Blandt musikinteresserede er det almen viden, at den islandske popdronning Björk ikke er bleg for at give den hele armen, når musikken skal præsenteres for offentligheden.

Det gælder både musikkens fysiske emballage, der år for år er blevet mere og mere ekstravagant, såvel som de kunstneriske og idémæssige universer, der ligger bag musikken.

Intet kunne dog have forberedt offentligheden på omfanget af Björks ottende album, 'Biophilia': Ingeniører, opfindere, programmører, akademikere og instrumentbyggere har alle været i arbejdstøjet for at hjælpe det overdådige konceptalbum til verden - et album, hvis tema er, at vi alle er børn af moder natur, og at alle naturens skabninger er forbundne via usynlige bånd.

Biophilia-hypotesen stammer fra den tysk-amerikanske socialpsykolog Erich Fromm, der trak på det nittende århundredes romantiske og vitalistiske strømninger og foreslog, at et tilstrækkeligt åbent menneske ville være i stand til at opleve et psykologisk stadie - ikke ulig forelskelse - hvor psyken blev tiltrukket af alt, hvad der var levende.

Mere naturvidenskabeligt fremsatte den kontroversielle biolog E.O. Wilson i sit 1984-værk 'Biophilia', en tese om, at der eksisterer et væsensslægtskab mellem alle levende organismer, hvilket eksempelvis er grunden til, at hundehvalpe kan aktivere følelser af yngelpleje i mennesker.

Siden har feltet trukket i to retninger: Dem, der mener, at 'det biofile bånd' kun gælder mellem pattedyr (da det alt andet lige er sværrer at forestille sig en følelsesmæssig velvilje over for kryb og parasitter). Og så dem, der mener, at sondringen mellem levende og ikke-levende er et kunstigt skel, og at 'biofili' derfor bør strække sig ud til alt i universet.

Det er i sidstnævnte retning, Björk bevæger sig med sit nye album: Ikke blot insekter og bakterier skal inkluderes i 'det biofile bånd', men også uorganiske størrelser som krystaller, vulkanudbrud, lynnedslag og månens cyklus - alle skal de regnes som en del af det bånd, vi alle deler.

En mindre erfaren kunstner havde nok knækket nakken på så stort et projekt, men det lykkes faktisk for Björk, der er vant til at arbejde med utraditionelle inspirationskilder. Hun formår at løfte det naturvidenskabelige tema uden at forfalde til kedsomhed eller forudsigelighed.

Og så forstår Björk intuitivt at udvælge let genkendelige temaer, der er nemme at identificere for lytteren. Torden, vulkanudbrud, en virus der profilerer, optræder alle som stilfigurer i 'Biophilia's univers, og Björk formår samtidig at imødegå den kunstneriske udfordring, der ligger i ikke blot at oversætte dem til musik, men at gøre begreberne til sine egne i teksterne: dna-helix'et er en 'evig halskæde', og en virus, der spreder sig, 'bliver forelsket' i de celler, den vil spise.

Den islandske sangerinde har før flirtet med videnskaben, men med 'Biophilia' er Björk blevet voksen: Hvor det tidligere studiealbum Volta gjorde brug af touchscreens og en bred vifte af elektronisk udstyr, der skulle drukne hendes publikum i atonale lyde og epileptiske lysglimt, vender Björk med 'Biophilia' blikket indad og spørger sig selv, hvordan videnskaben kan gøres til kunst.

Hvor Volta ifølge kritikerne var teknologi for teknologiens skyld, er 'Biophilia' videnskab på musikkens præmisser: Foucault-penduler, der slår strenge an, så Jordens rotation 'spiller' på harpe, en Tesla-transformator, der summer med på melodien om et tordenvejr og et væld af nyopfundne digitale og analoge instrumenter står alle klar til at bidrage til at løfte 'Biophilia' ud af det traditionelle musikunivers og over i Björks hybridlandskab mellem videnskab og kunst.

For så vidt er Björk ikke den første, der har forsøgt en sådan fusion af kunst og natur. Inden for den klassiske musik findes programmusikken, der forsøger at kommunikere ikke-musikalske temaer gennem musikken.

Beethovens 'Måneskinssonaten' fremmaner f.eks. fornemmelsen af Månen, der valser på overfladen af Luzern-søen i Schweiz, ligesom de russiske romantikere Tchaikovsky, Rachmaninov og Rimsky-Korsakov alle forsøgte at hidkalde sig de vidtstrakte russiske steppelandskaber med de altomsluttende isvintre i deres musik.

Det er denne arv, Björk bygger videre på. Men hvor den klassiske musiks virkemidler er satte, gør Björk præcis, hvad der passer hende, og som så ofte før ser hun stort på musikkens traditionelle former.

Alligevel kan Björk ikke sige sig fri for arven fra den klassiske musik, idet et nummer som 'Crystalline' gør beregnende brug af gentagelser for at visualisere den systematiske struktur, der findes i krystalformationer, mens nummeret 'Cosmogony' gør brug af tonal ligevægt for at symbolisere, hvordan solsystemets planeter holdes på plads af modsatrettede trækkræfter.

Endelig kan nævnes nummeret 'Dark Matter', der bevæger sig op og ned af toneskalaerne for at vise, at mørkt stof (ifølge visse fortolkninger af fænomenet) er partikler fra andre universer.

Det siger sig selv, at hybridproduktioner som disse kræver en del artistic license fra kunstnerens side, og Björk holder sig da heller ikke altid inden for rammerne af videnskaben. Det er en krævende balancegang, der konstant er i fare for at plumpe i som enten for videnskabelig og fattig i forhold til kunsten, eller for prætentiøs og ligegyldig i forhold til videnskaben. Björk har dog gjort sit hjemmearbejde, og det univers, der ligger til grund for 'Biophilia', er både gennemført og spændende at gå på opdagelse i.