Julie Carstensen spørger:

»Man støder tit på kæmpeblæksprutter i film og bøger, men hvad ved man egentlig om dem? Hvor store kan de blive, hvor bor de, hvor mange er der? Og kan de trække en båd ned under vandet eller er det ren fantasi?«

Inger Winkelmann, cand.scient., biologi, Center for GeoGenetik, Danmarks Naturhistoriske Museum, svarer:

»Kæmpeblæksprutten, eller Architeuthis dux, som dens latinske navn lyder, har rigtigt nok givet ophav til mange myter og skrækhistorier. Igennem mange århundreder kendte man kun til dem gennem fortællinger om uhyggelige havmonstre, som f.eks. det norske fabeldyr Kraken, men da et eksemplar skyllede i land på den danske kyst, blev resterne af kadaveret sendt til zoologen Japetus Steenstrup ved Københavns Universitet, og herefter kunne han i 1857 offentliggøre opdagelsen af kæmpeblæksprutten.

De lever i dybhavet, helt ned til 1.200 meter og muligvis endnu dybere, og er derfor temmelig vanskelige at studere, men man har på trods af dette en smule viden om dem. Denne viden stammer mest fra studier af døde dyr fundet på havoverfladen og fanget i fiskeres dybhavstrawl.

De bliver, som navnet jo antyder, meget store. Hannerne kan nå op til 10 m og hunnerne helt op til 15m i total kropslængde som fuldvoksne. Dette inkluderer de to lange tentakler, der bruges til at fange byttedyr. Man ved ikke med sikkerhed, hvor gammel en kæmpeblæksprutte kan blive, så hvor hurtigt, de vokser for at nå denne imponerende størrelse, er endnu uvist.

Man finder dem i alle verdenshavene, mest langs med kontinenterne i områder med stor primærproduktion; altså steder med masser af andre dyr, som de kan æde. Der findes ikke noget troværdigt estimat for, hvor stor den globale bestand af kæmpeblæksprutter er, men sjældne lader de altså ikke til at være.

De er glubske rovdyr og spiser stort set alle dyr, der er mindre end dem selv. Man kan også se på deres maveindhold at de ofte spiser andre kæmpeblæksprutter; de er altså kannibaler.

Historierne om, at de kan sænke skibe, som man ser det i film og bøger, holder ikke vand. De er højt specialiserede til at leve i dybhavet og kommer kun op til de øverste vandlag, når de er syge eller på anden måde skadede og døden nær, så med mindre man dykker ned til en kilometers dybde, behøver man ikke frygte Architeuthis vrede.

Der findes dog andre imponerende blækspruttearter, som man måske skulle tage sig i agt for, f.eks. Humboldt blæksprutten Dosidicus gigas. Disse blæksprutter findes i stort antal langs med Mexico og USA’s vestkyst, og selvom de bliver noget mindre (op til 1,5 m), så er de kendt for at jage i store grupper og for at være meget aggressive. Der findes flere rapporter om, at de har angrebet både dykkere og fiskere.

Er man interesseret i at læse mere on kæmpeblæksprutter, så kommer der en artikel om dem i næste udgave af Dyr i Natur og Museum (Statens Naturhistoriske Museums halv-årlige udgivelse), som kan læses online her. Her findes desuden masser af andre spændende artikler for naturinteresserede læsere.«

Inger Winkelmann har skrevet speciale om kæmpeblækspruttens globale populationsgenetik.