/rumfart

Raketmadsen om fejlet Galileo-opsendelse: Fransk Guyana er det værst tænkelige miljø for en raket

Det var tilsyneladende en lækkende ventil, der udsatte den historiske opsendelse af de første Galileo-satellitter. Den danske raketbygger Peter Madsen vurderer, at det fugtige klima i Fransk Guyana kan have været en medvirkende faktor til ventilproblemet.

Af Jakob Møllerhøj , fredag 21. okt 2011 kl. 11:40

Det, der skulle have været en rumhistorisk opsendelse af de første operationelle satellitter i det europæiske navigationssytem Galileo, blev i går udskudt på grund af en lækkende ventil.

Det franske firma Arianespace, der står for opsendelsen med en russisk Soyuz-raket fra Korou, Fransk Guyana, oplyser, at der inden opsendelsesforsøget i går opstod en læk i det pneumatiske system omkring affyringsrampen - altså et gastryksbaseret system.

Pneumatikken skal afkoble brændstofslangerne fra Soyuz-rakettens tredje trin inden lift-off. Men i forbindelse med den sidste fase af påfyldningen af rakettens tredje trin skete der tilsyneladende et skift i trykket i det pneumatiske system.

Dette trykskifte bevirkede en utilsigtet afkobling af de to konnektorer, der skal sikre påfyldningen af flydende ilt og kerosen til det tredje trin, oplyser administrerende direktør for Arianespace Jean-Yves Le Gall via arianespace.com.

Han kan endvidere fortælle, at problemet tilsyneladende skyldes en læk i en ventil i det pneumatiske system.

Raketten blev efter episoden tømt for brændstof og ventilen skulle nu være udskiftet.

»Fransk Guyana, det er et helvede«
Den danske raketbygger fra Peter Madsen, der også har haft sit hyr med ventiler i forhold til raketter, spekulerer i, at det kan være det varme og fugtige klima i Fransk Guyana, der har spillet ind i forhold til opsendelsen.

»Det er altid svært - det kan jeg jo sige med stor streg under - at arbejde med automatiske ventiler, der bliver kølet ned til flydende ilt-temperatur. Og det er ekstra svært, når ventilerne skal operere i et fugtigt klima, fordi der konstant bliver dannet is på tingene, og det kan blokere dem. Hvis der på nogen måde er fugt i systemet, så sætter det sig fast, fordi vand bliver til sekund-lim ved minus 200 grader,« siger han.

Læs også: Danske raketbyggere til læserne: »Alt vil blive tjekket inden næste forsøg«

Peter Madsen understreger, at der er tale om ren spekulation fra hans side, da han jo ikke har været til stede ved opsendelsen. Men han er ikke i tvivl om, klimaet sagtens kan have spillet ind på den fejlslagne opsendelse.

»Fransk Guyana, det er et helvede. Det er det værst tænkelige miljø at operere en raket i, men det rare er, at det er tæt på ækvator,« siger han med henvisning til, at jordens rotation betyder, at der kan spares raketbrændstof ved opsendelse omkring ækvator.

Klokken 12.30 i dag gør Arianespace et nyt forsøg på at sende raketten op. Hvis alt går vel, dækker ing.dk opsendelsesforsøget fra klokken 12.25.



21. okt 2011 kl 21:36

Knud Larsen

Vanskeligt område?

Peter Madsens spekulation kan være rigtig. Mne det er kun en spekulation. Vi har nu sendt over 150 løfterktter afsted og mere end 200 sattellitter.
Der er selvfølgelig omhyggelige forholdsregeler omkring Ariane, måske er der et glip i videnoverførsel. Men Danmark er jo ikke bedre.
Derimod er der gode forhold, fordi der ikke er jordskælv, jordrystelser, hurricanes etc, selc tordenvejr er bekskedent for et så varmt klima.
Frem for alt ligger Kourou kun 5,02 grader fra Ækvator!
Slå koldt vand i blodet og vent på faktuelle oplysninger.


21. okt 2011 kl 21:44

Hans Henrik Hansen

Kerosen?


...utilsigtet afkobling af de to konnektorer, der skal sikre påfyldningen af flydende ilt og kerosen til det tredje trin...

- plejer man ikke at kalde 'kerosen(e)' for 'petroleum' på dansk?


21. okt 2011 kl 23:52

avatar

Steen Jensen

Re: Kerosen?

Kerosen må vel være det man kalder jet-brændstof og er en mere ren form af petroleum.


22. okt 2011 kl 00:04

Hans Henrik Hansen

Re: Kerosen?


Kerosen må vel være det man kalder jet-brændstof og er en mere ren form af petroleum

- det tror jeg nu ikke; og det gør min 'røde Gyldendal' såmænd heller ikke! :)


22. okt 2011 kl 01:46

avatar

Steen Jensen

Re: Kerosen?

Kerosene skulle være et destillat af petroleum ifølge Wikipedia


23. okt 2011 kl 17:13

Niels Foldager

"Fejlslagen"

Det, der skulle have været en rumhistorisk opsendelse ...

Det er stadig en rumhistorisk opsendelse. Som nu oven i købet er udført.

... den fejlslagne opsendelse.

Det er simpelthen ikke rimeligt at tale om en "fejlslagen opsendelse", blot fordi man udskyder en opsendelse. Det sker adskillige gange før enhver mission; således også helt op til, hvor journalisterne begynder at følge med; dvs. umiddelbart før opsendelsesforsøget.

Rumfolk har for mange år siden lært, at en mission, der ikke er påbegyndt, er heller ikke mislykket endnu. At man udsætter en opsendelse skyldes omhyggelighed.

Da Ørstedssatellitten i sin tid skulle opsendes, var der adskillige udsættelser, og de rum-uvante, danske journalister var ved at gå i spåner. Men Ørsted-missionen har været en succes ud over alle grænser; takket været bl.a. udsættelserne.




Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.