Pyramiderne, Kolossen på Rhodos og Babylons hængende haver: Når vi taler arkitektur, henviser 'vidundere' og 'mesterværker' altid til de altoverskyggende konstruktioner. Men hvad nu, hvis der også kunne være skønhed i det diminutive, det simple - hvis mesterværker også kunne være små og subtile? Det er, hvad den amerikanske arkitekt Michael Sheridan har sat sig for at finde ud af med nyudgivelsen 'Mesterværker - enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder'.

For de fleste er dansk arkitekturs guldalder noget med københavnerklassicismen i det 19. århundrede, dvs. Domhuset, Christiansborg Slotskirke og Thorvaldsens Museum. For Sheridan, der er internationalt anerkendt ekspert i dansk arkitektur, er dansk guldalderarkitektur imidlertid noget ganske andet: Flot som den er, så er klassicismen i Danmark nemlig blot en afskrift af bredere strømninger på det europæiske kontinent og derfor intet særligt. Nej, ifølge Sheridan skal dansk arkitekturs guldalder findes et ganske andet sted, nemlig i 1950'ernes uprætentiøse modernisme, der i en international sammenhæng er noget helt unikt.

50'er-bevægelsen er kendetegnet ved navne som Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Halldor Gunnløgson og Vilhelm Wohlert og ved hovedværker som det epokegørende Utzon-hus i Hellebæk, det innovativt intime Varmings hus i Gentofte, og det gådefuldt dragende Bohrs hus i Tisvildeleje. Og i 'Mesterværker' får vi både en stribe detaljerede og rigt illustrerede portrætter af disse hovedværker såvel som baggrund og biografier af arkitekterne, der tegnede dem.

Men hvad vi også får, er en grundig indføring i, hvordan den danske fortolkning af modernismen tager sig ud i en international kontekst. Vi lærer, at udviklingen væk fra det stålsatte og upersonlige og frem mod det hjemlige og det naturlige startede i Sverige med arkitekten Gunnar Asplunds fornyelse af offentlige og private bygninger op igennem 20'erne og 30'erne. Svenskerne såede kimen til, hvad danskerne skulle høste, men svenskerne svøbte stadig deres bygninger i traditionens gevandter: et stilgreb fra Grækenland her, en romersk portal der, og perfekte geometriske former går igen som det gennemvævede nik til oplysningstiden, der endnu kan skimtes i Stockholms bylandskaber den dag i dag.

Hvis de svenske arkitekter stod i gæld til oplysningstiden, var danskerne børn af romantikken. Det var danskernes forkærlighed for det simple og hverdagsagtige - det uprætentiøse - der for alvor fik menneskeliggjort modernismen og blødt op på dens kolde facade. Derved tillod de danske arkitekter modernismen at være en medspiller snarere end en modspiller til den natur, der omgiver mesterværkerne, såvel som til de mennesker, der skulle bo i dem.

»Huse er maskiner til at bo i,« lød det standhaftige motto fra den schweizisk-franske funktionalist Le Corbusier, der populært kaldes den moderne arkitekturs fader. Mennesket måtte forlige sig med at have et forhold til sin bolig, der hverken var dybere eller mere følelsesbetonet end det forhold, det havde til sin brødrister eller sin tandbørste, og den dag i dag klager beboerne i visse af hans projekter over, at det upersonlige udtryk får dem til at føle sig utrygge.

Anderledes gik det med den danske modernisme: De danske arkitekter tænkte nemlig først og fremmest på de mennesker, der skulle bo i deres bygninger. Opbrudte grundflader og asymmetriske rum kan accepteres, hvis de får bygningen til at gå i ét med naturen, sådan at hus og have smelter sammen til et trygt og intimt helle.

Et godt eksempel er arkitekterne Eva og Nils Koppels berømte Varmings hus i Gentofte, hvor rum glider grænseløst ind i hinanden, og etagerne ikke er opdelt, men åbner sig for hinanden, sådan at husets indre landskab udfolder en abstrakt spejling af naturen udenfor. Skråninger bliver til trapper, forhøjninger bliver til alkover, og overgangen mellem ude og inde blødes op med terrasser, der ruller ud i naturstenpergolaer for til sidst at rinde ud i havens dybgrønne, frodige græsstrå.

Ud over arkitektur og historie stiller 'Mesterværker' skarpt på de politiske forhold, der prægede perioden. Her bliver det klart, hvordan selv store arkitekter konstant måtte sno sig omkring den såkaldte statslånsordning, hvor den danske stat stillede lån til rådighed for til gengæld at lægge restriktioner på byggestile og -materialer.

Bogen præsenterer statslånsordningen i neutrale vendinger som en foranstaltning, der både begrænsede og virkede som en katalysator med sine evindelige krav om konservatisme. Mellem linjerne læses der dog et vist vemod, eksempelvis over Jørn Utzons skelsættende hus nær Hellebæk, der oprindeligt skulle være helt anderledes nytænkende inden for den modernistiske stilretning, men hvis oprindelige tegninger blev afvist af magistraterne i staten, hvorfor bygningen endte som en noget mere konservativ (måske endda kedelig) konstruktion.

Når der først går politik i processen, er forfaldet ofte lige om hjørnet, og ved udgangen af 'Mesterværker' ser vi, hvordan 1950'ernes guldalder ebbede ud i 1960'erne, da staten prioriterede kvantitet over kvalitet og derved tippede balancen mellem funktion og variation.

Staten og industrien tog gradvist over fra arkitekterne, og på visse stræk af 60'erne blev der bygget op imod 50 standardiserede (og i Sheridans øjne: sjæleløse) parcelhuse om dagen. Og således gik det til, at den danske modernismes konstruktioner, der fra begyndelsen havde haft mennesket i højsædet, alligevel endte som 'maskiner til at bo i' fra 60'erne og frem.

Skulle man afslutningsvis nævne en svaghed ved Sheridans ellers fortræffelige bog, så er bogen trykt i et enormt format, der besværliggør håndteringen og sløver læsehastigheden. Her kunne bogen med fordel være blevet delt op i to-tre mindre bind, sådan som Arkitektakademiets nylige 'Tiden med Utzon' blev det.

Vi tænker normalt på dansk arkitektur som havende en særlig affinitet for romantikken. Efter 'Mesterværker' står det imidlertid klart, hvordan nyere dansk arkitektur og æstetik primært er formet af modernismen. Men idet vi lod os omforme af modernismen, omformede vi også den, og derved skabtes den unikt danske, menneskelige modernisme.

Michael Sheridan: 'Mesterværker – enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder'. 336 sider, 450 kroner. Strandberg Publishing, 2011