Under gennemtjekningen af tallene fandt de ud af, at decimal nummer 10.000 milliard af pi er 5. (Foto: Yee og Kondo)
Amatører fordobler antallet af pi-decimaler
To japanske pi-amatører har fordoblet deres egen rekord og beregnet pi med 10.000 milliarder decimaler. Til gengæld sidder de tilbage med en elregning på over 25.000 kroner.
Alexander Yee og Shigeru Kondos pi-computer, som varmede rummet op til 40 grader C. (Foto: Yee og Kondo)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det kan godt være, at man kun skal bruge 39 decimaler af pi for at beregne en cirkels omkreds temmelig præcist, men derfor kan man godt – for sportens skyld - gå efter at finde 10.000 milliarder decimaler alligevel.
To japanske pi-entusiaster har selv bygget en computer, som har tærsket decimaler det seneste år for at nå den bemærkelsesværdige rekord, som slår deres egen 5.000 milliarder decimaler-rekord, som de fik optaget i Guiness Rekordbog sidste år.
Og det var da også den samme computer, de slog rekorden på – den kørte bare i længere tid, skriver New Scientist.
De to japanere, Alexander Yee og Shigeru Kondo, er henholdsvis datalog og systemingeniør og har selv skrevet softwaren til maskinen, som har fået tilføjet ti ekstra harddiske siden den seneste rekordberegning.
Brugte over 25.000 kroner på el
Yee og Kondo satte maskinen i gang den 16. oktober 2010, men fik problemer allerede i begyndelsen af december med en harddiskfejl, som satte hele beregningen over styr, efter de ellers var nået en tredjedel igennem.
Forfra igen – computeren blev sat til at koge i det efterhånden 40 grader varme rum, hvor de havde stillet den. Og her fik den elmåleren til at gå i selvsving og trak for over 2.000 kroner strøm om måneden alene på beregningen.
Og så lykkedes det. Også selv om jordskælvet i marts i år satte mange systemer ud af drift. Heldigvis havde de koblet maskinen på elnettet i det vestlige Japan og gik derfor uden om problemer.
I august var de 10.000 milliarder decimaler nået, og så var der kun kvalitetskontrollen tilbage, hvor beregningen fik en tur med Bailey-Borwein-Plouffe-formularen, som bliver brugt til at udregne vilkårlige hexadecimaler i pi, uden at man behøver at udregne de tidligere.
For et par uger siden blev arbejdet så endeligt færdigt, efter at decimalerne var blevet konverteret fra 16-nummersystemet til 10-nummersystemet. Det sidste ciffer var i øvrigt 5.






