huset det første års tid.






