It's good to be the king...
Af Poul-Henning Kamp,
onsdag 19. okt 2011 kl. 18:54
I Danmark har vi ikke en officiel fattigdomsgrænse, den officielle forklaring er at det ville være en stigmatisering af de fattige, der med næb og klør nægter at indrømme at de er det.
Det nærmeste vi kommer en rigdomsgrænse er topskatten, som alle der har råd til at betale, finder vildt uretfærdig og bruger enorme mængder tid og penge på at undslå sig.
Den ene procent af de rigeste, der gøres oprør mod i USA, tjener i gennemsnit hvad der svarer til 7.0 mio kroner om året per person, 33 gange den gennemsnitlige indkomst.
Tallene for Danmark er 9.2 mio kroner og 39 gange den gennemsnitlige indkomst (iflg. Danmarks Statistik og min lommeregner)
Men hvor er teltlejren foran Fondsbørsen ?
Jeg kender kun en forsvindende brøkdel af de 44.752 personer der udgør den rigeste 1% af Danmark, men blandt dem jeg kender er der nogle helt igennem umenneskelige røvhuller og nogle sande kristne hædersmænd.
Et af røvhullerne praler af han aldrig giver noget til velgørende formål.
En af hædersmændene har i alle de år jeg har kendt ham givet en flok af landets handicappede en god sommeroplevelse, fordi en af dem engang for vild på hans jorder, under en improviseret udflugt.
Bare fordi man er rig, behøver man ikke at være nem at sætte i bås.
Når vi i Danmark ikke ser den store grund til at protestere imod alle der tjener over 1 mio kroner, hvilket ca. er grænsen for den ene procent, skyldes det formodentlig at vores ene procent har et flertal af hæderlige mennesker og et mindretal af røvhuller.
At udligne forskellen imellem Danmark og USA, kræver at den 1% køber alle MF'erne til at fjerne topskatten, eliminere SU, privatisere og fjerne det offentlige tilskud til sygesikring, børnepasning og uddannelser, forringe arbejdsløshedsforsikringen, men iøvrigt opretholde skattetrykket så staten kan købe dyrt ind i deres outsourcede virksomheder[1].
Indrømmet, det er at sætte sagen på spidsen, men det er ikke ret meget på spidsen i forhold til de dommedags-forudsigelser de talende klasser i Danmark var ude med ved udsigten til S/SF/R regeringens valgsejr og en egentlig millionærskat i Danmark.
Jeg tror aldrig vi bliver fri for kravet om lavere skat på de rige så længe vi har nyrige i samfundet. Der som hovedregel ingen mere fornærede og haveriske end "skidt der er kommet til ære".
Men de hårde statistiske fakta er, at beskatning af store formuer er den bedste og sikreste måde at få dem til at investere i virksomhedsdannelse frem for fast ejendom.
Virksomhedsdannelse er klart den mest risikable investering, men også den der ubetinget giver det største afkast, for der er tale om helt konkret og håndgribelig værdiskabelse.
Fast ejendom er derimod den sikre investering, lavt udbytte, lange horizonter men så sikker som skatten og amen i kirken og det gør absolut intet for samfundsøkonomien.
Helt galt går det naturligvis, hvis man politisk manipulerer lovgivningen så fast ejendom giver et højere afkast end virksomhedsskabelse.
Men hvorom alt er: Jeg holder med de 99% i USA og jeg både forstår og støtter deres protest: Det de protesterer imod, er stort set præcist grunden til at mine børn er vokset op i Danmark i stedet for USA.
Ikke dermed sagt at den ene procent i Danmark ikke bør overveje styrkeforholdet, godt naboskab er altid en god investering.
phk
[1] Eventuel lighed med politiske partiprogrammer er næppe tilfældig.