/produktion

Team Abu Dhabis båd Azza, vandt første sejlads i Volvo Ocean Race.
(Foto: Paul Todd/Volvo Ocean Race)

Team Abu Dhabis båd Azza, vandt første sejlads i Volvo Ocean Race. (Foto: Paul Todd/Volvo Ocean Race)

Volvo Ocean Race: Vinderbåd blev fræset ud af et stykke kulfiber

Alicante: Med en CNC-maskine har designere fræset vinderbåden i Volvo Ocean Race ud af et stykke kulfiber. Det minimerer risikoen for bobler i kulfiberen og gør det nemmere at flytte vægten ned i bunden af båden.

Af Thomas Djursing, mandag 31. okt 2011 kl. 08:49

Da Team Abu Dhabis båd, Azzam, suverænt vandt første del af Volvo Ocean Race, var det den første belønning for mere end 45.000 timers arbejde med at designe en båd, der på flere områder adskiller sig fra konkurrenternes.

Som noget helt nyt valgte båddesignerne fra Farr Yacht Design i USA at fræse båden ud af et stykke kulfiber med en CNC-maskine. Normalt bliver kulfiberbåde skabt af en masse måtter af kulfibre, der bliver anbragt i epoxy mellem to forme, der presses sammen. Formene bliver opvarmet alt efter, hvor fleksibelt designerne ønsker kulfiberen. Til sidst står båddesignerne så tilbage med en masse dele, der skal samles til en hel båd – en proces, der tager måneder.

Men i tilfældet med Azzam blev den perfekte skrogform udregnet ved at køre 35 udvalgte skrogkonstruktioner gennem en såkaldt CDF-analyse (Computational Fluid Dynamics). Designerne lavede stort set alt arbejde på computere, hvor de beregnede, hvilke dele der skulle være særlig fleksible, og hvordan de kunne flytte mest mulig vægt ned i bunden af båden. Da udregningerne var færdige, trykkede designerne groft sagt på en knap, og få dage efter stod de med et skrog i hånden.

CNC-metoden er kostbar, men giver en form, der er skabt med millimeterpræcision og minimerer risikoen for de bobler i kulfiberen, som traditionelle bådbyggere kæmper med. For eksempel bruger bådbyggerne bag Groupama ultralyd til at lokalisere bobler i kulfiberen.

»Før vi opvarmer kulfiberen i vores form, gennemlyser vi stykkerne med ultralyd, der måler tykkelsen af materialet. Hvis tykkelsen pludselig ændrer sig, ved vi, at der er en boble, og det kan svække hele konstruktionen. Selvom en boble er lille, så vokser den meget under opvarmning, så boblerne skal findes og fjernes, ellers må vi smide hele stykker ud,« siger Loïc Dorez, der er chefdesigner på Team Groupama.

Patenteret støbeteknik bag mast
Ikke alene skroget, men også masten på Abu Dhabis båd, Azzam, er skabt på en ny måde. Med en patenteret teknik kan båddesignerne nemlig styre egenskaberne i masten, så den opnår ekstra stabilitet på udvalgte områder. Hvor en mast typisk bliver støbt på samme måde som skroget, mellem to forme og senere opvarmet for at størkne i et varmeskab, så har båddesignerne på Azzam udviklet et sæt forme, de fylder med olie i forskellige rum.

På den måde undgår designerne at flytte formene til et varmeskab, men kan opvarme olien i formene og få epoxyen til at størkne. Ved at ændre oliens temperatur i forskellige dele af masten kan designerne bestemme kulfiberens egenskaber.



31. okt 2011 kl 10:03

Lars Røgen

Dansk...

Det kan godt være at jeg er en pernittengrynet sprogrøgter, men hvor ville det være dejligt, hvis journalister lige læste artiklen igennem inden de trykkede på "send"-knappen.

Det kræver selvfølgelig at de selv kan se fejlene...


31. okt 2011 kl 10:27

avatar

Flemming Rasmussen

@Thomas

Er du nu sikker på. at det er BÅDEN og ikke formen til at støbe den i, der er fræset ud af et stykke ? - Det første lyder temmeligt usandsynligt (for en, der har har arbejdet med at bygge komposit både).

Alternativt kan det være skumkernen, der er fræst ud af et stykke, men næppe selve kulfiberen.

mvh Flemming


31. okt 2011 kl 12:07

Christer Møller With

Re: @Thomas

Du har helt ret Flemming. Det giver ingen mening at fræse BÅDEN ud af et stykke kulfiber. Det er selvfølgelig formen, eller rettere pluggen til formen, vil jeg tro, der er fræset ud i et stykke. Derefter er selve formen lavet i kulfiber for at have samme udvidelseskoefficient når man bager den.
Der ligger en video på youtube der viser det ganske godt, find den her: http://www.youtube.com/watch?f...GgtQ
Umiddelbart vil jeg tro at man lægger skroget op i kulfiber prepreg som man derefter vakuum konsoliderer og så bager. De bygger i hvert fald en ovn op omkring skroget i flere omgange.


31. okt 2011 kl 12:23

Kristian Glejbøl

@ Thomas og resten af ING's journalister

Fræsning ud af et stykke CFRP tror jeg ikke på. Jeg arbejder med denne type materialer til daglig. En hvilken som helst båd er baseret på en sandwich konstruktion med en skumkerne.

Lidt OT men meget relevant: Hvad med at samle en styrke af peer-reviewere der lige kan læse jeres udemærkede artikler igennem og kæmmer de værste fejl ud før artiklerne ryger i den offentlige del af cyber-space.
Jeg er sikker på at mange af jeres læsere ville være beærede over at være reviewers og jeres artikler ville med et trylleslag få en langt højere teknisk lødighed.


31. okt 2011 kl 19:22

avatar

Mikael Thorborg


01. nov 2011 kl 20:35

Søren Flening

Se dokumentationen

Her kan man bl.a. følge bygningen af båden. Jeg kan ikke se én eneste fræser i nærheden af skroget!
Ved støbningen af skroget har man sandsynligvis fræst en plug, som så er blevet brugt til at bygge en form af kulfiberforstærket plast. Derefter har man støbt båden i prepreg, således som Christer er inde på ovenfor.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.