Økologisk Råd: Biler og brændeovne slipper for billigt
Regeringen vil øge afgifterne for udledning af NOx-gas, men man overser væsentlige forureningskilder som biler og brændeovne, mener Det Økologiske Råd.
Læs også
-
Hovedstadskommuner klar med skrappe miljøkrav til bilisterne
-
Rapport: Skibsfarten får fripas til absurd skadelig forurening
Læs mere om
Dokumentation
Regeringen barsler i forbindelse med finansloven med planer om at hæve afgiften på at udlede NOx-gas. Ifølge kilder på Christiansborg kan der være tale om en stigning på op til ti gange den nuværende pris på fem kroner pr. udledt kg.
Men afgiften kommer øjensynligt ikke til at dække andre områder, end den gør i dag.
Det betyder, at man ikke får ram på nogle af de værste syndere som biler og individuelle opvarmningskilder som brændeovne og træpillefyr, lyder vurderingen fra eksperter og interesseorganisationer.
Transporten går fri
Tidligere har rapporter fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ellers slået fast, at forureningen fra biler og lastbiler står for en væsentlig del af NOx-forureningen herhjemme. Samtidig foregår forureningen på gadeniveau.
I sin årsrapport om luftkvalitet i Danmark 2010 beretter DMU, at den årlige gennemsnitlige grænseværdi for NOx på 40 μg/m3 blev overskredet på 29 ud af 138 gader. Fælles for alle gaderne var, at de havde en daglig trafik på over 12.000 biler.
Det Økologiske Råd har i en pressemeddelelse om den kommende finanslov måske taget sorgerne på forskud. I pressemeddelelsen lyder det, at man erfarer, at transportsektoren går fri for NOx-afgiften.
DØR anbefaler derfor i pressemeddelelsen at 'NOx-afgift udvides til også at omfatte NOx fra transport – samt partikler'.
Man foreslår, at man i stedet for at lade transportsektoren slippe helt inddeler biler i fem kategorier og pålægger dem afgifter alt efter, hvor meget NOx de udleder.
Det Økologiske Råd bakkes op af Enhedslistens Per Clausen, der stiller sig uforståelig over for, at transportsektoren ser ud til at slippe fri.
»Transportsektoren står for en stor del at den hjemlige NOx-forurening. Specielt i byerne er NOx-udledninger fra transport et problem. Danmarks Miljøundersøgelser har tidligere undersøgt, hvor stor udledningen er på gader i København. Her har man i en lang række tilfælde målt koncentrationer af NOx, der overstiger grænseværdierne. Set i lyset af dette virker det helt ubegribeligt, at transportsektorens NOx-forurening ikke afgiftsbelægges,« siger Per Clausen.
Svinende brændeovne får et løft
Dansk Fjernvarme advarer om, at mens planerne om højere NOx-afgifter kommer til at ramme som en økonomisk lige højre i hovedet på en række mindre fjernvarmeværker, så går private brændeovne ram forbi
»Hæver man blot NOx-afgifterne, som de ser ud nu, så rammer man skævt. Man rammer ikke individuel opvarmning som træpillefyr og brændeovne. De udleder rigtig meget NOx, især hvis der ikke fyres rigtigt, siger Torben Øllegaard Sørensen, pressechef for Dansk Fjernvarme og fortsætter:
»Man fremmer også individuelle løsninger frem for kollektive løsninger, og det vil virke stik imod planerne om en fossilfri fremtid i el og opvarmning i 2035. Skal NOx-afgifterne ændres, så skal det sikres, at det ikke skævvrider de kollektive forsyningers, fjernvarmens, konkurrenceevne i forhold til individuelle løsninger.«
Et af de små anlæg, som kan blive ramt, er Grenaa Forbrænding, som leverer varmen til Grenaa Varmeværk. Herfra bliver varmen sendt ud til omkring 5.000 hustande i området.
Grenaa Forbrænding betaler nu omkring 20.000 kroner om måneden i NOx-afgift. Et beløb, der altså kan stige til op til 200.000 kroner.
»Det er en afgiftsstigning, som nok vil ende ude hos forbrugerne. De højere afgifter er ikke noget, vi kommer til at tjene på, for pengene ender jo hos staten,« siger driftsleder for Grenaa Forbrænding Ehlers Brodersen
Ud over udledningen af NOx, slår en ny rapport fra DMU fast, at brændeovne udleder store mængder polyaromatiske kulbrinter (PAH). PAH’erne anses for at være kræftfremkaldende.
Læs også: Brændeovne forurener med tre gange så mange tjærestoffer som bilkøer
SCR kan være løsningen
Ehlers Brodersen fortæller, at man overvejer at investere i et såkaldt SCR-anlæg, for at nedbringe udledningen af NOx. Anlæggene er allerede installeret på store kraft-varme- og elværker, samt en række mindre kraft-varme-værker.
Et sådant anlæg er dog ikke helt billigt.
»På gasmotorer, som man kender dem fra kraft-varme-værker rundt om i mange danske byer, kan det som tommelfingerregel føre til en NOx-reduktion på 80 procent med et SCR-anlæg. På en gasmotor på omkring 1 MW el koster det cirka 850.000 kroner at installere sådan et anlæg,« fortæller administrerende direktør for Catcon, Allan S. Jacobsen.
Firmaet installerer SCR-anlæg på blandt andet kraft- og varmeværker.
Også når det kommer til biler kan løsningen være at installere SCR-anlæg.
»Vi er klar over, at ikke alle bilister har muligheder for at sænke NOx-udslip på deres bil. På tunge køretøjer kan man eftermontere de såkaldte SCR-katalysatorer, men det kan man i dag ikke på personbiler. Men ejere af ældre biler har mulighed for at skrotte disse til fordel for en mindre forurenende,« lyder det fra Det Økologiske Råd.






