Ny teknologi skal fjerne kræftknuder med varme fra ultralyd
Forsøg på mennesker med at varme kræftknuder væk med ultralyd ved 41-42 grader er på vej. Teknologien vil blive kombineret med indkapslet kemoterapi, der kun udløses ved tumoren.
Multimedia
Infografik:
Lydbølger nyt alternativ til stråler i kampen mod kræft
Læs også
Læs mere om
Behandlingen mod cancer kan allerede næste år blive udvidet med ultralyd, der varmer kræftknuderne væk indefra med millimeters nøjagtighed. Teknologien kan samtidig sikre, at kemoterapi kun virker dér, hvor kræftknuden sidder.
Hollandske Philips er i samarbejde med franske forskere ved at udvikle en behandlingsmetode med et ultralydsapparat, som med lydbølger varmer kræftknuder op til 41-42 grader og dermed dræber kræftcellerne.
»Metoden anvendes allerede i dag til muskelknuder i livmoderen, og resultatet her er kortere indlæggelse og færre komplikationer sammenlignet med et kirurgisk indgreb. Vi forventer de samme fordele i behandlingen af cancer,« siger seniorforsker Holger Grüll, Philips Research, der også er professor på Eindhovens tekniske universitet.
Opvarmning af to kubikcentimeter tumor tager mindre end et minut. Typisk vil et indgreb vare maksimalt to timer.
I dag behandles tumorer ofte med stråler, men det kan være vanskeligt at ramme tumoren præcist på grund af dårlig billedkvalitet på de CT-scannere, der anvendes til at styre strålerne. Derfor forskes der meget i udviklingen af alternative metoder.
De første forsøg med HIFU-teknologien, som den kaldes, blev gjort i Frankrig i 1940'erne, men først nu er teknologien tilstrækkeligt kraftig, og det er også først nu, at det er teknisk muligt for lægen med ét kombineret apparat at følge temperaturudviklingen i tumoren på en MR-scanner i realtid under indgrebet og dermed sikre, at lydbølgerne rammer tumoren - og kun den - med under én millimeters nøjagtighed.
Den computerkraft, der er til rådighed i dag, gør det nemlig muligt med MR-scanneren at måle temperaturen i vævet i realtid, så lægen kan være sikker på, at den celledræbende temperatur på typisk 41-42 grader er opnået det rigtige sted - og i tilstrækkelig lang tid, normalt cirka en halv time:
»Uden denne feedback til lægen vil der ofte opstå underbehandlede områder, eksempelvis hvis tumoren ligger op ad en hovedblodåre, som virker kølende på vævet,« siger Holger Grüll.
Ultralydsudstyret kan varme vævet op til 65 grader, og Philips samarbejder med forskere på universitetet i Helsinki og forskere i hhv. North Carolina og Maryland om at udvikle en temperaturfølsom kemoterapi, hvor det aktive stof doxorubicin er indkapslet i liposomer og derfor kun frigives i de opvarmede områder.
»Dermed kan lægen reducere mængden af anvendt kemoterapi og reducere omfanget af bivirkninger,« siger Holger Grüll.
Ekspert: Smart kombination
Medlem af Ingeniørens Scientarium Kristian Helin, der er professor samt direktør på Biotech Research & Innovation Centre (Bric), Københavns Universitet, mener, det er smart at kombinere HIFU med targeted kemoterapi.
»Det er en meget spændende mulig ny behandlingsform, og det er med stor forventning, jeg ser frem til resultaterne af de kliniske afprøvninger.«
Philips forventer, at opvarmning af tumorer vil være anvendeligt til f.eks. prostata- og levercancer. Til gengæld egner metoden sig ikke til lungecancer og kræft i knoglemarven, bl.a. fordi lydbølgerne ikke kan gå igennem selve knoglebenet.
I bedste fald vil kombinationen af ultralydsopvarmning og temperaturfølsom kemoterapi blive forsøgt på mennesker allerede næste år.






