/karriere

Ud over de mange nye fastansatte ingeniører hyrer Milestone Systems studerende som Cæcilie Bach Kjærulf (siddende), der til daglig læser på DTU. Sanja Batkovic fra Kroatien, der har en uddannelse i computer science, er netop startet og skal være i firmaet et år. (Foto: Das Büro)

Ud over de mange nye fastansatte ingeniører hyrer Milestone Systems studerende som Cæcilie Bach Kjærulf (siddende), der til daglig læser på DTU. Sanja Batkovic fra Kroatien, der har en uddannelse i computer science, er netop startet og skal være i firmaet et år. (Foto: Das Büro)

Milestone Systems voksede ud af sin kantine

En af Milestone Systems' største udfordringer ved at vokse så hurtigt, som it-virksomheden har gjort det seneste år, er at bevare den særlige pionerånd.

Af Lene Wessel, fredag 28. okt 2011 kl. 06:01

Milestone Systems' hovedsæde har fået en ny kantine i år. Det gamle blev for lille, og det er ikke så sært.

Der er stor efterspørgsel på virksomhedens softwareløsninger til netværksbaseret overvågning, og de har i år haft en vækst på 35 procent. Globalt er der skabt 61 nye job, heraf 27 i Danmark. Det kræver mere albuerum, og lejemålet i Brøndby er udvidet med 3.500 kvadratmeter.

Og selv om det er en positiv væksthistorie midt i en krisetid, kræver det en særlig indsats, når medarbejderstaben vokser fra 165 til 192, som det er sket i det danske hovedsæde.

Det tager tid for de nye at lære virksomheden, kollegerne og arbejdsopgaverne at kende, at finde ud af, hvordan tingene fungerer, og hvordan kulturen i virksomheden er, forklarer Martin Friis-Mikkelsen, global chef for strategiske partnerskaber:

»Vi var nødt til at sætte tempoet lidt ned, så vi kunne få alle med,« siger Martin Friis-Mikkelsen.

Sagen er bare den, at når først udviklingsafdelingen begynder at ansætte nye medarbejdere, spreder behovet sig til andre afdelinger som f.eks. salg og test, og derfor nytter det ikke at sætte rekruttering af nye medarbejdere i bero.

Folk er mere seriøse

Balancenummeret går derfor ud på at vokse støt uden at sætte den pionerånd, som gennemsyrer den 13 år gamle virksomhed over styr, understreger Martin Friis-Mikkelsen:

»Hvis vi vækstede 50 procent, ville der være så mange forskellige nye input, at det kunne ændre den særlige ånd,« siger han.

Et af midlerne til at håndtere væksten er et særligt introduktionsprogram til nye medarbejdere, som er skræddersyet efter opgaver og sikrer, at nye folk får den rette viden og træning i de produkter, de arbejder med.

Derudover er der en introduktionsdag for alle nye medarbejdere, forklarer HR-chef Michael Klaaby:

»Introdagen kridter banen op. Her får de nye indblik i vores værdier, og typisk kommer en af vores to grundlæggere og fortæller om virksomheden. Det er med til at skabe den særlige Milestone-ånd,« siger han.

Den økonomiske krise betyder ifølge Michael Klaaby, at det er 'lidt nemmere' at få nye medarbejdere:

»Folk er blevet mere seriøse, når de søger, og i denne tid er der mange, der gerne vil være en del af et vinderteam, så det skaber interesse for os.«

Hovedparten af de nyrekrutterede medarbejdere er softwareudviklere, primært fra DTU, men der er også mange dataloger.

Væksten fortsætter

Alders- og erfaringsmæssigt er der stor spredning. Virksomheden ansætter DTU-studerende i deltidsjob og tilbyder dem ofte at skrive hovedopgave i virksomheden. Men de ansætter også mange erfarne folk, ikke mindst til at stå i spidsen for team og projekter:

»Det skal være folk med mere erfaring og en vis pondus, hvis de skal klare det,« siger Michael Klaaby.

Selv om det ikke kniber med antallet af ansøgere, kan det være svært at finde den helt rigtige profil, fortæller Martin Friis-Mikkelsen, som selv blev ansat i år og allerede har rekrutteret en ny medarbejder:

»Vi er meget selektive med at få de rigtige, for der er ikke noget værre end at måtte sige farvel efter tre måneder. Men det er svært at få den helt rigtige profil. I første omgang lykkedes det ikke for mig, så jeg måtte lave min 'search' om,« siger Martin Friis-Mikkelsen, som var heldig i andet forsøg.

Til næste år forventer Milestone at fortsætte sin vækst fra de nuværende 192 til 245 medarbejdere. Så mon ikke der skal føjes endnu nogle kvadratmeter til det danske hovedsæde?



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.