Leder: Drop Femernforbindelsen – eller frilandsmuseet Storstrømsbroen
Læs også
-
Storstrømsbroens konstruktion gør den særlig udsat for revner
Læs mere om
Da Storstrømsbroen blev indviet i september 1937, fremstod den som et teknologisk mesterstykke. Den var Europas længste bro og blev rost for sin skønhed. Lidt på samme måde som Eiffeltårnet i Paris, omend broen nok imponerede i lidt mindre skala.
Sammenligningen med Eiffeltårnet gælder også teknikken. Broen er en nittet stålkonstruktion, hvorom kan siges meget godt - fordi princippet er enkelt og sikkert at arbejde med. I dag er princippet dog blevet meget gammeldags set i lyset af senere udviklet svejse- og betonteknologi.
Indtil for en uge siden gjorde de trekvart århundrede gamle nitter imidlertid fortrøstningsfuldt deres arbejde med at bære tog frem og tilbage sammen med lokal biltrafik.
En inspektion afslørede revnedannelser, hvorfor broen blev lukket, og seks dobbeltdækkertog med lokomotiver blev på absurd vis spærret inde på de danske sydhavsøer til stor gene for DSB's passagerer.
Broinfrastruktur holder langt længere end det materiel, der befarer broerne. Selv om DSB's togmateriel er gammelt, er det ikke fra 1937. Tilsvarende er ingen biler fra 1937 i daglig drift.
I det hele taget lader samfundet sig ikke afhænge tungt af gammel infrastruktur. Den beskuer vi på frilandsmuseerne. Vand og kloakker kunne være en undtagelse. Men elnettet er nyere. Telefonnettet er nyere. Vejbroer er for de flestes vedkommende nyere. Og så videre. Vi kunne ikke drømme om at lade væsentlige dele af samfundets sammenhængskraft afhænge af gamle anlæg.
Men en enkeltsporet, faldefærdig jernbanebro? Det er åbenbart noget helt andet. Vi ignorerer den og håber det bedste, uanset at broen reelt er udtjent.
Ignoreringen udstilles yderligere af, at vi glade beslutter at bygge en Femernforbindelse til Tyskland. En højhastighedsbane mellem København og Ringsted. Og før det en Øresundsbro. Hvilket efterlader et kæmpe missing banelink fra Ringsted til Rødby og udstiller modstriden mellem ord og handling, når politikerne taler om mål som mere gods på jernbanen og fremtidens miljøvenlige togtransport.
For biltrafikken ser det meget bedre ud. Bilisterne har glimrende motorveje og en Farø-bro til at lede dem frem til den kommende Femernforbindelse.
I et større perspektiv har vi med opdelingen af DSB i skinner og drift skabt et beslutningsmæssigt monstrum, hvor alt for lidt planlægning fungerer, hvilket broen her er et eksempel på.
Hvis der skulle være mere konsekvens, så skulle byggeriet af Femernforbindelsen enten stoppes eller alternativt ændres til en ren bilbro. Den tredje mulighed - som også er den trafikfagligt korrekte - er at gennemføre hele den infrastrukturopgradering for jernbanen, som der er brug for. Det drejer sig om en dobbeltsporet, elektrificeret højhastighedsbane fra Ringsted hele vejen ned til Femernforbindelsen.
Den fulde konsekvens ville være at sikre, at Tyskland opgraderer sin baneinfrastruktur, så gods- og persontrafik mellem Sverige og Tyskland kunne komme op i det tempo, der får virkeligheden til at rime på idealer og skåltaler.
