FN har haft gang i den store regnemaskine og er kommet frem til, at 31. oktober 2011 er dagen, hvor verdens befolkning runder syv milliarder mennesker.

Titlen verdensborger nummer syv milliarder går til en pige ved navn Danica May Camacho. Hun kom til verden omkring midnat den 31. på et hospital i Manila på Filippinerne. I øriget har hun lige over 90 millioner landsmænd – og over 11 millioner af dem findes i hovedstaden Manila.

Det var estimaterne for landets og byens befolkning fra FN i 2008 og 2007.

Tallene stammer fra UNdata, der bruger en lang række forskellige datakilder til at regne sig frem til, hvor mange mennesker der bor rundt om i verden.

Men at beskrive dem som fuldstændig nøjagtige ville være som at beskrive et område som 'på størrelse med 1.000 fodboldbaner'. For ligesom med grønsværene kan der være tale om mindre variationer, der kan have afgørende indflydelse på nøjagtigheden af de algoritmer, der anvendes, når FN og andre institutioner skal prøve at tælle til syv milliarder.

»Når vi kigger på de datakilder, vi bruger til at foretage beregningerne ud fra, så kan vi se, at de ikke altid siger det samme. Vi ender med en sky af forskellige estimater af befolkningen for et område,« forklarer Gerhard K. Heilig, der er leder for FN’s Projections Estimates and Projections Section (Peps), til Ingeniøren.

Peps er ansvarlig for FN’s udregninger af, hvornår vi bliver syv milliarder mennesker.

Usikkerhed mellem Burma og Italien
Gerhard K. Heilig forklarer, at man skal regne med en usikkerhed på en til to procent i forhold til estimaterne om Jordens befolkning. Det svarer ifølge Gerhard K. Heilig til en margin på omkring 56 millioner mennesker flere eller færre end de syv milliarder.

56 millioner mennesker ville, hvis de grundlagde deres eget land, overtage pladsen som det 24. største i verden fra Burma. Landet ville have en befolkning, der næsten er lig med Italiens. Og lige præcis indbyggerne i støvlelandet vender vi tilbage til senere.

Gerhard K. Heilig fortæller, at usikkerheden også gælder, når det handler om, præcis hvornår vi bliver syv milliarder.

På Peps’ hjemmeside kan man se, at udregningen af den præcise dato for, hvornår vi bliver eller blev syv milliarder mennesker på Jorden, skal tages med et gran salt. Datoen for begivenheden falder inden for en periode af 12 måneder, men kan ikke udregnes mere præcist end det.

Men hvordan er det så, FN når frem til sine tal?

Fra eksponentiel katastrofe til gigabyte af data
Det er lige over 200 år siden, den engelske forsker Thomas Malthus i værket 'An Essay on the Principles of Population' fremsatte en række dommedagsprofetier om, hvordan en galoperende befolkningsvækst ville føre til hungersnød.

Malthus havde regnet sig frem til, at verdens produktion af mad var lineært stigende, mens befolkningsvæksten var eksponentiel stigende. Det ville uundgåeligt føre til et kritisk punkt, hvor befolkningstilvæksten ville overhale produktionen af føde.

Siden Malthus’ relativt simple beregninger er der sket en del inden for demografien.

»I dag er der tale om, at man laver konsekvensberegninger. Man har en mængde data og gør sig en række antagelser om udviklingen, som man så regner på. typisk med Markov proces modeller,« forklarer Hans O. Hansen, professor emeritus i demografi ved Københavns universitet.

Markov-processerne bruges til at kigge på en række af begivenheder og analysere sandsynligheden for, hvad der vil ske efter dem. Et eksempel er, hvor stor sandsynligheden er for, at vejret er godt i morgen, hvis det er godt i dag.

Hos FN har i løbet af de mange år indsamlet en lang række data som udgangspunkt for de beregninger, man foretager for udviklingen i verdens befolkning.

»Vi laver beregninger for befolkningsudviklingen i 230 lande. Vi bruger blandt andet data fra folketællinger foretaget fra 1950 til i dag, tal om fødsler og dødsfald fra hospitaler, fra undersøgelser foretaget af organisationer som WHO og Unicef. Vi analyserer landenes egne statistikker over befolkningstal og bruger tal fra den videnskabelige litteratur om demografi,« fortæller Gerhard K. Heilig.

Peps bruger omkring et år på at indsamle data og et år til at lave sine analyser og beregninger af dem. Det er efterhånden blevet til omkring 20 gigabyte data, der ikke altid stemmer overens.

»Når vi kigger på tallene, så er der ofte tale om, at de spreder sig ud over et område. Så hvis man kigger på befolkningsvæksten i et land over tid, vil de mere ligne en datasky end en lineær række punkter,« fortæller Gerhard K. Heilig.

Italiensk fusk og Sibirisk snyd
Den usikkerhed er en del af det, man hos Peps må regne ind i sine forudsigelser om befolkningens udvikling i et land.

For hvert enkelt land kan der nemlig være en speciel udfordring i at vurdere de data, man har indsamlet.

»I lande som Italien og Grækenland er metoderne til at indsamle statistik over befolkningen meget anderledes end dem, man kender fra for eksempel Danmark, hvor vi har et centralt register. Der har tidligere været historier om, hvordan man har undladt at indberette dødsfald og er blevet ved med at hæve vedkommendes pension, længe efter personen var død,« fortæller Hans O. Hansen.

Et andet problem kan man støde på i store, tyndtbefolkede områder som for eksempel Sibirien. I Rusland laver man folketællinger på samme måde som man kender fra lande som Storbritannien.

Sidste gang, en folketælling fandt sted, var i 2010, hvor man hen over sommeren indsamlede data på, hvem og hvor mange der boede på de sibiriske sletter. Ud over de indlysende problemer med at være sikker på, at man nåede at tælle alle med, viste indsamlingen af tal for området sig også at have et andet problem.

Folkene, der udførte optællingen, nægtede i flere tilfælde at sætte et hak ved 'sibirer', når det gjaldt nationaliteten – selv om det var en af de muligheder, der var på skemaet.

Der er blevet spekuleret i, at motivationen for at undgå det sibiriske islæt stammer fra højeste sted i Rusland som et tiltag, der skal svække den spirende sibiriske nationalistbevægelse.

Nye teknologier giver bedre tal
Problemerne med at finde frem til samtlige beboelser i et område eller land findes også i for eksempel USA. Her har det historisk vist sig svært at foretage en akkurat central registrering af, hvor mange mennesker der bor i forskellige egne eller byer.

I 2009/2010 brugte man i USA GPS-teknologi til at sikre sig et mere præcist billede af, hvor mange mennesker der var i landet, og hvor de boede.

140.000 frivillige blev udstyret med håndholdte computere, der var udstyret med GPS-teknologi, og ved hjælp af dem registrerede man de præcise koordinater for hvert hus, hver bebyggelse og midlertidige bolig, man stødte på.

Og præcisionen af tallene er vigtig, når man skal bruge dem senere hen.

»Igennem en befolkningsoptælling får du et snapshot – et billede på et samfund, et folks livsgrundlag, og nogle af deres basale livsvilkår. Du kan finde ud af, hvor de bor, hvad de laver, og hvor mange børn de har. Det er ligesom et snapshot af en fodboldkamp. Og når du så sætter de forskellige folketællinger sammen, får du en film ud af det, der kan give en indsigt i, hvordan et samfund har udviklet sig, og hvor det er på vej hen,« siger Hans O. Hansen.