/rumfart

Private rumkapsler erstatter rumfærger i Kennedy-hangar

I over 30 år har den huset rumfærgerne mellem deres flyvninger, nu skal rumfærgehangar 3 på Nasas Kennedy-rumcenter benyttes til at samle og klargøre Boeings bemandede rumkapsler.

Af Thomas A. E. Andersen, lørdag 05. nov 2011 kl. 13:00

Nasa har indgået en aftale med det private rumfirma Boeing om, at selskabets private CST-100 rumkapsler fremover skal klargøres til opsendelse i en af de gamle rumfærgehangarer på Kennedy-rumcentret. Første opsendelse er foreløbig planlagt til 2015.

Nasa har fået plads tilovers, efter at alle rumfærgerne nu er sendt på pension, og tidligere i år indkaldte rumfartsorganisationen forslag til mulige lejere af faciliteterne. Nu er den første aftale indgået med Boeing til en samlet pris på 275 millioner kroner.

Den nye aftale med Boeing er dog betinget af, at netop CST-100-kapslen er en af de nye private rumkapsler, som i fremtiden får kommercielle kontrakter med Nasa på opsendelse af forsyninger og astronauter til rumstationen.

Boeing er et af fire private firmaer, der som en del af præsident Obamas privatisering af den amerikanske rumtransport efter rumfærgernes pensionering nu ligger i kamp om kommercielle transportkontrakter fra Nasa.

God plads til flere rumkapsler
Boeing regner med, at aftalen om leje af Kennedycentrets rumfærgehangar 3 – eller Orbiter Processing Facility No. 3, som den også kaldes – vil skabe op mod 350 nye job. I hangaren skal firmaet delvist fremstille, samle og klargøre sin CST-100-kapsel inden flyvningerne, og der er rigelig plads til at arbejde på flere modeller af rumkapslen på samme tid.

Boeing har i øjeblikket 30 mand i Florida og 130 i Texas og Californien, som arbejder på CST-100. Med den nye facilitet kan de fleste samles i Florida. Det forventes, at firmaets arbejdsstyrke her vil nå op på 415 mand i 2015. Det opvejer dog langtfra de mere end 1.400 arbejdspladser, som Florida mistede, da rumfærgerne blev sendt på pension.

Opsendes fra rampe 41
Når CST-100 er færdigudviklet, får den plads til syv astronauter, og den vil kunne tilkobles rumstationen i op til seks måneder af gangen. Rumkapslen er designet til at kunne flyve ti gange, hver gang med et nyt varmeskjold og nyt servicemodul. CST-100-rumkapslerne skal opsendes med en Atlas 5-raket fra rampe 41 på Cape Canaveral-rumcenteret i Florida.

Boeing og firmaet Space Florida, som lejer faciliteterne ud for Nasa, er nu i gang med at undersøge og definere, hvilke ændringer der skal foretages i rumfærgehangar 3, inden den er klar til CST-projektet.

Den nye aftale blev annonceret i mandags under overværelse af en lang række ledende lokale politikere og medlemmer af senatet. Direktøren for Kennedy-rumcenteret, Rober Cabana, kalder aftalen for en win-win-situation for begge parter. Nasa overdrager rumfærgehangar 3 til Boeing og behøver således ikke længere at vedligeholde den i de 15 år, som lejemålet er fastsat til.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.