Revnet jernbanebro isolerer seks dobbeltdækkere på Falster
Scanlines nægter at sejle seks strandede DSB-dobbeltdækkere til Tyskland, så de kunne komme hjem til Sjælland via Padborg. De strandede togsæt på Lolland-Falster tvinger DSB til aflysninger over hele Sjælland.
Læs også
Læs mere om
Netop som man troede, at det ikke kunne blive værre med DSB’s materiel-mangel, sker dette:
I sidste uge blev Storstrømsbroen totalt lukket for togtrafik pga. fundet af en revne på 25 cm i betonen på broen, hvilket isolerede seks af DSB’s togstammer på Lolland-Falster uden mulighed for at komme tilbage til Sjælland.
I første omgang gav det ikke problemer, da en større ombygning på Københavns Hovedbanegård betød en stærk reduceret togtrafik på hele Sjælland. Man i går og i dag meldte problemerne sig for alvor, da hverdagen vendte tilbage på jernbanen – en hverdag, hvor skrigende mangel på togmateriel betyder, at DSB har brug for alt disponibelt rullende materiel i myldretiden.
DSB satsede i første omgang på muligheden for at få materiellet tilbage til Sjælland ved at sejle det med færge til Tyskland og hjem til Danmark via Padborg.
Men den går ikke.
Scanlines kan ikke hjælpe med at få togene over på fastlandet og ind i køreplanen – de er ganske enkelt for tunge.
»Scanlines kan ikke sejle togene til Tyskland, fordi dobbeldækkervognenes akseltryk er for stort til færgerne. Derfor står vi med nogle særlige udfordringer, hvad angår de tog«, siger DSB’s trafikinformationschef, Tony Bispeskov, til Berlingske.
Og hos Banedanmark er der heller ikke megen hjælp at hente. Her har man nemlig givet DSB afslag på at lade de seks togsæt passere den 74 år gamle bro uden passagerer.
De manglende togsæt, som samlet set har en passagerkapacitet på 2.400, betyder, at seks daglige afgange på Sjælland er aflyst i myldretiden. DSB har indtil videre ikke nogen plan B for, hvad de vil gøre, hvis lukningen af Storstrømsbroen igen bliver forlænget.
»Vi holder os til Banedanmarks melding om, at broen vil være lukket i tre uger. Men det er klart, at der er en grænse for, hvor længe vi og vores passagerer kan stå model til den nuværende situation,« forklarer Tony Bispeskov. Derfor har DSB sat en række af sine eksperter til at udtænke forskellige løsningsmodeller, hvis broen forbliver lukket i længere tid.
Ud over de aflyste togafgange i myldretiden på Sjælland må rejsende til Falster regne med et kvarters ekstra rejsetid pga. omstigning til busser.






