Dansk Nokia-hovedkvarter bliver ny forskerpark
Aalborg Universitet har sammen med mobilgiganten Nokia taget initiativ til ny forsknings- og erhvervspark i Københavns Sydhavns-kvarter.
Læs også
-
Danske udviklere står bag browser i Nokias nye Meego-telefon
-
Fredag stoppede Jesper hos Nokia - lørdag tapede han eget firmaskilt op
-
150 håbefulde iværksættere skal knokle hos Nokia hele weekenden
-
Dansk udviklingsafdeling giver Sony Ericsson flere gevinster
Læs mere om
København får nu en ny forsknings- og erhvervspark i Nokias hidtidige danske hovedkvarter på Frederikskaj i Københavns sydhavnskvarter.
Det er Aalborg Universitet (AAU), Nokia Danmark og PFA, der er gået sammen om etablering af et nyt integreret lærings-, forsknings- og erhvervsmiljø.
Målet er at danne et af Danmarks mest nyskabende privat-offentlige samarbejder om anvendt forskning af betydning for innovative danske virksomheder.
Parterne håber blandt andet at kunne tiltrække flere udenlandske investeringer til hovedstaden og oplyser i en meddelelse om aftalen, at der allerede er kontakter og aftaler med flere virksomheder i international klasse fra bl.a. Sverige, Norge, Kina og USA om at lokalisere sig under forudsætning af en samlokalisering med Aalborg Universitet.
Desuden er ca. 30 opstartsvirksomheder også inde i billedet, oplyser parterne.
I forbindelse med aftalen har Nokia valgt at donere højteknologisk udstyr til Aalborg Universitet. Udstyret har været anvendt i Nokias forsknings- og udviklingsafdeling, ligesom laboratorier og udstyr stilles til rådighed for de indflyttede virksomheder.
Forskere og studerende fra AAU’s andre afdelinger i hovedstadsområdet flytter også ind i de PFA-ejede bygninger, som allerede nu huser en række videnvirksomheder, bl.a. i regi af Startup Bootcamp. I alt er der tale om tre bygninger med et samlet areal på 42.500 kvadratmeter.
»Vi er glade for at kunne samle vores østdanske aktiviteter på Frederikskaj i København og samtidig være med til at skabe en ny model for, hvordan universiteter og virksomheder arbejder sammen. Aftalen ligger i tråd med AAU’s målsætning om, at vores forskning skal bidrage til at løse aktuelle problemer i private virksomheder og offentlige institutioner,« siger AAU’s rektor, Finn Kjærsdam, i en meddelelse om aftalen.






