Militær radar kigger tværs gennem betonmure
Forskere ved MIT Lincoln Laboratory har udviklet en ny radarteknologi, der gør det muligt at opdage personer på den anden side af en betonvæg. Ud over kampsoldater kan redningsmandskab få gavn af opfindelsen.
Sådan ser radarbilledet ud af en person, der står på den anden side af en 30 cm tyk betonmur. (Foto: MIT)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Filer
Med ny radarteknologi kan soldater sidde beskyttet i en kampvogn, mens de kører gennem en by, og skyde målrettet efter mennesker på den anden side af mure.
Apparatet består af en række antenner, der er arrangeret i to rækker, så der sidder otte modtager-elementer øverst og 13 sender-elementer i bunden. Derudover er der en del elektronisk udstyr, der skal forstærke og afkode signalerne – det hele er monteret på en bevægelig enhed.
»Mobiliteten er altafgørende, hvis det skal anvendes i militære operationer – især i kampsituationer i byer,« fortæller projektleder Gregory Charvat, MIT Lincol Lab.
Teknikken er baseret på almindelig radarteknologi: Der sendes bølger af en bestemt frekvens mod det ønskede mål, som derefter reflekteres og opfanges af en signalforstærker. Men for at se noget kræver det, at 99 procent af bølgerne trænger gennem betonmuren og reflekteres igen. Det gør kun ca. én procent, og signalet vil derefter være reduceret til omkring 0,0025 procent af sin oprindelige styrke. Derfor skal signalet forstærkes.
Men ifølge Gregory Charvat er signaltab ikke den største udfordring, da forstærkere til den slags signaler er billige. Derfor har forskerne koncentreret sig om at udvikle en teknik, der gør, at radaren fungerer på passende afstand og med en høj hastighed.
»Hvis du er i en højrisikosituation, ønsker du ikke at modtage et billede hvert 20. minut. Så vil du vide, hvad der sker lige nu på den side af muren. Samtidig vil du gerne være i stand til at modtage den information, uden at du behøver at stå klos op ad husmuren på en potentiel farlig bygning, for at få den,« forklarer Gregory Charvat.
Virker på op til 60 meters afstand
Den nye radar kan anvendes i helt op til 60 meters afstand af den væg, man ønsker at 'se' igennem. Forskerne har demonstreret radaren i en afstand på seks meter, da det efter deres overbevisning er den mest realistiske afstand, soldater kommer ud for i en bymæssig kampsituation. Realtimebillederne af bevægelser bag muren leveres i en hastighed på 10,8 fotos pr. sekund.
Forskerne benytter S-båndsbølger. De har en bølgelængde på 8-15 centimeter og en frekvens på 2-4 GHz. De korte bølger giver et højere signaltab og dermed et øget behov for en forstærker. Alligevel er det lykkedes forskerne at udvikle en model, der kun er 2,4 meter lang – og altså stadig nede i en størrelse, hvor det er muligt at montere den på et køretøj.
Radaren har dog den ulempe, at det kun er i stand til at registrere personer i bevægelse. Processoren benytter nemlig en subtraktionsmetode, hvor hvert nyt billede bliver sammenlignet med det forrige og registrerer ændringen. Derfor vil apparaturet ikke være egnet til at finde livløse mennesker under sammenstyrtede bygninger.
Men selv om en person forsøger at ligge eller stå helt stille, vil radaren opfange de bittesmå bevægelser, kroppen laver, når vi trækker vejret, understreger forskningslederen.
Teknologien er primært udviklet til militære formål, men forskerne afviser ikke, at den kan specialiseres til brug for nødhjælpsarbejdere.
På denne testvideo, som er offentliggjort på Youtube, ses tydeligt to personer, der bevæger sig bag ved en mur.






