/biotek

Politisk enighed om strammere regler for hjemmetest

Både Venstre og Socialdemokraterne er enige om, at reglerne for selvtest bør strammes. Nu skal en høring sætte i gang i processen, lover politikerne.

Klik for at se billedet i stort

Politikere fra Socialdemokraterne og Venstre melder sig klar til at stramme lovgivningen for hjemmetest. Næste skridt bliver at indkalde til en høring.


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Mette Mandrup, onsdag 26. okt 2011 kl. 12:52

Producenterne af medicinske selvtests skal give mere information om, hvordan testene fungerer, og de skal øge kvaliteten af de prøver, de laver, før testene kommer på markedet.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en rapport fra Teknologirådet.

Læs også: Teknologirådet advarer mod at sygdomsteste sig selv

Teknologirådets budskab er også nået til Christiansborg, og nu lover politikere fra både Venstre og Socialdemokraterne at følge op på anbefalingerne.

»Vi synes, de anbefalinger, rapporten kommer med, er særdeles interessante og bestemt værd at arbejde videre med,« sagde Benny Engelbrecht, der er erhvervsordfører for Socialdemokraterne, på et debatarrangement, som blev afholdt af Teknologirådet tirsdag.

En af anbefalingerne er, at fabrikanterne skal afprøve deres test på en gruppe mennesker, der svarer til den befolkningsgruppe, som højst sandsynligt vil komme til at benytte testene.

Arbejdsgruppen bag rapporten anbefaler desuden, at der skal være en tydeligere forklaring på, hvordan testene skal bruges, og hvor stor sandsynligheden for et korrekt svar er, og hvordan man skal tolke det svar, man får.

Disse tiltag er Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre, der sidder i sundheds- og forebyggelsesudvalget og er næstformand for erhvervs-, vækst-, og eksportudvalget, enig i at ville tage op.

»Jeg vil 100 procent sikkert tage kravene til fabrikanterne op. De skal skærpes, og det forslag vil jeg tage med ind i erhvervsudvalget,« fortalte hun.

EU-direktiverne alt for komplekse
En af rapportens vigtigste anbefalinger er, at EU-reglerne for selvtest bør laves om. Arbejdsgruppen efterlyser et fælleseuropæisk organ, som kan lave regler for samtlige medicinske selvtest.

Som det er i dag, er de europæiske regler sat sammen af et stort og komplekst sæt af direktiver, og det er op til de enkelte lande at godkende test.

Benny Engelbrecht håber, at Danmarks formandskab for EU i foråret 2012 kan hjælpe til at sætte fokus på at få lavet et mere overskueligt sæt regler på europæisk niveau.

»Hvis vi ikke gør noget og bare lader tingene være, som de er nu, så går det rigtig galt. Hvis vi ikke sørger for, at der kommer styr på det her temmelig uregerlige område, får vi store omkostninger,« sagde han.

Samtidig tilkendegav han, at næste skridt mod en ny lovgivning vil være at indkalde til den høring, som Anne-Mette Winther Christiansen efterlyste.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.