»Vi er, hvem vi er, og det skal vi ikke give nogen undskyldning for.«

Sådan har Lars Pallesen ti år i træk afsluttet sin tale ved DTU's årsfest.

Det er et rammende valgsprog. For undskyldninger er ikke noget, man har hørt fra Lars Pallesen, mens han har siddet i rektorstolen. Skulle han have fortrudt noget som helst, er det ikke kommet offentligheden for øre.

Og det er bestemt ikke, fordi han ellers er gået stille med dørene. Lars Pallesen har været en utrættelig frontløber for DTU og opnået resultater, som vil blive stående i lang tid.

Det gælder bl.a. følgende:

- Alliancer med førende tekniske universiteter i Norden, Europa, Asien og USA.

- De største bygningsmæssige forandringer på Lundtoftesletten siden udflytningen i slutningen af 1960'erne.

- Nye markante forskningscentre baseret på store donationer fra fonde knyttet til A.P. Møller og Novo Nordisk.

»Man skal ikke prale, men man må jo have lov at sige sandheden ...« Sådan udtrykte Lars Pallesen det selv, da han gav en længere opremsning af egne og DTU's bedrifter de seneste ti år i talen ved Årsfesten 2011 i maj.

Man skal nok tilbage til Eggert Knuth-Winterfeldt - rektor fra 1959 til 1975 under udflytningen af DTU (dengang DTH) fra Østervold i København til Lundtoftesletten i Lyngby - for at finde en periode med tilsvarende store forandringer.

Derfor står der stor respekt om Lars Pallesens indsats på mange områder. Men han har ikke været elsket - snarere frygtet.

Kritik har der også været i store mængder, men den har altid prellet af på den selvsikre DTU-rektor.

Ingen kan beskylde Lars Pallesen for at være konfliktsky, og derfor er det måske i konfrontationerne, at hans væsen og virkemåde tydeligst kommer frem.

Da Lars Pallesen indtog stillingen som rektor i 2001, hang der en stor skulptur midt i administrationsbygningen. Den forestillede en kvasikrystal og var udført af den amerikanske kunstner Tony Robbin i samarbejde med den verdenskendte danske civilingeniør Erik Reitzel, som dengang var professor ved DTU i bærende konstruktioner.

I efteråret 2003 besluttede Lars Pallesen sig for at fjerne skulpturen, og der blev stort ståhej, da den røg i affaldscontaineren. Juridisk set var der ikke noget at komme efter, for 'ejeren af et kunstværk kan destruere det, som var det en gammel avis', som dr.jur. Jens Schovsbo fra Københavns Universitet ved den lejlighed forklarede Ingeniøren.

Og der faldt da heller ingen undskyldninger fra rektor i den sag.

Knap to år efter blev ledelsesstilen for meget for Erik Reitzel, som tog sin afsked. Han smækkede godt og grundigt med døren, da han kaldte DTU's organisation for 'topstyret og stiv' og tilføjede, at ledelsesstilen måske nok egnede sig til en konservesfabrik, men ikke et universitet.

Tidligere institutleder på DTU Byg Hans Jørgen Larsen, der selv havde taget sin afsked i 2002, bakkede ham op i Ingeniøren:

»Man diskuterer ikke med Lars Pallesen. Man bliver kaldt ind og får besked, og så er det umuligt at snakke med ham. Jeg har indtryk af, at institutlederne i dag modtager monologer fra hans side.«

At Lars Pallesen har forstået vigtigheden af at kunne styre kommunikationen med hård hånd, gav sig også til udtryk, da 14-dages bladet Sletten lukkede efter 33 år i sommeren 2004.

»DTU's ledelse kan ikke tåle kritik i et uafhængigt blad, der skriver om ting, der kan kritiseres på DTU, og som sætter DTU i et dårligt lys,« sagde studerende Jane Agger, der var medlem af Slettens bestyrelse samt næstformand i Polyteknisk Forening, til Dagbladet Information.

Ud af lukningen fødtes månedsavisen DTU Avisen til intern kommunikation og kvartalsmagasinet Dynamo til ekstern kommunikation, hvis tilvirken Lars Pallesen har fulgt tæt fra udgave til udgave.

Fri for sager i pressen blev Lars Pallesen dog ikke, og en af dem, der utvivlsomt har irriteret ham, handlede om hans bil.

Som rektor for DTU blev han også bestyrelsesformand for Institut for Produktudvikling (IPU). Aflønningen blev ifølge årsrapporten fra IPU ordnet ved, at 'der blev stillet fri bil til rådighed for bestyrelsesformanden fra og med 1. maj 2002'. Bilen var Lars Pallesens egen Alfa Romeo, som IPU købte for 210.000 kr.

I efteråret 2004 forelagde tidsskriftet Forskerforum ordningen for Videnskabsministeriet, som efter kun to dage erklærede, at den var ulovlig. Lars Pallesen meddelte blot, at 'forholdet ville blive bragt til ophør'.

Det var et af Lars Pallesens sjældne nederlag, uden det dog gav anledning til nogen undskyldning.

I marts 2008 var det biobrændstof-professor Birgitte Ahrings tur til at komme i Pallesens vridemaskine, da hun pludselig blev fritstillet.

De følgende dage var der en del diskussion om, hvorvidt der var tale om en bortvisning eller fristilling. Sagen udviklede sig nærmest grotesk, da DTU placerede vagter ved frysere med mikroorganismer tilhørende Birgitte Ahrings virksomhed, Biogasol.

Birgitte Ahring var sur:

»DTU's ledelse fortæller simpelthen ikke medarbejderne, hvad der sker. Den har svært ved at kommunikere, og selv centrale personer får intet at vide om, hvad der sker. DTU's ledelse er et mandfolkevælde,« sagde hun til Ingeniøren.

Lars Pallesens forklaring lød blot:

»Der har været et forløb, som har umuliggjort et videre samarbejde med Birgitte Ahring.«

I januar 2009 dumpede institutdirektør Ole W. Sørensen fra DTU Kemi med et brag i en medarbejdertilfredshedsundersøgelse.

Lektor Rolf W. Berg gik ud i offentligheden med kritik af ledelsesstilen - og så var der rivegilde om retten til at ytre sig frit. Rolf W. Berg blev truet med forflytning eller fyring.

»Det er fuldstændig grotesk, og jeg er dybt overrasket over, at det kan finde sted på et universitet i Danmark,« sagde Jørgen Grønnegaard Christensen, professor og ekspert i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet, til Information.

»Jeg kan ikke forestille mig, at der er ting, vi har forbrudt os imod,« var Lars Pallesens svar.

Lars Pallesen havde selv headhuntet Ole W. Sørensen i 2006 fra Carlsberg Laboratoriet til institutdirektør for DTU Kemi, men han måtte nødtvunget indse, at der var behov for en udskiftning for at forbedre kemien.

Ole W. Sørensen blev i november 2009 overtalt til at fratræde sin stilling. Den officielle forklaring var, at han ønskede at blive forsker igen, inden han blev for gammel. Han var 54 år på daværende tidspunkt.

I 2007 blev DTU til et væsentligt større universitet i forbindelse med sammenlægning af universiteter og sektorforskningsinstitutioner.

Fusionsprocessen var ikke let, men forløb generelt godt. Den sidste fase af omlægningerne, som knytter sig til fusionen, og som gennemføres i denne tid, har dog mødt stor modstand.

Det gælder bl.a. lukningen af Veterinærinstituttets afdelinger på øen Lindholm og i Aarhus, der har efterladt en frustreret medarbejderskare samt lokalpolitikere, der mener, at DTU vil centralisere alt for enhver pris og ikke lytter til argumenter.

På Risø ser medarbejdere med frygt og bæven på de forandringer, der er sket i år, og dem, som er på vej.

Undervejs i denne proces fik Risø-direktør Henrik Bindslev et spark opad, som i realiteten dækkede over en fyring. Han har siden forladt DTU, men har i modsætning til Erik Reitzel og Birgitte Ahring opretholdt tavshed om årsagen.

Risøs medarbejdere har derimod åbent erklæret deres mistillid til DTU's topledelse over måden, processen gennemføres på.

I den seneste udgave af DTU Avisen skriver Lars Pallesen om de nye forandringer på Risø uden med et ord at forholde sig til medarbejdernes erklærede bekymring og utilfredshed - endsige kommentere, om sagen kunne være behandlet anderledes.

For Lars Pallesen er den, han er - og det ville nok være for meget forlangt, at han skulle undskylde herfor.

Artiklen er blevet rettet således at det i afsnittet om Birgitte Ahring nu står at hun blev fritstillet i stedet for fyret. Ingeniøren dækkede i sin tid sagen tæt men oplysninger, der kom frem senere i sagen om professor Birgitte K. Ahring, viser, at hun ikke blev afskediget fra DTU, idet hun selv opsagde sin stilling. DTU valgte at fritstille professoren umiddelbart efter opsigelsen.