Ny undersøgelse: Byg straks metro til Nordhavn for 2,9 mia. kr.
En metroforbindelse til Nordhavn med to stationer vil koste 2,9 mia. kr, men politikerne skal træffe beslutning inden starten af næste år, hvis ikke prisen skal stige.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
For 700 millioner skattekroner og 2,2 milliarder fra passagerindtægter, ejendomsbidrag og Offentlig Privat Partnerskab (OPP) vil Metroselskabet påtage sig at bygge en gren, der fører Cityringen ud i Hovedstadens nye byudviklingsområde i Nordhavnen.
Det kommer frem nu, ganske få måneder før forligspolitikerne i Folketinget og Københavns og Frederiksberg kommuner opfordres til at beslutte at investere i metrogrenen.
Venter politikerne, bliver projektet 300 millioner kroner dyrere, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Henning Christophersen.
En undersøgelse, som Metroselskabet og dets søsterselskab By & Havn har gennemført, ’Udredning om en afgrening til Nordhavnen’, viser, hvordan der kan anlægges en metrolinje med to stationer i Nordhavnen, som kommer til at forbinde brokvartererne med Indre by og Frederiksberg.
»Hvis vi starter byggeriet af en metro til Nordhavnen nu, kan der spares cirka 300 millioner kroner,« siger Henning Christophersen.
Det skyldes blandt andet, at der allerede er etableret en byggeplads i Sortedamssøen under arbejdet med Cityringen. Her skal afgreningen til Nordhavnen begynde.
»Desuden vil en hurtig igangsættelse af byggeriet afkorte perioden med forstyrrelse af driften på Cityringen fra ca. et år til et par uger, og dermed minimere indtægtstabet,« siger Henning Christophersen og forklarer, at afgreningen til Nordhavnen desuden kan etableres uden at forlænge den byggeperiode, der i forvejen er afsat til Cityringen.
By & Havns bestyrelsesformand, Carsten Koch, fremhæver Ørestadsmodellen:
»I Ørestad har det vist sig, at metro og byudvikling er et stærkt par. Det vil vi gerne have mere af, og meget tyder på, at der nu er store muligheder for, at det succesfulde partnerskab også kan gentage sig i Nordhavnen, hvor en metrolinje vil være et stort aktiv for den kommende bydel i Århusgadekvarteret,« siger bestyrelsesformand i By & Havn Carsten Koch.
Ifølge Henning Christophersen vil Nordhavnsmetroen, ud over at give den kollektive trafik og Nordhavnen et stort løft, skabe ekstra 4.000 nye jobs. Men projektets økonomi afhænger altså af en
lynhurtig politisk beslutning. Så kan Nordhavnsmetroen ifølge Metroselskabet stå klar i efteråret 2019, mens Cityringen åbner i slutningen af 2018.






