WHO-ekspert kalder dansk kræftstudie af mobilstråling 'fejlagtig'
Et stort dansk studie af forbindelsen mellem mobiltelefoner og kræft i hjernen har proppet 200.000 personer med firmatelefon i gruppen af 'ikke-mobilbrugere'. WHO-ekspert kalder det en fejl, men Kræftens Bekæmpelse afviser.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
I sidste uge konkluderede Jørgen H. Olsen, forskningschef i Kræftens Bekæmpelse, at brugen af mobiltelefoner ikke øger risikoen for kræft i hjernen.
Konklusionen bygger på verdens største kohortestudie (observationsstudie, hvor en undersøgelsesgruppe følges over tid) af kræftforekomster hos mobilbrugere, der går tilbage til 1990'erne, da de første mobiltelefoner kom frem.
Men undersøgelsen har ikke medtaget 200.000 mobilbrugere, der har fået telefonen stillet til rådighed gennem arbejdet.
I stedet er personerne endt i den kategori, der hedder ’ikke-mobilbrugere’.
Det møder international kritik.
»Ekskluderingen af 200.507 virksomhedsbrugere – mobilbrugere, som formentlig må vurderes som tunge brugere – forekommer bemærkelsesværdig. Især når disse brugere fejlagtigt dukker op i kategorien af brugere, der ikke har været udsat for mobilstråling,« siger Robert Baan til ing.dk. Han er publikationsansvarlig i WHO’s IARC-arbejdsgruppe om mobilstråling.
Tidligere i år indførte arbejdsgruppen en såkaldt 2B-risikovurdering af mobilstråling på baggrund af en række studier på området.
Også på British Medical Journals egen hjemmeside, hvor undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse er offentliggjort, kommer en række personer med kraftig kritik af undersøgelsen.
»Begrænsningerne i undersøgelsen gør meningsfulde analyser og konklusioner praktisk talt umulige,« skriver den britiske ngo Powerwatch.
Powerwatch kritiserer blandt andet, at undersøgelsen netop ikke tager højde for de mange personer, som får mobiltelefonen stillet til rådighed på jobbet, og som må forventes at være blandt de mest aktive brugere, men der er også kritik af, at man intet ved om, hvor meget folk rent faktisk har brugt mobiltelefonen.
Grunden til, at undersøgelsen ikke inkluderer de 200.000 brugere med firmatelefon, er, at undersøgelsen baserer sig på tidlige abonnementsregistre fra mobiloperatører fra 1990'erne.
Ved hjælp af CPR-numre har det været muligt at følge de tidlige abonnenter over tid for at se, om der var en øget tendens til, at de senere i livet blev ramt af kræft i hjernen.
Men ansatte med firmatelefon er ikke registeret med personnummer, og derfor har det ikke været muligt at følge deres udvikling af denne gruppe.
Selvom de udgør 30 procent af den samlede abonnementsdatabase, er de 200.000 personer i undersøgelsen endt i gruppen af 'ikke-mobilbrugere'.






