Moderne ellerter tester nyt marked
Flere europæiske bilproducenter har fået øjnene op for et nyt segment af mikroelbiler med begrænset rækkevidde og kun plads til en eller to personer. De skal imødekomme kravene fra fremtidens byboer.
Læs også
Læs mere om
Fremtidens elbil er lillebitte. Det er Audi, Opel og Volkswagen enige om, hvis man skal dømme efter de prototyper, de hver især præsenterede på årets Frankfurt-bilmesse.
Koncepterne vejer alle under 500 kg, har begrænset rækkevidde og topfart og kun plads til en eller to personer.
At de tre europæiske bilproducenterne vælger at bruge kræfter på at udvikle prototyper i den størrelse, viser, at de forventer, at der vil opstå et marked for denne type køretøjer, siger Torben Arent, nyhedsredaktør for Motor og flittig gæst på de internationale bilmesser.
»Det er påfaldende, at vi ser så mange af de her kabinescooter-lignende elbiler på én gang. Det er en helt anden type køretøj, end producenterne ellers har lavet, og end der har været et marked for før. Så producenterne forventer en mulighed her, og de udforsker nichen seriøst,« vurderer Torben Arent.
De tre producenter er Audi, Opel og VW. VW's koncept hedder Nils og er en egoistbil, der kun har plads til føreren - men helt egoistisk er den ikke, for med en egenvægt på 460 kg og en lille elmotor er Nils meget miljøvenlig.
Med en rækkevidde på 65 km og en tophastighed på 130 km/h skulle Nils ifølge VW være ideel til størstedelen af Tysklands pendlere. Nils' udseende er meget karakteristisk med fritstående hjul og mågevinger.
Selve karrossen er bygget op omkring en space frame i aluminium med paneler i aluminium og plastic. Generelt er der gjort meget for at holde vægten nede, og selve motoren vejer kun 19 kg. Hele drivlinjen er indkapslet i et aluminiumshus, der sidder i bagenden af bilen sammen med batteriet.
VW har samarbejdet med Audi og det tyske ministerium for transport, anlægsarbejder og byudvikling om projektet. Audi har holdt sig til det simple og kaldt deres version for urban concept.
Den adskiller sig fra VW's bil bl.a. ved at have plads til to personer - passageren sidder skråt til venstre for chaufføren. På den måde er bilen stadig meget smal og vejer kun 480 kg, fordi den er opbygget i en monocoque i kulfiberforstærket plastic. Rækkevidden er opgivet til 72 km, og tophastigheden er lige omkring 100 km/h.
Opels bud på en mikroelbil hedder RAK e, og er også en topersoners elbil. Den vejer 380 kg og har en rækkevidde på 100 km og tophastighed på 120 km/h. Renault viste allerede deres bud, Twizy, på Frankfurt-messen i 2009. Twizy er ligeledes en topersoners bil på 450 kg, der fås enten som 45 km/h eller 80 km/h og har en rækkevidde på 100 km.
Bilproducenterne jager et nyt marked, der passer morgendagens byboer, som VW selv skriver om Nils. Men hvordan bilerne skal defineres, og hvor de egentlig placerer sig henne, er svært at definere.
Selv producenterne kan virke forvirrede med deres reklamesnak. Audi skriver selv om sin bil, at 'det tekniske koncept sprænger alle gængse rammer - Audi urban concept forener elementer fra en racerbil, en roadster, en fun-car og en bybil i et radikalt, nyt koncept'.
Jesper Bo Jensen, ph.d. og fremtidsforsker for firmaet Fremforsk, mener dog ikke, at det er en bil, der skal erstatte andre biler.
»Det er jo i virkeligheden kun en halv bil, men den er noget nyt for dem, som ikke har bil i forvejen, og hvor alternativerne ellers er en delebil eller cyklen, eller dem som har to biler, men som kan se anvendelsen af en ekstra bil til at køre gennem eksempelvis en betalingsring,« forklarer han.
Torben Arent opfatter mikroelbilerne som noget i retning af elektrificerede kabinescootere. For ham at se placerer de sig mellem cykler og biler, hvor vi før har set kabinescootere, som dog aldrig har haft den store succes i Danmark.
»For en dansker er det her nok en opgradering fra cyklen. Den har jo en fordel i større aktionsradius, og så sidder man i tørvejr. Det er noget, vi ikke rigtig har i dag. Vi har knallerter, men det er ikke noget, man bruger i byen. Så mikro-elbiler er et missing link til en niche, der endnu ikke er udfyldt,« siger han.






