Vores gennemteknologiserede verden er ved at udvikle en umættelig hang til ressourcer som guld, kobber, kul og sjældne jordarter. Jagten på dem intensiveres, og i den seneste tid har et buzzword spøgt i branchen.

Ét land er tilsyneladende på vej til at blive det næste store råstofparadis: Mongoliet. Men også kun tilsyneladende, for landet er gennemsyret af korruption, og spørgsmålet er, om udvindingen er rentabelt.

Perspektiverne i steppelandet mellem Rusland og Kina synes ellers svimlende lukrative. Ifølge branche-atlasset Mongolia Mining Report gemmer undergrunden på godt 160 milliarder ton kul, 1,6 milliarder ton jernmalm, 40 millioner ton kobber, 31 millioner ton af de såkaldt sjældne jordarter, 3.000 ton guld og store mængder uran.

Det er ikke mindst Tavan Tolgoi-minen, 540 km syd for hovedstaden Ulan Bator, der giver industrilandene blod på tanden. Her, i et af verdens største uudforskede kullagre, vil man udvinde godt 6 milliarder ton om året. Og nær den kinesiske mur findes kæmpeminen Oyu Tolgoi, der angiveligt rummer fremragende perspektiver for guld og kobber.

Minedriften i Mongoliet forventes at vokse fra 2,6 milliarder dollars i værdi i 2010 til 11,5 milliarder i 2015. Konsortier fra bl.a. Rusland, Kina, USA, Canada, Australien, Sydkorea og Japan står i kø for at få lov til at udvinde og eksportere ressourcerne i det, Financial Times for nylig beskrev som et nyt ’hotspot for globale mineselskaber’.

I oktober indgik Tyskland som det første europæiske land en omfattende råstof-alliance med Mongoliet. Merkel-regeringen håber, at tysk industri kan drage nytte af skattene i den mongolske undergrund. Der er allerede truffet aftale om, at det tysk-australske konsortium BBM Operta skal udvinde i dele af Tavan Tolgoi. Desuden skal Siemens opføre et 300 MW kraftværk, som skal forsyne minen.

Bag BBM Operta står bl.a. koncernen ThyssenKrupp. I finansavisen Handelsblatt forklarer koncernens bestyrelsesmedlem Ekkehard Schulz baggrunden for samarbejdet med mongolerne: »Tyskland er nødt til at sikre sig strategiske alliancer, især hvad angår de råstoffer, der kan opstå mangel på i kommende årtier«.

Østtyskerne fandt råstofferne
Hypen omkring Mongoliets skjulte ressourcer støder dog ikke på udelt begejstring. Flere råstofeksperter advarer om, at de mongolske skatte ikke er så attraktive, som man skulle tro – og at udvinding og eksport er forbundet med endda meget store problemer.

Dr. Harald Elsner er Mongoliet-specialist hos det statslige Deutsche Rohstoffagentur (Dera), som rådgiver tysk erhvervsliv i ressourcespørgsmål. Hans arbejde er baseret på årtiers erfaringer med asiaterne.

»Mongoliet havde tidligere et partnerskab med DDR,« fortæller han til Ingeniøren:

»Østtyskerne var i front på ekspeditioner, hvor man fandt de lagre, alle nu slås om. Samarbejdet forsatte efter Murens fald, og det betyder, at Tyskland løbende understøtter Mongoliet med forskning, rådgivning og support i forbindelse med minedrift. Vi leverer også maskiner og anlæg, men har hidtil ikke udvundet selv.«

På basis af Deras analyser maner han vestlige landes industrier og politik til besindighed, hvad angår perspektiverne for Mongoliet:

»Mange områder er aldrig før blevet udforsket med moderne metoder, og når nye boringer nu viser forekomster, så stiger interessen naturligvis. Begejstringen over store fund i Tavan Tolgoi og Oyu Tolgoi har fået folk – ikke mindst mongolerne selv - til at tro, at hele landet er et råstofparadis. Det er desværre ikke tilfældet,« fastslår Harald Elsner.

»Vi har udgivet en investeringshåndbog, der beskriver forekomsterne af industrimineraler og -metaller. Det viser sig, at der ganske vist findes interessante råstoffer, men at det langt fra er alle, som danner lagre, det kan betale sig at udvinde.«

Man aner ikke, om man har en licens
Harald Elsner, der jævnligt pendler mellem Berlin og Ulan Bator, nævner også hurdler, som gør det svært at arbejde i det asiatiske land:

»Infrastrukturen er nærmest ikke-eksisterende. Noget lignende gælder for retssikkerheden. Mongoliet er et system af oligarker, hvor firmaer risikerer at få inddraget deres licenser efter politisk forgodtbefindende. I Oyu Tolgoi syntes mongolerne ikke længere, at deres 30 procents andel af lageret var tilstrækkelig. Så annullerede de bare kontrakten med de internationale partnere. Canadiske firmaer har fået inddraget deres licens til at udvinde uran. Den blev i stedet givet til et russisk konsortium.«

Men kan virksomheder leve med disse udfordringer, kan det godt betale sig at investere i Mongoliet, mener den tyske råstofekspert. Vestlige lande bør dog holde sig til etablering af miner og udvinding. For de fleste betaler det sig ikke at tage del i forekomsterne.

»For kineserne begynder Mongoliet lige uden for hoveddøren, og det er derfor relativt let at transportere de hårdt tiltrængte råstoffer hjem. For os er råstofferne ikke interessante nok til, at det kan betale sig at bringe dem til f.eks. Tyskland. Ganske vist tager vi i stigende grad andel i forekomster ude i verden. Men i så fald er Baltikum, Ukraine, Sydafrika, Nigeria og Australien mere spændende,« fastslår Harald Elsner.

Derfor forstår eksperten ikke, at Tyskland satser så stærkt på Mongoliet som råstofleverandør til landets industri:

»Jeg har i en årrække været medlem af en tysk-mongolsk arbejdsgruppe for råstoffer og minedrift. På trods af utallige møder med industrien og massiv politisk opbakning har vi intet opnået. De fleste tyske virksomheder vil ikke røre Mongoliet med en ildtang, når det drejer sig om egentlig minedrift, de vil kun rådgive og levere udstyr. Og det vil den nye råstof-alliance ikke ændre noget på,« slutter Harald Elsner.