Fordummende kendis-monopol
Af Klaus Seiersen,
mandag 07. nov 2011 kl. 08:43
Dette blogindlæg har været rigtig længe undervejs, ja, faktisk igennem flere år. Det omhandler DRs populære radioprogram Mads & Monopolet, som uge efter uge lader et panel af kendte danskere diskutere diverse moralske og praktiske problemstillinger.
Det har irriteret mig, at et sådan panel har en berettigelse, alene fordi medlemmerne er kendte. Hvorfor er de kendtes meninger mere interessante end højtuddannede fagfolks?
Hvorfor er der ikke naturvidenskabsfolk i Mads & Monopolet?!
Jeg har længe tænkt over at skrive et vredt, harcelerende blogindlæg om, at den slags var dårlig forvaltning af licenspenge, men jeg har holdt mig tilbage, fordi jeg tænkte, at jeg nok bare kom til at lyde som en gammel, sur mand, der svingede stokken og råbte det er altså for galt!
Og de kendte har vel også en berettigelse i et sådan program. For det første er "de kendte" vante til at optræde; der er ingen nervøsitet, som kan begrænse dem i debatten foran mikrofonen. For det andet er flere af deltagerne måske netop blevet kendte, fordi de har en masse erfaring, der kan bruges som grundlag for deres bidrag til debatten. Og for det tredje har programmet et stort lyttertal - det er altså det, folket vi ha'. Hvorfor skal en forsker også sidde og udtale sig om de etiske problemer ved utroskab, eller om man må sladre om sin bedste vens narkoproblemer?
Men i lørdagens udsendelse skete der noget interessant. Man havde en gæstestjerne med i panelet, ingen ringere end rocksanger og proteinkemisk forsker Johan Olsen. Han var selvfølgelig ikke inviteret, fordi han er naturvidenskabsmand, men fordi han er kendt.
Hans naturvidenskabelige baggrund lod sig dog ikke fornægte, for (som sædvanlig) udslyngede en paneldeltager en videnskabelig påstand, som ikke umiddelbart kan bekræftes via hverken artikeldatabaser eller Google. Og så var Johan Olsen der prompte med sin kritiske analyse: "Den statistik har jeg aldrig hørt om, nu er jeg lidt skeptisk!"
For første gang var der sat spørgsmålstegn ved, om en løst fremsat påstand nu også holder vand, påstande der ellers jævnligt indgår i Monopolets beslutningsgrundlag.
Det viste med al tydelighed, at der er brug for nogen til at holde kendis-panelet fast på et korrekt fagligt fundament. Når en paneldeltager udslynger en eller anden påstand, der kun er dokumenteret med et "jeg har hørt at...", så vil tusindvis af danskere fange dette "faktum" og fortælle det videre til familie, venner og kolleger, "for det har jeg hørt i radioen".
Fejlagtige budskaber i radioen skaber dumme danskere.
Så her kommer det: De gigtplagede fingrer knuger stokken og løfter den i vrede, gebisset klaprer, og den gamle mand fnyser:
Det er altså for galt!
Kan vi så få naturvidenskabsfolk fast i panelet, Mads Steffensen!