Nordmænd bygger verdens højeste lejlighedskompleks i træ
Et 13 etager højt træhus er på vej i Bergen. Højhuset bliver verdens højeste boligbyggeri i træ.
Bergen og omegns boligforening vil opføre et 44,5 meter højt lejlighedskompleks i limtræ og træmoduler. Det er knap 14 meter højere end Murray Growe Tower i London, der blev opført i 2007 og i dag har rekorden som verdens højeste boligkompleks i træ. (Illustration: Artec)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Bergen ser ud til at overtage Londons plads som hjemsted for verdens højeste boligbyggeri i træ. Det skriver Teknisk Ukeblad.
Bergen og omegns boligforening (BOB) vil nemlig opføre et 44,5 meter højt lejlighedskompleks i limtræ og træmoduler. Det bliver dermed knap 14 meter højere end Murray Growe Tower i London, der blev opført i 2007.
»Det er en del af BOB's strategi at tænke i bæredygtig udvikling. Et byggeri af denne type vil lagre store mængder CO2. Oveni får vi en anledning til at udvikle vores byggemetoder,« forklarer Ole Kleppe, der er projektchef hos BOB.
Huset har været på tegnebrættet siden 2007, da Lund og Partnere tegnede en boligblok med tre enheder til en grund ved siden af Puddefjordsbroen i Bergen. Samme år konkluderede et studie, at en konstruktion med limtræsbjælker- og søjler samt modulbyggede lejligheder kunne opføres i den ønskede højde.
Men højhuse var ikke en del af lokalplanen i Bergen, så sagsbehandlingen har taget lang tid.
Overgås måske af 20 etagers bygning
Nu har BOB imidlertid forbedret løsningen sammen med ingeniører fra Sweco, Artec og trækomponentleverandøren Moelven. Først skal fire etager med lejlighedsmoduler samles. Uden på og mellem modulerne opføres derefter det bærende trægitter. Det giver konstruktionen den fornødne stivhed – men det løser ikke problemet med at modstå svingninger. Derfor vil ingeniørerne bygge betondæk ind over etage fire og otte. Den øgede vægt skal reducere svingningshastigheden.
Holdet bag byggeriet er dog ikke færdigt med at perfektionere det, forklarer Per Reigstad fra Artec Prosjekt Team A/S:
»Selv med præfabrikerede moduler skal facadebeklædningen laves på pladsen. Når vi ikke kan få fuld effekt af den industrielle præfabrikation, render vi ind i nogle omkostningsproblemer.«
Derfor overvejer man nu massivtræselementer i stedet for moduler, siger Rune S. Abrahamsen fra Sweco:
»Vi har jo allerede introduceret massivtræselementer i nogle dæk og i trappehuset, så vi kan forsøge at rendyrke brugen af massivt træ.«
Rekordhuset kan dog blive overhalet af et højhus i Kirkenes, som efter planen skal blive 20 etager højt.
I Danmark var der i 2007 planer om bygge otte-etagers træhuse i Vejle, men projektet blev aldrig til noget.






